Middelklassen i Mozambique bærer nøglen til fremtidens storby

Ploven, macheten, hakken og andre landbrugsredskaber bliver i stigende grad lagt på hylden i mange af verdens tidligere ulande.

I stedet tiltrækker byens muligheder millioner af mennesker, hvilket skaber nye udfordringer i forhold til, hvordan verdenssamfundet skal bære sig ad med at huse alle disse mennesker i stabile bysamfund.

Det handler om at skabe nye demokratiske byer og samtidig lære af borgernes egne initiativer.

»Det kan vi ikke gøre ved at sætte os at tænke over det på et kontor et eller andet sted. Vi er nødt til at komme ned i byerne at lære af den måde, folk indretter sig på.«

Ordene er Morten Nielsens. Til daglig er han at finde på Institut for Kultur og Samfund under Aarhus Universitet.

Under flere feltstudier i blandt andet Mozambiques hovedstad, Maputo, har han bevidnet, hvordan befolkningen af egen drift indretter sig efter de nye vilkår i landene syd for Sahara i Afrika.

Her oplever man, foruden den store tilstrømning af mennesker til byerne og et højt fødselstal på fem børn pr. kvinde, også en markant økonomisk vækst, som er med til at forstærke drømmen om et middelklasseideal.

\ Læs mere

Et teknologidrevet globalt gearskift: Middelklassen og demokratiet er under pres

Middelklassen er det fremmeste ideal

I et nyt tværfagligt studie, som har fået en økonomisk løftestang af Det Frie Forskningsråd, vil Morten Nielsen sammen med tre forskerkolleger atter besøge Maputo for at kortlægge den nye virkelighed.

En virkelighed, hvor byudviklingen i stigende grad sigter mod et middelklasseideal, selvom by eller stat ikke altid har råd til at føre dette ud i livet. Du kan læse mere om de enkelte projekter under artiklen.

Konsekvensen af de centrale myndigheders slunkne pengekasser er, at jordbesættere eller nybyggere ofte får lov at blive boende, hvis blot deres boliger har det rette udseende.

»Indtil for tre-fire år siden fokuserede min forskning på, hvordan disse uformelle bosættelser får en form for legitimitet i kraft af deres byggestil. Folk byggede simpelthen huse, som lignede noget, staten havde bygget,« siger lektor Morten Nielsen, som har fokuseret på byudvikling i de tidligere ulande siden 2004. Han føjer til:

»Boligerne var lige så ulovlige og uformelle, som vi ser det i slumbyer rundtomkring i verden. Men det interessante ved Maputo var, at folk byggede huse, som så rimelig formelle ud. De havde en arkitektur og en udstykning, som nærmest lignede et forstadsområde. Forestil dig, at du kører igennem en forstad, for eksempel Vanløse, og så halvt nede ad en villavej får du at vide, at dette her er ulovlige bosættelser, men de ligner fuldstændig dem, der er i den lovlige ende af vejen.«

Ulovlige huse får lov at blive stående

Hvad er så grunden til denne glæde ved at kopiere huse, som staten har bygget? Vil man gerne have, at husene skal ligne alle andres og ikke skille sig ud fra mængden?

Nej. Og dog. For æstetikken er rent faktisk i højsædet, nærmere bestemt middelklasseæstetikken.

I Afrika udgør middelklassen en stadig større andel af samfundet. Det skønnes, at 34 procent af den afrikanske befolkning på cirka 1,2 milliarder mennesker tilhører middelklassen.

»For tre-fire år siden begyndte jeg at lægge mærke til, at ideen om middelklassen, både som æstetik og som forbrugsmønster, var begyndt at etablere sig som et nyt ideal i byer i Afrika syd for Sahara. Hvis man spurgte kommunalt ansatte, hvilken type by de kunne ønske sig, ville de sige, at de gerne ville tilgodese den voksende middelklasse mest muligt,« fortæller Morten Nielsen.

Derfor får nybyggede huse ofte lov at stå, selvom de er ulovligt opført. De ligner nemlig de middelklasseboliger bygget ud fra de rigtige byggestandarder, som staten eller kommunen gerne selv ville opføre, men ikke altid har midler til.

Vejene er hårdt pressede og har ikke fulgt med udviklingen

Jørgen Eskemose Andersen er arkitekt og lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Han har igennem snart 40 år besøgt Maputo med jævne mellemrum og foretaget flere videnskabelige studier i den mozambiquiske hovedstad.

Ifølge ham kan studiet af middelklassen i byen blive en vigtig løftestang for, at byudviklingen kan gå i den rigtige retning.

»Projektet er hamrende relevant, fordi de fleste afrikanske byer følger en dels europæisk, men især nordamerikansk, byudviklingsmodel i forbindelse med byspredning og forstadsudvikling. Men staten og kommunen har slet ikke midler til at følge med, hvilket eksempelvis gør, at infrastrukturen ikke følger med,« siger Jørgen Eskemose Andersen.

Den kollektive trafik prioriteres ikke

Bilen har været et af middelklassens foretrukne prestigeobjekter overalt i verden i årtier. Og i dag kommer man hurtigere frem i Maputo på cykel end i bil.

»Som i mange andre afrikanske lande kommer kineserne og bygger veje, hvilket letter presset på den korte bane. Til gengæld halter hele princippet om at prioritere den kollektive trafik langt, langt bagefter,« siger Jørgen Eskemose Andersen.

»Hvis man lukker øjnene for, at dette sker, og tænker, at middelklassen har penge, så lad da bare den betale og byudvikle, er det noget skidt. Så får den fattige del af befolkningen nemlig ikke mulighed for at følge med, simpelthen fordi de ikke har mulighed for at transportere sig hen til en arbejdsplads.«

Kollektiv trafik er et krav

Jørgen Eskemose Andersen benytter selv en cykel til at komme rundt i Maputo. Han kalder det dog for »en lang proces«, hvis cyklen for alvor skal blive et integreret alternativ til biler og kollektiv transport.

Jørgen Eskemose Andersen forudser dog, at middelklassen vil presse på for, at der kommer noget offentlig transport. Om ikke andet for at de fattige kan bruge den offentlige transport, så middelklassen kan få bedre plads på vejene.

Der findes godt nok allerede busser i Maputo, men de kører uden køreplan, og busbaner på vejene er der ingen af.

Selv middelklassen lever for små beløb

Selvom middelklassen i mange tredjeverdenslande er blevet udråbt af FN og Den Afrikanske Udviklingsbank, AFDB, til fundamentet for udviklingen af et socialt og økonomisk bæredygtigt samfund i fremtiden, er en enkelt ting værd at holde sig for øje.

Middelklassen syd for Sahara er nemlig defineret som mennesker, der lever for mellem to og 20 dollar om dagen. Altså er der tale om mennesker, der kun lever lige over fattigdomsgrænsen og lidt til, og den største del er fortsat en del af det, der kaldes for den flydende middelklasse, som lever for mellem to og fire dollar om dagen. Det vil sige for mellem 13 og 27 kroner.

Middelklassen, som vi kender den i den vestlige verden, er så at sige ikke indtruffet endnu, og selvom Mozambique i disse år oplever en årlig vækst i BNP på syv-otte procent, er dette ifølge Morten Nielsen drevet af enkelte store projekter, såsom et enormt smelteværk, hvor der forarbejdes metal.

Alligevel fejler forhåbningerne ikke noget, og det ses tydeligt i bybilledet.

Byen fyldes af indhegnede nabolag

»Middelklassen er blevet et ideal, som trækker en masse byudvikling med sig. Det mest markante eksempel er de indhegnede nabolag kaldet gated communities, altså et kvarter, hvor der blevet smækket en mur omkring,« siger Morten Nielsen.

»I 2012 blev det opgjort, at der i Maputo findes 80 indhegnede samfund. Det vil sige 80 områder, hvor der er et byggekonsortium, som er gået ind, har opkøbt jord og anlagt disse områder til en forventet middelklasse,« tilføjer han.

Morten Nielsen forklarer, at det primært er internationale investorer og byggekonsortier fra Brasilien, Pakistan, Indien og især Kina, som investerer penge i at opføre disse byggerier.

Her står de så ofte for alt fra selve byggeriet til at drive de indhegnede samfund.

Det vil sige, at de tager sig af alt fra at fjerne affald, sanitet og sikkerhed over at sikre internet og vedligeholde bygningerne.

Den sociale infrastruktur skal prioriteres

På denne måde kan udviklingen måske også afhjælpe et andet problem, som bliver fremhævet af Jørgen Eskemose Andersen fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, nemlig den sociale infrastruktur:

»Man er nødt til at prioritere social infrastruktur, for ellers kommer byen ikke til at fungere. I dag er det et kæmpeproblem i Maputo, når det er middelklassen selv, der hyrer en lokal byplanlægger eller arkitekt til at udforme en lokalplan til 26, 43 eller 58 huse. Disse tager nemlig ikke hensyn til de overordnede ting, såsom at sætte et areal af til en skole et lægehus. Og bagefter er der jo ikke nogen, der vil rive deres eget hus ned for at give plads til denne sociale infrastruktur,« siger han.

Det største af de indhegnede nabolag

For tre år siden begyndte man at anlægge Intaka Community, der bliver det største indhegnede nabolag i Mozambiques historie.

Når byggeriet er tilendebragt, vil der være 5.000 boliger. Det vil altså blive en lille by med et sted mellem 15.000 og 20.000 indbyggere. Hvis alt går vel, for foreløbig er der blot opført 300 boliger.

»Når man taler med arkitekter og byplanlæggere, er det ikke længere den brede, altfavnende byplanlægning, der er idealet. Middelklassen er blevet idealet. Og i virkeligheden ville mange af disse byplanlæggere, hvis de kunne få det, som de vil have det, skovle byen ind i en masse indhegnede samfund og lade dem fungere som små øer,« siger Morten Nielsen.

Mozambique skiller sig også ud på dette punkt, for selvom indhegnede samfund vinder frem i flere afrikanske byer syd for Sahara, er det østafrikanske land endnu mere åbent over for udenlandske investorer end andre lande i regionen.

For eksempel løb en gruppe pakistanske investorer hovedstadskommunen på dørene i to-tre år og fik til sidst lov at få adgang til at oprette et indhegnet samfund. Ikke i udkanten af Maputo, som man normalt vil forvente, men inde midt i byen, som »hvis du kører ned ad Nørrebrogade, og det er nummer 102, 104 og 106,« som Morten Nielsen udtrykker det.

\ Læs mere

Sådan kan Afrika styre konsekvenserne af klimaforandringerne

Byens centrum kan sejle i sin egen sø

Selvom middelklassen endnu mangler at bide sig fast for alvor, spiller den altså en afgørende rolle for byudviklingen såvel i Maputo som i andre afrikanske storbyer.

»Indhegnede nabolag er én form, men i mange byer, såsom Kinshasa og Johannesburg, har man i virkeligheden helt droppet tanken om at få den eksisterende bymidte til at fungere,« forklarer Morten Nielsen

»I stedet bygger man en ny by i udkanten af byen, hvor alt fungerer, smækker en mur omkring, og lader man det dårligt fungerende, gamle centrum sejle i sin egen sø,« tilføjer han.

Middelklassen vil højere op

Indbyggerne i disse områder har dog ikke nødvendigvis i sinde at blive boende.

Fra tidligere interview med beboerne i det indhegnede samfund Intaka har Morten Nielsen dannet sig et billede af, at de typiske boligejere, der generelt planlægger at flytte videre inden for en overskuelig årrække.

De er ofte statsansatte, som i en dansk sammenhæng kunne være sygeplejersker og skolelærere. Og de forestiller sig, at de skal fortsætte op ad den økonomiske rangstige og få råd til at sidde i et hus med udsigt over kysten ud for Maputo om 15 til 20 år.

»I de kommende år bliver det spændende, om den faktiske middelklasse kan levere inden for de idealer, der er blevet sat op. Vil den rent faktisk have pengene til at købe disse huse? Vil denne store befolkningsgruppe reelt løfte sig ud over de to til fire dollar om dagen og komme op på 15 til 20 dollar om dagen i penge, som de har til rådighed? Eller vil man i virkeligheden bare få en større og større gruppe, som ligger i den flydende middelklasse, altså fra to til fire dollar om dagen?,« funderer Morten Nielsen og føjer til:

»Det er sindssygt vigtigt. For hvis ikke disse lande formår at løfte deres befolkninger højere op i økonomisk sikkerhed, ender du med enorme byggerier, som vil stå med gabende tomme lokaler, fordi befolkningen simpelthen ikke vil have råd til at bo i dem.«

\ Læs mere

Bevist: Banksystem gør fattige udkants-afrikanere rigere

Fremtidens fordele og ulemper i forhold til middelklassens indtog

En yderligere styrket middelklasse i Mozambique kræver blandt andet, at der bliver sikret mange job, at nationaløkonomien er relativt stabil, at man sikrer den fattigste del af befolkningen, og at den økonomiske vækst fortsat holder sig på den rigtige side af syv procent af BNP om året.

Mens middelklassens guldalder lader vente på sig, er inddelingen af byerne syd for Sahara i enklaver og lagkagestykker imidlertid i fuld gang. Dermed opstår der også nye hierarkier og uligheder, som giver trange kår for demokratiet, borgerinddragelsen og selvorganiseringen i byerne.

Alle disse elementer er ellers særdeles vigtige, når så mange mennesker skal bo på så lidt plads, forklarer Morten Nielsen.

»Dette er vi simpelthen nødt til at skabe noget debat om, og vi er nødt til at se på, hvad der egentlig er i gang. For samtidig med, at vi selvfølgelig har en demokratisk udfordring, er spørgsmålet også, om der i virkeligheden ligger nogle muligheder i, at man tænker infrastruktur og byplanlægning som adskilte enheder snarere end som hele byer,« siger Morten Nielsen.

»Det kan i virkeligheden godt være, at mange af de dårligst fungerende byer ville kunne fungere mere optimalt, hvis man lige præcis gør det, som man er i færd med i Maputo, men omsat i en mere demokratisk form,« mener Morten Nielsen. Fordi man gerne vil have dette middelklasseideal, er man ved at dele byen op i mindre stykker, som man outsourcer til private investorer. Det er der en masse ting, man kan kritisere ved, men samtidig er det interessant at overveje, om dette faktisk kan være mere fordelagtigt rent byplanmæssigt.«

\ Læs mere

Migration knytter Kina til Afrika

\ Bag om de fire projekter

De fire delprojekter i »Middelklasse-urbanisme. Et tværfagligt studie af urbaniseringsprocesser i det sydlige Afrika« fordeler sig på et etnografisk studie, et arkitektonisk studie, et historisk studie og et ukendt fjerde studie. Alle udføres samtidig i Maputo:

Etnografisk studie:

Morten Nielsen står for det etnografiske studie, som skal foretages på Katembe-halvøen ud for Maputos kyst. Her er man i gang med at anlægge et nyt bycentrum, der af lokale betegnes som ”China Town”, fordi et kinesisk byggekonsortium står for anlæggelsen.

Pointen er, at man ikke rigtig ved, hvad byggeriet vil føre til. Dels fordi den kinesiske økonomi står lidt i stampe, og dels fordi den mozambiquiske regering holder kortene meget tæt til kroppen. Det vil sige, at der er alle mulige rygter i gang på Katembe.

Folk forsøger at positionere sig på forskellig måde for at være stillet bedst muligt. For eksempel køber den politiske elite jord, samtidig med at lokale interessenter skynder sig at begynde at bygge huse, så de kan få en stor kompensation, hvis de bliver flyttet.

Morten Nielsen skal bo sammen med en gruppe på 50 til 80 familier, som har invaderet byggegrunden. Her er de begyndt at opføre skrøbelige cementhuse. Modsat den vanlige taktik regner disse familier dog ikke med at kunne blive boende. I stedet tænker de, at når byggeprojektet kommer og flytter dem, vil de få en stor kompensation og få et stykke lovligt jord et andet sted i byen.

Studiet er baseret på langvarig deltagerobservation, hvor han bor sammen med familierne og bygger huse sammen med dem. Derudover foretager han kvalitative interview med lokale interessenter, såsom kommunalt ansatte, investorer og lokale beboerforeningsformænd.

Arkitektonisk studie:

Arkitekten Anna Mazzolini vil stå for en kortlægning af området og udføre designstudier af den nye middelklasseæstetik.

Projektets arkitektoniske delstudie skal kortlægge middelklassens æstetik. (Foto: Morten Nielsen)

Hun skal se, hvordan byen varierer og hvilke parametre, der påvirker, hvordan den bliver til. Altså alt fra økonomi over placering i forhold til byens centrum til strategier for, om disse byggerier bliver til, fordi man håber, at huset vil opnå en form for legitimitet. Eller om det forholder sig som i de mere elitære områder, hvor man gerne vil have, at byggerierne skal ligne andre globale og økonomisk velstående familiers.

Historisk studie:

Nikolai Brandes skal med Morten Nielsens ord “sidde med næsen begravet i dokumenter” på Mozambiques nationale historiske arkiv.

Her skal han udforme en genealogi, altså en historisk oversigt, over middelklassearkitekturens betydning fra Mozambiques selvstændig fra Portugal i 1975 og frem til i dag.

Det fjerde studie:

Indholdet af det tilbageværende studie er endnu ikke endeligt fastlagt. Projektet har opslået en ph.d.-stilling fra 1. februar 2017, og håbet er, at der kommer mange gode forslag ad denne vej.