Ifølge sagaen om den norske Olav den Hellige nævnte den kommende konge et håndtryk med Håkan Jarl, da han prøvede at overbevise modstanderne i Trondheim om at støtte ham:
»Jeg har vidner på det her, mænd som var til stede, og som så mit og jarlens håndtryk og hørte ord og eder og hele aftalen, som jarlen lavede med mig.«
I vikingetiden og gennem middelalderen var det normalt at tage hinanden i hånden, når man indgik aftaler, fortæller professor i historie ved Universitetet i Oslo, Jon Vidar Sigurdsson til forskning.no.
Han er ekspert i islandsk og norsk kulturhistorie fra 800 til 1400.
Håndtrykket – handarband eller handsal, omtales i gamle norske og islandske love.
Små og store aftaler, fra giftemål og ejendomskøb til salg af råvarer, blev signeret med håndtrykket, som var stærkt forpligtende.
»Aftaler skulle indgås i fuld offentlighed med mange vidner til stede, og hvis man ikke overholdt aftalen, mistede man ære. Det var noget af det værste, man kunne gøre i det samfund,« siger Sigurdsson til forskning.no.
Selv om håndtrykket ikke er ligeså juridisk forpligtende i dag, er det fortsat et stærkt symbol. Hvorfor blev håndtrykket så vigtigt?
Skriftløst samfund
»Samfundet i vikingetiden var et mundtligt samfund, og aftaler blev ikke indgået skriftligt som nu,« siger Sigurdsson til forskning.no.
Med nogen undtagelse var det storbønderne og andre magtpersoner, som kunne indgå aftaler. Og et håndtryk, som alle kunne se, var et afgørende led i at formalisere aftalen.
»Der fandtes ingen private aftaleindgåelser. Man levede sit liv på en ganske stor scene, i hvert fald hvis man var en del af eliten.«
I vikingetiden var samfundet baseret på tillid, og folk var afhængige af, at deres medmennesker holdt ord.
»Der fandtes ingen stat, ingen statslige mekanismer, som sikrede at folk overholdt love og regler. Så det var et samfund, hvor man faktisk måtte stole på, hvad der blev sagt, og derfor var det meget æreløst at bryde aftaler.«
»Der fandtes ingen regelrette straffe. Men dét at miste æren i lokalsamfundet var i mange tilfælde værre end at blive dræbt,« siger Sigurdsson.
Men hvor opstod det forpligtende håndtryk?
2800 år gammelt håndtryk
Et af de tidligst dokumenterede håndtryk er mellem den assyriske kong Shalmaneser III og kong Marduk-Zakir-Shumi af Babylon.
Billedet blev lavet omkring 845 før hvor tidsregning, mens Shalmaneser III stadig levede, og scenen viser den assyriske konges støtte til den babylonske konge, ifølge Ancient History Encyclopedia.
Håndtryk findes også i den græske Homers værker Iliaden og Odysseen, der blev skrevet cirka 150 år senere.
I græsk litteratur fra Antikken kommer det frem, at håndtrykket blev brugt til at symbolisere, at to personer havde knyttet et specielt venskab, ifølge historieprofessor Vincent Gabrielsen fra Københavns Universitet.
Håndtrykket er desuden et motiv som findes på gamle, græske gravmonumenter, fortæller han i en artikel fra Ritzau.
»Det er et af de steder, hvor vi kan se det meget tydeligt. Der er afbilledninger af familiemedlemmer og andre kære, der tager afsked med den døde ved at give dem højre hånd. Det er den sidste afsked.«
Skik som spreder sig?
Ifølge Gabrielsen kan håndtrykket som ritual have fundet vejen nordover i Europa ved hjælp af romerne, som spredte antikkens tekster og billeder.
Jon Vidar Sigurdsson tror, at behovet for at kunne stole på indgåede aftaler har eksisteret over hele kloden.
»I skriftløse samfund måtte man formalisere dem ved at bruge fælles ritualer og offentlige bekendtgørelser.«
»Jeg tror, at alle samfund har haft behov for at udvikle ritualer for tillid,« siger han.
Sigurdsson har ikke læst om håndhilsner i skriftlige kilder fra vikingetiden og middelalderen i Norge og Island.
»Jeg tror ikke, man har givet håndtryk på samme måde, som man gør i dag. Jeg støder ikke på sådan nogle tilfælde i kilderne,« siger han.
Vil håndtrykket uddø?
Håndhilsning er antageligt først blevet populært i nyere tid, tror historikerne.
I USA har kvækerne fået æren for at have gjort håndtrykket populært i 1700-tallet. De begyndte at hilse på den måde, fordi de skal have opfattet håndtrykket som en mere ligeværdig måde at hilse på fremfor for eksempel at bukke, skriver National Geographic.
Håndtrykket fik åbenbart ben at gå på, men ikke alle kulturer bruger det, og der findes berøringsfrie alternativer til håndtrykket og kys på kinden, som man kan vælge at bruge i coronatiden, for eksempel sammenpressede håndflader, buk og en hånd over hjertet.
Spørgsmålet er, hvornår – og om – vi vil tage de fysiske hilsemåder op igen. Historien fortæller os, at problemstillingen har været aktuel mange gange.
I Frankrig skal kyssehilsnen la bise være forsvundet i en lang periode efter den sorte død eller pesten, ifølge den franske the Local.
Og britiske kong Henrik den sjette forbød denne hilsen i 1400-tallet, også på grund af byldepestfare, ifølge the Atlantic.
I 1920 advarede fagfolk om bakteriesmitte fra hænder i American Journal of Nursing, skriver BBC i en artikel om håndtryk. I stedet blev der anbefalet en kinesisk hilsen, som indebar at gribe sine egne hænder i stedet for andres.
I 2014 rapporterede BBC, at den sædvanlige håndhilsen i Liberia var stoppet på grund af Ebola-epidemien.
Vil den komme tilbage?
Robuste skikke?
Det virker som om, fysiske hilsemåder kommer og går, og en af forklaringerne er måske, at disse gestusser har et dybere signal, tror adfærdsforsker Val Curtis ved London School of Hygiene and Tropical Medicine.
I bogen Don’t Look, Don’t Touch skriver hun ifølge BBC, at en mulig grund til, at håndtryk og kys på kinden overlever, er, at hilsnerne signalerer, at folk stoler nok på hinanden til, at de vil risikere at dele mikrober.
Grunden til, at vi tager hinanden i hånden, ligger dybt i os som mennesker, mener psykologiprofessor Christine Legare ved University of Texas.
Håndtrykket er et symbol på, hvordan mennesker har udviklet sig til at blive dybt sociale og berøringsorienterede dyr, siger hun i BBC-artiklen.
»Det at vi har erstattet håndtrykket med albue-dunking viser, hvor vigtig berøring er for os. Vi vil ikke miste det fysiske bånd,« siger Legare.
