Tibetanerne får deres genom endevendt i disse år.

I 2010 fandt danske forskere ud af, at tibetanerne bærer rundt på et helt unikt gen, der gør dem i stand til at overleve i højder, som på sigt er dødbringende for de fleste andre mennesker.

I 2014 fandt den samme forskergruppe ud af, at tibetanerne har erhvervet sig dette særlige gen i et erotisk eventyr med vores fjerne slægtninge denisovanerne.

Resultatet af elskovseskapaderne med de mystiske fremmede blev menneskebørn med utrolig god højdetilpasning.

Viden om tibetansk sex vil kaste lys over vores egen historie

De danske forskere stopper dog ikke her. Nu vil de også finde ud af, hvornår tibetanerne havde sex med denisovanerne. Det undersøger forskerne netop nu med økonomisk støtte fra Det Frie Forskningsråd.

»Vi ved næsten ingenting om denisovanerne. Ved at finde ud af, hvornår de havde sex med moderne mennesker, kan vi lære noget om, hvornår, og måske også hvor de levede.«

»Det vil være helt ny viden, og det vil også hjælpe os med at forstå vores egen historie, og hvordan vores forfædre har bevæget sig rundt i det forhistoriske landskab og interageret med andre menneskearter,« fortæller professor Rasmus Nielsen fra Statens Naturhistoriske Museum, København Universitet, og Berkeley, University of California. Han er en af forskerne bag det nye forskningsprojekt.

Gen modvirker blodpropper

Kernen i det nye forskningsprojekt er genet EPAS1, som hjælper tibetanere med at regulere kroppens produktion af hæmoglobin – den ilttransporterende del af de røde blodlegemer.

EPAS1 hæmmer faktisk kroppens produktion af hæmoglobin, og på den måde modvirker genet kroppens naturlige trang til at lade hæmoglobin-niveauet stige, når personen udsættes for højder.

Problemet er i den sammenhæng, at et øget niveau af hæmoglobin øger risikoen for hjerte-kar-problemer og blodpropper. Derfor er det en fordel for tibetanerne, at de har EPAS1.

I 2010 undrede forskerne sig over fundet af genet, som ikke lignede noget andet i andre mennesker. Det var simpelthen for forskelligt til at kunne forklares af forskernes evolutionære modeller.

Da forskerne i 2014 sammenlignede EPAS1 med denisova-genomet, fandt de til gengæld et genetisk match.

Vi ved stort set ingenting om denisovanerne

Denisovanerne er en af de mest ukendte slægte på menneskehedens stamtræ.

Det eneste kendskab til dem stammer fra en tand og spidsen af en lillefinger, som er fundet i en hule i Sibirien, samt et genetisk aftryk blandt folk på Papua Ny Guinea – og så genet i tibetanerne.

Ved at finde ud af, hvornår denisovanerne og moderne mennesker havde sex med hinanden, kan forskerne lære lidt mere om denne ukendte fætter.

»Hvis vi kan finde ud af, at genet kom ind i moderne mennesker for 10.000 år siden, kan vi jo konkludere, at der fandtes denisovanere på den tid. Vi kan også bruge tidspunktet til at konkludere nogenlunde, hvor det skete ved at kigge på menneskets migrationer i fortiden,« forklarer Rasmus Nielsen.

Vil lære noget om vores egen fortid

Den nye forskning kan også bruges til at lære noget mere om os selv.

Hvis tibetanerne havde sex med denisovanerne for lang tid siden, peger det på, at nogle tibetanere senere flyttede til Papua Ny Guinea og bosatte sig der.

Hvis sex mellem denisovanere og moderne mennesker skete for nylig, peger det på, at denisovanerne levede længere mod syd, og moderne mennesker fra Sydøstasien flyttede nordpå og blev til tibetanere, efter de havde dyrket sex med denisovanerne.

»Vi kan også lære noget mere om udbredelsen af denisovanerne. Lige nu kender vi dem fra en hule i Sibirien, tibetanernes genom og fra Papua Ny Guinea, men ellers ved vi slet ikke, hvor de levede. Ved at finde ud af, hvornår de interagerede med os mennesker, kan vi måske sige noget mere om, hvorhenne de har levet,« lyder det fra Rasmus Nielsen.

Forskning i tre dele

Forskningsprojektet har samlet set tre forskellige aspekter, som forskerne skal undersøge.

1. Forskerne skal finde ud af, hvornår tibetanerne havde sex med denisovanerne.
    
2. Forskerne vil også meget gerne finde ud af, hvordan EPAS1-genet fungerer - altså hvordan sørger genet for, at hæmoglobin-produktionen ikke stikker af, når tibetanerne bevæger sig over 4.000 meters højde?
    
3. Forskernes tredje mål er at finde ud af, hvilken betydning EPAS1-genet har haft for resten af tibetanernes genom. Idet tibetanerne har en hæmmet produktion af hæmoglobin, må andre steder i deres genom indeholde gener, der kompenserer for denne lavere produktion. Disse gener skal forskerne finde og studere nærmere for at blotlægge, hvad der gør tibetanerne så særligt tilpasset til at leve i højderne.

Udvikle forskellige modeller

Omdrejningspunktet i Rasmus Nielsens forskning er udviklingen af matematiske og statistiske modeller, der kan analysere på tibetanernes, denisovanernes og moderne menneskers genomer.

En ny statistisk model skal kunne analysere tibetanernes genom og sammenligne det med genomet fra denisovanerne og andre moderne mennesker.

Den statistiske model kan, når den er færdigudviklet, afgøre, hvilke dele af tibetanernes genom der ud over EPAS1 stammer fra denisovanerne.

Spørgsmålet om ’hvornår havde tibetanerne og denisovanerne sex’ bliver besvaret med udviklingen af en matematisk model, der analyserer på længden af det gen, som tibetanerne fik ind i deres arvemasse.

Hvis det skete for 50.000 år siden, forventer forskeren en given længde på genet, mens længden af genet bliver kortere, jo længere tilbage i tiden det kom ind i tibetanernes arvemasse, og længere des tættere på nutiden det skete.

Længden på EPAS1 kan altså bruges til at finde ud af, hvornår tibetanerne havde sex med denisovanerne.

Inuitter havde også sex med fremmede

Den matematiske model og den statistiske model kommer forskere til at kunne bruge til andet end at kigge på tibetanere og denisovanere.

Ramus Nielsen tænker, at modellerne kan bruges til at besvare en lang række spørgsmål omkring både mennesker og dyr, som vi ikke kan svare på lige nu og her.

»Eksempelvis arbejder nogle kollegaer på et projekt omkring inuitter, som har et ekstraordinært gen for kuldetolerance i deres arvemasse. Vores modeller vil hjælpe med at afgøre, hvornår genet kom ind i inuitterne, og hvor det kom fra,« siger Rasmus Nielsen.