Skævvridning af historien, fejlportrættering og overdramatisering.
Beskyldningerne hegler ned over film og TV -serier, der har til formål at dramatisere historiske personer eller begivenheder.
For nylig lod fagfolk bølgerne gå højt, da Ole Bornedahls DR-serie '1864' løb over skærmen, og nu vover den nye biograffilm 'The Imitation Game' sig ud på samme, nådesløse slagmark.
Filmen handler om matematikgeniet Alan Turing, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste under 2. Verdenskrig og brød tyskernes Enigma-kode.
I videoen ovenfor kan du høre Turing-ekspert Jack Copelands dom. Han mener, at Alan Turing fejlportrætteres som værende direkte uudholdelig.
»Det er en meget fiktionspræget Turing. De portrætterer ham som en ulidelig karakter. En karakter, der er så socialt udfordret, at han ikke engang kan forstå en frokostinvitation,« siger professor Jack Copeland fra University of Canterbury i New Zealand.
Filmen er troværdig i de store træk
Trods Jack Copelands skepsis over for filmens karakterfortolkning, er han overraskende positivt stemt, når det kommer til det helhedsindtryk, filmen efterlader.
»Jeg kunne godt lide det store billede, der kom frem. Den store betydning, som det var, at han brød Enigma-koden, og portrætteringen af Turing, som værende i centrum af begivenhederne, hvilket han også var. I de store træk er der ramt rigtigt,« forklarer Jack Copeland.
SE OGSÅ: Video-foredrag: Sådan blev tyskernes Enigma-kryptering knækket
Fordi filmens primære formål ikke er at fortælle historien om personen Alan Turing, men derimod at fortælle historien om, hvad personen Alan Turing udrettede, kan Jack Copeland godt se igennem fingre med, hvad der efter hans mening er en forkert personfremstilling.
»Det er mindre relevant, at de har fået forkert fat i nogle af detaljerne,« siger han.
Bliv klogere på både fiktion og virkelighed
Dog skal der lyde en advarsel om, at film er film, og at man må være forberedt på, at virkeligheden derfor er tilsat et gavmildt drys af fiktionsmagi.
I videoen ovenfor kan du blive klogere på både fiktionen og på den sande historie om matematiklegenden Alan Turing.
Og kan du ikke få Turing-viden nok, kan et 40 minutters langt interview downloades gratis fra iTunes her.
The Imitation Game har modtaget flotte anmeldelser og er nomineret til i alt otte Oscars.
































