Hvad tænker en asiat om Europa?

Hvad tænker en asiat om Europa, når han står på en udstilling i Beijing og kigger på et stykke europæisk kunst?

Billedet af Europa, som det tager sig ud på museer i Japan og BRICS-landene (Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika) skal nu undersøges indgående i et stort projekt, som er støttet af Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program.

»Hensigten med vores projekt er at undersøge, hvad indsamlingen, grupperingen og udstillingen af museumsgenstande viser om de tanker, som folk fra andre dele af verden gør sig om Europa og europæerne. Vi vil så at sige kigge på Europa udefra og indad,« fortæller Oscar Salemink, der er professor i antropologi på Københavns Universitet og leder af projektet.

Sammen med resten af sit team skal han besøge museer og gallerier i både Europa og de fem BRICS-lande. Her skal de undersøge, hvilket syn på den europæiske kunst, og dermed europæerne, kuratorer, eksperter og andet personale, som har med kunsten på museerne at gøre, repræsenterer.

Europa er ikke længere universel

Det var først, da 1500-tallets opdagelsesrejsende tog eksotiske genstande med hjem fra de fremmede lande, at europæerne kunne se at der var et 'os' og et 'dem'. Kunstgenstande har siden kontinenternes oprindelse været med til at definere den måde, som europæerne har set sig selv på.

»Da Columbus 'opdagede' Amerika, og Vasco da Gama kom til Asien var der endnu ikke noget, der hed Europa. Ideen om forskellige kontinenter fandtes ikke endnu. Det var europæerne, der definerede kontinenterne og gav dem navne,« fortæller Oscar Salmink.

I hundredevis af år så Europa sig selv som verdens navle. Alt, som ikke var kendt her, blev vurderet som fremmedartet, underligt eller eksotisk. Men i dag har magtpositionerne på kloden ændret sig, og det kan ses på den måde, kunst organiseres og grupperes på rundt om i verden.

»Efter en lang periode, hvor de vestlige kunstnere var udstillet som dem, der repræsenterede de absolutte og rigtige kunstneriske værdier, kan man nu for eksempel i New Dehli se, at indisk kunst bliver udstillet på lige fod med de europæiske impressionister. Den er ikke længere 'lokal' eller 'etnisk indisk'. Det viser, at Europa ikke længere bliver set som fremtrædende eller almengyldig,« beskriver Oscar Salemink.

Vær ydmyg - Europa er ikke længere verdens navle

Men hvad skal vi bruge denne viden til? Hvorfor er det vigtigt, hvordan vi ser ud gennem andres briller? Oscar Salemink peger på, at Danmark som et lille land er afhængig af sine relationer til udlandet, ikke mindst når det kommer til handel og eksport.

»Europa ikke længere globalt dominerende, og vi kan ikke selv bestemme, hvordan vi gerne vil opfattes. Ved at kende til, hvordan andre lande ser på os, kan vi måske blive lidt klogere på, hvordan vi skal agere i fremtiden,« mener Oscar Salemink, som selv stammer fra Holland.

Han mener også, at europæere, herunder danskere, alt for ofte antager, at verden drejer sig om dem. Det bliver i mindre og mindre grad accepteret af ikke-europæiske samarbejdsparterne.

»Ved at dreje blikket og forsøge at se os selv, som andre ser os, kan vi måske få øje på, hvor fremmede og underlige vi ser ud i deres øjne. Den form for ydmyghed, i kombination med vores gamle selvtillid, vil gøre godt for vores fremtidige relationer verden rundt,« mener Oscar Salemink.

Sapere Aude er for særlige forskertalenter

Oscar Saleminks undersøgelse, af hvordan Europa ser ud gennem glasset af et museums udstillingsmontrer, er et af de 26 projekter, som har modtaget et Sapere Aude-legat. Som et 'Topforsker-projekt' har Oscar Salemink modtaget 11.925.436 millioner kroner til sit projekt.

Sapere Aude-legaterne uddeles af Det Frie Forskningsråd og har til hensigt at støtte særligt talentfulde og lovende forskere med projekter, som har potentiale til at blive særligt banebrydende, også på internationalt plan.

En anden intention er at styrke de udvalgte forskeres karrierer, så de i højere grad kan være med i konkurrencen om de tungeste, videnskabelige stillinger rundt om i verden.

Ud over de seks projekter, som har fået en topforskerbevilling, er yderligere 20 forskningsprojekter blevet støttet af Sapere Aude-programmet. Disse 20 projekter modtager hver op mod syv millioner kroner gennem Det Frie Forskningsråd.

Ét af dem er Randi Starrfelts undersøgelse af læseområderne i hjernen, og af hvordan det at lære at læse påvirker hjerneprocesser.

Hvad gør læsning for hjernen?

»Vi vil gerne forstå, hvordan de forskellige hjernefunktioner, der relaterer sig til læsning, hænger sammen. Vi skal undersøge, hvordan læsning bidrager til vores evne til genkendelse generelt, og så skal vi se på, hvad der sker med andre hjernefunktioner, når man lærer at læse,« siger Randi Starrfelt, lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

At læse er en form for genkendelse, og det er derfor syns- og genkendelsesprocesserne, som er genstanden for Randi Starrfelts projekt. At få større viden om de konkrete hjernefunktioner og -processer, der foregår, når man skal lære at læse, er vigtigt, når man skal genoptræne en hjerne, der er skadet.

»Jeg har tidligere forsket i hjerneskader og læsning, og her blev jeg forundret over, hvad det her læseområde i hjernen egentlig er. Børn kan ikke læse fra fødslen, men lærer det i skolen. Når den evne ødelægges, fordi et område i hjernen skades, så kan man ikke umiddelbart skabe det igen. Hvorfor kan man ikke det?« spørger Randi Starrfelt.

Læsning er genkendelse

Projektet handler ikke kun om læsning efter hjerneskade, men også om hvordan almindelige mennesker genkender det, de ser. Er der en sammenhæng mellem, hvor god man er til at læse, og hvor god man er til at genkende andre ting?

Det vil Randi Starrfelt og hendes hold undersøge ved at se på sammenhængen mellem læsning og andre færdigheder hos 200 raske personer i sammenligning med undersøgelserne af de hjerneskadede patienter.

Testene går blandt andet ud på at se, hvor hurtigt man kan genkende ting, som for eksempel et ord eller et kendt ansigt på en skærm.

»Vi ønsker at finde ud af, om læseområdet i hjernen er så afgrænset, at det kan blive ødelagt af en mindre blodprop og aldrig opstå igen. Eller om det er noget, der genererer sig selv, og som man kan skabe ved træning,« forklarer Randi Starrfelt.

Det handler om genoptræning

Det overordnede mål med Randi Starrfelts projekt er, at vi bliver i stand til at lave en mere målrettet, og dermed mere effektiv, genoptræningsindsats for de hjerneskadede.

»Vi håber, at hvis vi bedre forstår, hvordan denne læselæringsproces forgår i hjernen, så kan vi bedre lære dem, der er blevet ramt, at læse igen,« siger Randi Starrfelt.

Selv hvis projektets resultater viser, at læseområdet i hjernen ikke kan genskabes, men kan være ødelagt permanent af en blodprop eller blødning, er det også meget vigtig viden.

»At finde ud af, at man ikke skal satse på direkte genoptræning, men på at hjælpe patienterne i at blive kompenseret for den tabte evne, vil også have stor værdi. Så kan vi bruge vores ressourcer andre steder, for eksempel på at udarbejde hjælpemidler som specielle telefoner, googlebriller eller anden teknologi,« siger Randi Starrfelt.