Fra individ til masseadfærd: Sådan kan 'sociale laviner' opstå i storbyen

Det er på den tid af året, hvor mange skientusiaster tager turen fra flade Danmark til sneklædte bjerge. Skiferie er mange steder forbundet med en næsten rituel advarsel om lavinefare. Advarslen er velbegrundet.

Kort før nytår kostede to laviner inden for blot et enkelt døgn mindst fire personer livet i Italien. Begge tragedier vidner om, at selv erfarne skiløbere kan blive fanget i eller udløse en dødbringende lavine.

Laviner er dog ikke forbeholdt sneklædte terræner. De kan også opstå i fysiske systemer og i storbyens menneskemasser, hvor vores forskellighed hobes op og pludselig kan slå om i ensartet adfærd.

Disse mekanismer blandt mennesker har sociologer, arkitekter, byplanlæggere, økonomer og fysikere forsøgt at kortlægge og bekæmpe i løbet af de sidste hundrede år. Senest gennem algoritmer, som dog også kan blive ramt af lavineeffekten.

Studiet af laviner, herunder sociale laviner, præsenterer jeg i min nye bog 'Social Avalanche: Crowds, Cities and Financial Markets', som denne artikel bygger på.

Fra sandbunker til trafik – sådan opstår laviner

For at forstå hvordan en lavine opstår, begynder vi i fysikkens verden.

I 1980’erne og 90’erne udviklede fysikeren Per Bak en teori om 'selvorganiserende kritikalitet', som viser, hvordan laviner kan komme i skred i mange forskellige typer af fysiske systemer.

Omdrejningspunktet for Baks teori er den såkaldte ’sandbunkemodel’:

Når man drysser sandskorn ud på et bord, vil der efter et stykke tid opstå små bunker. Efterhånden som en bunke vokser, kan den antage en kritisk tilstand, hvor tilførslen af et enkelt nyt sandskorn bevirker et omfattende skred i bunken.

Bak hævdede, at sådanne laviner er uforudsigelige og 'selvorganiserende' (det vil sige, at man ikke kan bestemme deres adfærd udefra; de følger deres egne logikker), og at de findes selv i sociale sammenhænge, hvad enten der er tale om trafik eller økonomi.

Baks forsøg udi sociologiske og økonomiske analyser blev aldrig fuldt udviklet. Alligevel rummer hans tanker kimen til en generel undersøgelse af begrebet 'sociale laviner'.

Det definerer jeg som dynamikker, hvor en gruppe af individer, idéer eller lignende går fra at være karakteriseret ved indbyrdes forskellighed til pludselig at komme i skred, således at forskelle erstattes af ensartethed.

LÆS OGSÅ: Forsker: Populisme afslører landdistrikternes vrede i USA og Europa

I storbyen forvandledes individer til masser

Det klassiske sociologiske eksempel på sociale laviner er masseadfærd.

Som sociologer som Georg Simmel og Gabriel Tarde bemærkede allerede i 1890’erne, havde det moderne samfund med dets industrialisering og urbanisering gjort masseadfærd til et udbredt fænomen.

Lande som USA var præget af en enorm befolkningsvækst i storbyerne, og deres menneskemasser blev genstand for indgående sociologisk analyse.

Massen, påpegede disse sociologer, er kendetegnet ved, at individer, som normalt er forskellige og måske kun har få ting til fælles, spontant kan blive grebet af en kollektiv stemning og revet med i en malstrøm, der transformerer heterogenitet til homogenitet.

Sagt med andre ord: Hvor der før herskede individuelle forskelle, skaber massen ensartethed.

Fremtrædende sociologer som Émile Durkheim og Georg Simmel sammenlignede masseadfærd med laviner. Og eftersom den tidlige sociologi betragtede det moderne samfund som tæt forbundet med – hvis ikke ligefrem bestående af – massedynamikker, placerede den studiet af sociale laviner helt centralt.

Faren ved sociale laviner var omdiskuteret

Ofte betragtede sociologerne sådanne sociale laviner i masserne med frygt.

Ikke alene hævdede massepsykologer som Gustave Le Bon, at masserne havde en forkærlighed for vold og revolution, og at de truede med at omstyrte samfundet indefra.

Man så også med ubehag på den måde, hvorpå masserne angiveligt var i stand til at ændre ellers lovlydige individer til vilde massemedlemmer.

Massen indebar nemlig et tab af individualitet, som mange sociologer havde svært ved at acceptere. Nogle sociologer hævdede dog, at det kollektive sus var af en sådan intensitet, at det rigeligt opvejede den sociale lavines midlertidige homogenisering af individerne.

LÆS OGSÅ: 18. maj 1993: Lignende oprør kan rive dig med i en rus

Sociale laviner skulle holdes i ave med rene linjer i arkitekturen

Den moderne metropol var altså ifølge adskillige sociologer det oplagte sted at studere sociale laviner. Som Baks sandskorn, der pludselig kommer i skred, er storbyen kendetegnet ved, at individer færdes tæt sammen på tværs af sociale klasser.

Byens utallige indtryk, dens konstante bombardement af sanserne, lægger sig lag på lag og kan til sidst udløse en lavine, hvor individuelle forskelle bliver annulleret, og en omfattende homogenitet tager over.

Sociologerne var ikke alene om denne diagnose. Den blev delt af adskillige arkitekter og byplanlæggere fra slutningen af det 19. århundrede og frem, inklusive fremtrædende skikkelser som Ebenezer Howard, Frank Lloyd Wright og Le Corbusier.

I modsætning til sociologerne tilbød arkitekterne omfattende anvisninger til, hvordan man kunne designe storbyen, således at de sociale laviner blev holdt i ave.

Den mest berømte (for nogen: mest berygtede) anbefaling i dén retning er nok Le Corbusiers modernistiske program for en storby kendetegnet ved visuel orden og rette linjer. Det skulle sikre, at den kaotiske vrimmel og ophobning af individer og deres tendens til at generere sociale laviner, blev erstattet af harmoni og evig ligevægt.

Gensidig synlighed – et middel mod finansielle skred

Et andet felt, hvor indflydelsen af sociale laviner er blevet gransket indgående, er finansielle markeder. Når investorer flokkes, kan deres individuelle strategier pludselig komme i skred.

Med tidligere skatteminister Mogens Lykketofts ord transformerer sådanne laviner investorer til »hysteriske kællinger«, som efterligner hinanden i en akut kollektiv dynamik.

Frygten for finansielle laviner har gennem tiden ført til en lang række tiltag. Allerede i slutningen af det 19. århundrede var der bekymringer om, at storbymassernes letpåvirkelige virak ligeledes var at finde på de finansielle børser, nemlig på deres 'trading floors'.

Flere årtier før Le Corbusiers planer for en nydesignet metropol ændrede man derfor de fysiske betingelser for handelen med finansielle produkter: ved at placere børshandlerne i niveauforskudte afsnit håbede man at opnå bedre gensidig visuel synlighed og derigennem at erstatte kaos med orden.

Disse forhåbninger blev dog kun i begrænset omfang indfriet, og der blomstrede snart en større selvhjælpslitteratur frem, som henvendte sig til den enkelte investor med anbefalinger til, hvordan han eller hun kunne undgå at blive indfanget af markedets sociale laviner.

Dette inkluderede diverse teknikker til at holde sig enten fysisk eller mentalt på afstand af markedet.

LÆS OGSÅ: Dannelse redder folkemængder fra at opføre sig dyrisk

Kan algoritmer ende i 'sociale laviner'?

I dag er menneskelige investorer i høj grad blevet erstattet af finansielle algoritmer. Disse kan ikke alene reagere væsentlig hurtigere på markedsbegivenheder, end mennesker kan.

De udmærker sig tillige ved, at de ikke er modtagelige for følelsesmæssige udsving. Modsat menneskelige investorer, som kan være fristet til i nogle situationer at satse mere, end de egentlig havde tænkt sig, følger algoritmer koldt de instruktioner, de er udstyret med.

Opkomsten af algoritmehandel kunne derfor lede til den tanke, at de sociale laviner snart er fortid inden for finansielle markeder. Det ville dog være en forhastet konklusion.

Ikke ulig Baks ambition om at udvikle en teori, som kan overføres til at forstå forskellige typer af systemer – fysiske såvel som sociale – er der således grund til at overveje, om ikke også algoritmer kan ende i 'sociale laviner'.

Denne mulighed underbygges af erfaringer fra finansielle markeder. Det centrale eksempel er det såkaldte 'Flash Crash', som fandt sted i USA i maj 2010.

Her førte interaktionen mellem algoritmer til et omfattende markedskollaps, hvor værdier svarende til 1 billion (1.000.000.000.000) dollar forsvandt på cirka en halv time. Man suspenderede da kortvarigt handlen, hvorefter priserne hurtigt rettede sig op.

LÆS OGSÅ: Algoritmer er tikkende bombe under finansmarkedet

'Sociale laviner' kan opstå uden panik og menneskelige følelser

Ingen ved den dag i dag, hvad der præcis skete under dette sammenbrud (som i øvrigt er blevet fulgt af andre lignende episoder siden da).

Men adskillige økonomer er enige om, at både kollapset og den efterfølgende genrejsning var en effekt af algoritmernes indbyrdes interaktion.

Intet taler for, at nogen af disse algoritmer skulle have forsøgt at skabe markedsudsving af den skala, der forekom. Snarere fulgte hver algoritme sine individuelle og isoleret set rationelle instruktioner.

Men i den dynamik, som opstod, blev de enkelte algoritmer revet med på en måde, som hverken var planlagt eller forventet, idet de blev suget med i den kollektive malstrøm.

Så selv om algoritmer ikke har følelser og derfor ikke er modtagelige for følelsesmæssig panik, kan de i lighed med storbyens menneskemasser og bjerglandskabernes skiløbere miste fodfæstet i sociale laviner.

LÆS OGSÅ: Vores kulturhistorie hviler på outsidere fra overklassen

LÆS OGSÅ: Twitter gør os til lemminger

LÆS OGSÅ: At anspore til protest. Hvem er de 99 procent?