Afrikanske lande oplever en skarp konkurrence om den frugtbare jord. Pengestærke investorer snupper jorden foran næsen på almindelige afrikanere. Det bliver ofte betragtet som ’landgrabbing’, når det lykkes investorer at købe jorden på denne måde.
Ny dansk forskning går i kødet på årsagerne til, at dette sker. Forskningen kommer fra ph.d-studerende Rasmus Hundsbæk Pedersen, der netop har publiceret sine resultater i det videnskabelige tidsskrift Journal of Development Studies.
Ifølge hans artikel er en af de vigtigste årsager den manglende implementering af landenes jordlovgivninger.
En mere effektiv forvaltning af jorden ville eksempelvis medføre, at de lokale institutioner styrkes og inddrages mere i organiseringen af landbrugsjorden.
Dermed kunne de lokale myndigheder få den nødvendige styrke til at administrere jorden effektivt. På den måde ville lokalbefolkninger få lettere ved at gennemskue, hvor ansvaret ligger. Det ville også gøre det lettere for dem at forsvare deres jord mod at blive ’grabbed’ af de pengestærke investorer.