Programmet The Naked Scientists, som sendes på BBC Radio hver søndag, fejrer sit ti års jubilæum i år.
I løbet af denne tid har folkene bag programmet interviewet mange berømte videnskabsmænd, lavet en masse fjollede forsøg - og ikke mindst fået et stort publikum.
Radioprogrammets leder og grundlægger er Chris Smith, som deltog i dette års AAAS-konference i Washington D.C, USA.
Programmet har fået sit navn, The Naked Scientist, fordi idéen er at koge videnskaben ned til dens mest basale komponenter, uden at fjerne det væsentlige.
Alt kan laves sjov med
Ifølge Smith, der er læge, forelæser i virologi ved Cambridge University og programleder for The Naked Scientists, skyldes succesen en god portion humor. Men han understreger også, at det er et videnskabsprogram med humor - ikke omvendt.
»Vi bruger humor, fordi vi har fundet ud af, at hvis noget er morsomt, så hører folk bedre efter, og samtidigt lytter de til os i længere tid,« fortæller Smith.
Er der nogen former for forskning, der ikke egner sig til at blive underlagt et humoristisk perspektiv?
»Ikke som udgangspunkt, men det er vigtigt at vise takt og tone. Vi havde et sådant program, hvor vi fulgte en obduktion, og så var det ikke så mange vittigheder med som sædvanlig.«
Eksperimenter på radioen
For omkring fem år siden faldt det Smith ind, at der er del forskning, der er vanskelig at formidle uden billeder. Derfor besluttede han at indføre eksperimenter, som lytterne kunne være med til.
»Disse eksperimenter giver os mulighed for at kommunikere meget kompleks videnskab på en enkel måde, med stærke visuelle virkemidler. Folk kan også få øget forståelsen af, hvad de hører i radioen, ved at de kan se det derhjemme.«
»Desuden kan vi lære folk meget om videnskabelig metode.«
Blandt de eksperimenter, der er blevet lavet, er et, hvor de beder lytterne om at fylde et gennemsigtigt ildfast fad med madolie, og så placere et mindre ildfast fad, der også er gennemsigtigt, nede i olien. Mærkeligt nok, ser ud som om det mindste ildfaste fad forsvinder helt.

»Forklaringen er, at det gennemsigtige ildfaste fad indeholder et stof, der gør, at når lyset bevæger sig mellem olie og det ildfaste fad, så ændres farten ikke. At hastigheden på lyset ændres, er grunden til, at man kan se gennemsigtige ting såsom glas, men der er noget i det ildfaste glas, som gør, at hastigheden forbliver den samme.«
Et andet eksperiment bestod i at lave en tekande af chokolade. Forsøget var inspireret af et engelsk ordsprog, der bruges som en analog for totalt ubrugelige genstande "as useless as a chocolate teapot”.
Men forsøget viste, at en chokolade tekande faktisk ikke så ubrugelig trods alt. Så længe tekanden er over en tomme (ca. 2,6 cm.) tyk kan varmt vand ikke smelte helt igennem den.
Detaljerne skal med!
Det lyder lidt som Mythbusters på Discovery Channel. Er programmet inspireret af dem?
»På nogle måder er vi. Jeg synes, Mythbusters er et utroligt godt program til at vække interesse for ting som for eksempel fysikkens love. Men jeg bliver altid skuffet, når jeg ser det, fordi de har så lidt fakta med, selv om programmerne er fulde af gyldne muligheder for det.«
»Vi har en helt anden tilgang, og har alle detaljerne med, og jeg er overbevist om, at det er en af grundene til, at programmet er blevet så populært.«

Han fortæller, at programmets lytterskare bryder en række af medieteoriens principper.
»Ifølge de traditionelle medieteorier bør man lave programmer til et bestemt lyttersegment, men vores erfaring er en anden.«
Smith fortæller, at undersøgelser viser, at omkring halvdelen af The Naked Scientists lyttere ikke har nogen videregående uddannelse, og at mange af dem gik ud af skolen, da de var seksten år.
Af den anden halvdel har en fjerdedel en kandidatgrad, og ti procent af programmets lyttere har en ph.d. i en videnskabelig disciplin.
»Det, vi har fundet, er, at hvis man bruger humor og blander en masse fakta og detaljer ind samtidigt, og formår at få blandingen helt rigtig, så kan både fagfolk og ikke-specialister følge med og få noget ud af det.«
Det kunne være 'sjov' og 'unyttig' viden som for eksempel, hvor hårdt man skal prutte for at kunne lette fra Jorden som en raket. Ifølge Chris Smith og folkene bag Naked Scientists er svaret 17.000 kilometer i sekundet, eller 18 procent af lysets hastighed - hvis man vejer 63,5 kg.
































