Sladder på arbejdspladsen kan være godt. Faktisk kan chefgangen bruge sladder som et strategisk værktøj, der kan komme alle til gode. Men i stedet har mange virksomheder indført en personalepolitik, som slet ikke tolererer den mindste snak i krogene. Og det er en misforståelse, påpeger Jeanette Lemmergaard.
Hun er lektor på Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet og forsker i human ressource management og intern kommunikation. Som led i et forskningsprojekt har hun undersøgt sladderens betydning, og resultatet overraskede hende:
»Ligesom så mange andre havde jeg nok et lidt unuanceret syn på sladder, som jeg anså for at være noget negativt. Men når jeg var ude på forskellige virksomheder for at observere, opdagede jeg, at mange mellemledere følte, at det bidrog til noget positivt, at deres ansatte sladrede indbyrdes.«
Sladder skal bruges strategisk
Over for Jeanette Lemmergaard gav mellemlederne således udtryk for, at det sjældent var gennem de mere formelle møder og kommunikations-kanaler, at de fik deres vigtigste informationer. Det var småsnakken ved kaffebordet eller i kopirummet, der gav det nødvendige nuancerede billede af medarbejdernes trivsel.
»Det viste sig, at sladderen var meget arbejds-relateret. Så det er et spørgsmål om, at lederen lytter efter, for meget af snakken kan bruges konstruktivt. Hvis der gentagne gange tales om, at en kollega konsekvent kommer for sent eller ikke længere er dygtig nok, kan de problemer jo løses med en samtale eller en efteruddannelse,« siger Jeanette Lemmergaard.
Derfor opfordrer hun til, at flere mellemledere begynder at arbejde strategisk med sladderen. Og at de forsøger at opdele den i en positiv og negativ del.
»Nu er de i stedet med til at fastholde et unuanceret billede af, at sladder kun er noget dårligt. Derfor er der rigtig mange chefer, som har det princip, at de ikke vil handle på småsnak. De sætter en ære i at stå udenfor, men snakken fortsætter jo alligevel,« siger SDU-forskeren.
Vi sladrer mest om chefen
Jeanette Lemmergaard har også undersøgt, hvad det er for emner, der oftest ryger hen over kantinebordet.
\ Fakta
Den største kilde til diskussion er - måske ikke overraskende - lederne. Derefter kommer kollegerne, og det er først og fremmest arbejdsrelaterede emner som mødetider og kompetencer, der tales om, når andre medarbejdere er på dagsordenen. Først på en tredjeplads dukker snak om påklædning og familie op.
»Set med ledelsens øjne er meget af sladderen altså relevant nok. Og hører en chef for eksempel noget om sig selv, kan det måske give anledning til selvrefleksion,« påpeger Jeanette Lemmergaard.
Ifølge hende er det ikke kun ledelsen, der kan have fordel af at lytte til vandrørene på arbejdspladsen. Sladderen skaber også et bedre klima blandt medarbejderne. Sladder er med til at socialisere kolleger. Den kan give sammenhold, og den kan skabe distance til hverdagens rutiner. Og den kan fungere som en form for sikkerhedsventil, der sikrer organisationen mod overtryk. Og endelig har sladrehankene en funktion som vidensdelere, da de bevæger sig rundt i virksomheden og overfører viden mellem afdelinger, som måske ikke kommunikerer direkte med hinanden.
Mobning er udelukket
Jeanette Lemmergaard understreger dog, at korridorsnakken aldrig må erstatte de officielle informationskanaler på arbejdspladsen:
»Nogle former for sladder øger angsten blandt medarbejdere, hvis det for eksempel handler om forandringer eller nedskæringer. Derfor skal ledelsen løbende orientere sine ansatte med reelle oplysninger, så de ved, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er.«
SDU-forskeren pointerer også det vigtige i, at de ansatte og ledelsen har en klar definition på, hvad der trods alt ikke accepteres som sladder.
»Når sladder for eksempel handler om at lave alliancer og skubbe andre ud af et fællesskab, går det selvfølgelig ikke. Så alt, hvad der minder om mobning og nedgørelse af andre, skal der omgående skrides ind over for.«
Mænd sladrer også
Undervejs er Jeanette Lemmergaard også støt på holdningen om, at sladder er mest udbredt på kvindearbejdspladser. Og det er en myte, fastslår hun.
Set med ledelsens øjne er meget af sladderen altså relevant nok. Og hører en chef for eksempel noget om sig selv, kan det måske give anledning til selvrefleksion
Jeanette Lemmergaard
»Generelt sladrer mænd lige så meget. De gør det bare ikke så åbenlyst. De har en mere rationel tilgang, og de opfatter det som at pleje deres netværk eller researche.«
»Hos dem kan sladderen typisk foregå under et møde, mens kvinder har en tendens til at sætte sig ud i køkkenet med en kop kaffe og snakke i fuld åbenhed,« fortæller Jeanette Lemmergaard.
Hun tilføjer, at der også er historiske grunde til, at sladder forbindes med kvinder.
»Sprogligt findes der sladretanter og sladrekællinger, men ikke sladrekarle. Sladder er blevet opfattet som noget, der ligger det maskuline fjernt. I litteraturen knyttes den maskuline samtale sammen med rationalitet, varme og venskab, mens den kvindelige oftere repræsenterer irrationalitet og nogle gange fjendtlighed.«
Under alle omstændigheder anbefaler Jeanette Lemmergaard, at arbejdspladserne indstiller sig på, at sladder er kommet for at blive. Det er en del af vores sociale liv. Og hun tror også, at det kan være en god idé at deltage i den.
»Når man kommer på en ny arbejdsplads er det vigtigt at vide, hvad de andre er optaget af. Så man sætter sig på en måde udenfor, hvis man ikke deltager i sladderen. Og ved at være med kan man også påvirke normerne, så man kommer den negative sladder til livs.«
»Er der alt for meget, som ikke kan tåle at blive gentaget for andre, eller er der næsten udelukkende tale om brok, er det vigtigt, at man prøver at ændre det«.
Lavet i samarbejde med Ny Viden
