Solen hænger tungt over det forhistoriske landskab. Varm aftenvind hvisker over savannen.

Under trækronerne er det mere svalt. Det rasler i løvet. En skygge lander blødt. En ung dreng, Karabo, kryber frem mellem stammerne. Han kan lugte noget. Vand!

Karabo ligner en abe, men er mere end en abe. Han klatrer som en abe, men går på to ben, som et menneske.

Lugten af vand bliver stærkere. Karabo er tørstig. Han stopper og snuser. Hvor er vandet? Forsigtigt tager han et skridt fremad. Pludselig forsvinder jorden under ham. Et lag af løv har skjult en huleskakt.

Karabo griber ud efter fæste, men forgæves. Den behårede krop falder, langt. Karabo skriger. Skriget ender i et mørkt plask.

Dreng finder dreng

Matthew Berger med Australopithecus sediba, som han fandt den 15. august 2008 i fossilområdet Malapa, nordvest for Johannesburg. (Foto: Lee R. Berger, University of Witwatersrand)

To millioner år senere, på samme sted: En jævnaldrende til Karabo råber op. Den ni-årige Matthew Berger har fundet nogle gamle ben.

Hans far, palæonantropologen, kommer løbende. Professor Lee Berger kan knap tro det han ser, denne forårsdag i 2008.

Her, midt i et område med huler nordvest for Johannesburg i Sydafrika, som har været under lup for fossiler helt siden 1935, var hans dreng snublet over et kraveben. Lige ved siden af finder Lee Berger et kæbeben.

Det var skelettet af en ny art før-mennesker, Australopithecus sediba. Vores tidligste historie måtte skrives om.

Fossiler ved huler

Historien om Karabos død er opdigtet. Men historien bygger på, hvad Lee Berger tror, der kan være sket.

Tandsten på de venstre forreste hjørnetænder hos Karabo, før-mennesket af arten Australopithecus sediba. (Foto: Lee R. Berger, University of Witwatersrand)

Karabo blev fundet ved nogle huler i det verdensarvsbeskyttede Malapa-fossilområde. Ingen havde udforsket disse huler, før Lee Berger kom dertil i 2008, og han fandt endda flere fossiler der.

Hulerne kan have dannet 40 meter dybe skakter på Karabos tid. Han kan være faldet ned i sådan en skakt og være sunket ned gennem kalkrigt vand mod en sandbund, hvor knoglerne blev bevaret.

Også skelettet af en voksen kvinde blev fundet på samme sted. Hun kan have været Karabos mor. Hørte hun sin søns skrig?

Madrester i tandsten

I det kæbeben, som Matthew Berger fandt, stak en hjørnetand ud. Karabos tænder og den ældre kvinde har fået et grundigt tjek af et internationalt forskerteam.

Heldigvis for dem havde Karabo hverken tandbørste eller tandpasta, som han kunne rense tænderne med. Karabo havde nemlig tandsten.

Australopithecus sediba-drengen Karabos' kranium med enkelte rekonstruerede dele. (Foto: Lee R. Berger, University of Witwatersrand)

Inde i den to millioner år gamle tandsten fandt forskerne det, som kaldes fytolitter. Dette er mikroskopiske korn af kiselsyre, som laves i levende celler. Længe efter at cellerne er døde, er de hårde rester af silicium stadig i behold.

Dette er de første fund af fytolitter i før-menneskers tænder. De fortæller, hvad slags madrester der satte sig fast i Karabos tandsten i den sidste tid, han levede.

Frugt, blade og bark

Sammen med slitagemærker på tænderne og analyser af kulstof i knoglerne, fortæller de, at han var en skovens dreng, som spiste mad fra skoven.

At Karabo gumler frugt og blade, lyder både sundt og godt. Men at før-mennesker spiste bark af træerne, er nyt for forskerne. Det giver associationer til barkbrød mod sult og nød fra vores nyere historie.

Og måske var bark en sådan nødproviant, også i urgamle tider. Bark indeholder både protein og sukker.

Karabo (tv.), det kendte før-menneske Lucy (midten) og Karabos ældre, kvindelige slægtning (th.). De gulbrune dele er faktisk fundet, de hvide dele er rekonstruerede ud fra generel viden om Australopithecus. (Billede: Lee R. Berger, University of Witwatersrand)

Måske var barken god at gumle i sig, så Karabos og hans slægtninge slap for lange og farlige jagtture efter sjælden frugt i trange tider?

Andre før-mennesker på samme tid spiste meget mere mad fra savannen. Måske var Karabo og hans mors specielle, siden de mest levede af mad fra skoven?

Vil finde flere

Der er mange spekulationer, og de bygger på Lee Berger og hans kollegers artikel i Nature, som blev publiceret tidligere på ugen.

Som ofte før fører de nye fund både til ny viden og nye spørgsmål.

Nu håber forskerne, at de kan finde flere skeletter af Australopithecus sediba, så vi kan få mere at vide om vores tidligste forfædre og om, hvad de spiste.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson