Krav om respekt er ikke et brud med oplysningstænkningen

Der tales i disse år meget om respekt og anerkendelse. Minoriteter kræver respekt for deres religion, traditioner og kultur.

Nogle ser disse krav om respekt som en trussel mod oplysningens kerneværdier, særligt som en trussel mod ytringsfriheden.

Min forskning viser, at denne modstilling mellem respekt for kulturel forskellighed og oplysningstidens værdier er forfejlet.

I min forskning har jeg sammenholdt referencerne til "oplysningstidens værdier" i den danske offentlige debat med læsninger af politiske tænkere og filosoffer.

I særdeleshed har jeg studeret, hvordan politikere, journalister og andre meningsdannere forstod oplysningstiden og dens værdier i forbindelse med sagen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger og diskussionen af ytringsfriheden. Jeg har tillige studeret forståelsen af respekt i kritikken af tegningerne.

Målet med min forskning har været at komme dybere ned i de begreber og værdier, som bruges i debatten om ytringsfrihed og respekt. Jeg har ønsket at kvalificere debatten og påpege nogle nuancer, som ofte er fraværende i offentligheden.

Dette har jeg gjort ved at se på den filosofiske og politisk teoretiske baggrund for nogle af de centrale begreber, som den offentlige debat selv bringer på banen.

Ytringsfrihedens begrundelse og grænser

Hvilke grunde kan man give for, at borgerne skal have ret til at ytre sig frit i offentligheden? Medfører disse grunde, at ytringsfriheden skal være absolut, eller skal der være grænser for ytringsfriheden?

I min forskning har jeg fundet frem til, at en dominerende og gyldig begrundelse for ytringsfriheden er følgende: Staten bør acceptere ytringsfriheden for at respektere borgerne som autonome væsener.

Ytringsfriheden er en måde at respektere borgerne som autonome væsener, fordi den dermed anser borgerne som i stand til selv at afgøre, hvad der er faktuelt sandt og falsk, moralsk rigtigt og forkert.

Når staten begrænser borgernes ret til at ytre sig frit, behandler den dem som børn, der ikke selv kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Dette er en begrundelse for ytringsfriheden, som giver den vide juridiske rammer.

Man må sondre mellem ytringsfrihedens juridiske grænser og dens moralske grænser:

• Ytringsfrihedens juridiske grænser handler om, hvad man kan og ikke kan sige offentligt uden at blive straffet af staten.
• Ytringsfrihedens moralske grænser handler om, hvad man bør og ikke bør sige offentligt ud fra moralske principper om, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er vigtigt at fremhæve, at ikke alt, hvad man juridisk set har ret til at gøre, også er moralsk acceptabelt at gøre. Faktisk medfører juridiske rettigheder retten til at handle moralsk forkert.

Den juridiske ret til ytringsfrihed er også en ret til at sige noget, man moralsk set ikke bør sige. Det betyder omvendt, at man moralsk set kan kritiseres for at sige noget, man juridisk set har ret til at sige.

Autonomi og respekt

I mine studier af ytringsfriheden har jeg fundet frem til, at der en forbindelse mellem, hvordan ytringsfriheden begrundes, og hvilke moralske grænser man bør sætte på sig selv i brugen af ytringsfriheden.

Når den juridiske ytringsfrihed begrundes ud fra et princip om respekt for borgernes autonomi, bør borgerne også respektere hinandens autonomi i deres brug af ytringsfriheden.

Man overskrider ytringsfrihedens moralske grænser, når man ytrer sig på en måde, som er uforenelig med respekten for ens medborgeres autonomi.

I diskussionen af både ytringsfrihedens begrundelse og af dens grænser står begreberne autonomi og respekt centralt.

I min forskning har jeg søgt at opnå en mere præcis forståelse af disse to begreber. Jeg har fundet frem til to forståelser af autonomi og to forståelser af respekt.

Forståelsen af autonomi

De to forståelser af autonomi trækker på oplysningsfilosoffen Immanuel Kants idé, at vi kan se på verden og andre mennesker ud fra to forskellige standpunkter. Fra det ene standpunkt forstås autonomi som en beskrivende term – en term, som et subjekt kan applicere på et objekt.

Fra dette standpunkt kan subjektet have viden om objektets autonomi, og hun kan forholde sig objektiverende og manipulerende til objektet. Fra dette standpunkt kan andre mennesker beskrives som mere eller mindre autonome.

Fra det andet standpunkt er autonomi ikke noget vi kan sanse eller forklare, at andre mennesker besidder. Her anvendes ”autonomi” ikke på andre mennesker som genstande for viden. Fra dette standpunkt ses andre mennesker derimod som handlende væsener, der er ophavsmænd til deres egne tanker og valg.

Det kantianske argument er, at vi ikke kan undgå at tage dette standpunkt, når vi anser os selv som handlende, vælgende og ansvarlige, moralske aktører.

Forståelsen af respekt

Den første forståelse af autonomi kan komme i konflikt med respekt for kulturel forskellighed, mens den anden forståelse af autonomi modsat er forudsætningen for respekt for forskellighed.

Det er også den anden forståelse af autonomi, der ligger bag begrundelsen for ytringsfriheden beskrevet ovenfor.

Hvis man accepterer denne forståelse af autonomi som begrundelse for ytringsfriheden, bør man også acceptere kravet om at begrænse sine ytringer på en måde, der respekterer andre borgere som handlende, moralske væsner. De to opfattelser af respekt bygger på, at vi enten kan respektere mennesker på grund af deres bedrifter eller på grund af deres status.

Når vi viser respekt for andres bedrifter, roser vi dem for noget, de har gjort. Når vi respekterer andre på grund af deres status, tilpasser vi vores handlinger i forhold til, hvad de er.

Den første form for respekt kan gradbøjes, mens den anden form for respekt er et enten-eller. Det er respekt for status, der er foreneligt med det kantianske autonomi-begreb.

Alle de begreber og værdier, jeg har studeret, har deres rod i oplysningstænkningen. Der er dermed ikke tale om en debat for eller imod oplysning, men om en debat inden for oplysningstænkningen.