Forskningssnyd gemmes væk

Når et videnskabeligt studie trækkes tilbage eller rettes efter udgivelse, er det vigtigt at vide hvorfor.

Er det fordi en forskerne har fabrikeret resultater eller ’opfundet’ patienter, som den norske kræftforsker Jon Sudbø gjorde i 2006?

Eller er det en ærlig fejl, for eksempel at en regnefejl, som ændrede analysen først blev opdaget efter publicering?

Åbenhed om grunden til at et studie trækkes tilbage eller ændres er imidlertid en mangelvare, viser en ny undersøgelse.

Under halvdelen af studierne, som blev trukket tilbage af den amerikanske organisation, som skal undersøge videnskabeligt snyd, har en tydelig tilbagetrækningsnotits som specificerer, hvorfor studiet trækkes tilbage.

Dermed kan falske data leve videre og tages for gode varer af andre forskere, i værste fald i årevis.

Ét af fire studier er umærket efter snyd

Mellem 1992 og 2011 fandt det amerikanske Office of Research Integrity 208 tilfælde af ’misconduct’ – det som kan oversættes til groft forskningssnyd. Det drejer sig om forfalskning, fabrikering eller tyveri af data.

Men når tidsskrifter, som i første omgang publicerede disse undersøgelser, efterfølgende trækker de fejlagtige artikler tilbage, er informationen ofte sørgeligt lidt informativ.

I kun 41,2 procent af sagerne står det eksplicit i tilbagetrækningsnotitsen, at tilbagetrækningen skyldes etisk forskningssnyd i modsætning til ærlige fejl. Kun 32,8 procent identificerer, hvad slags etiske brud, der er tale om.

Forskerne bag studiet, David Resnik og Gregg Dinske, påpeger også, at af de 174 studier, som var involveret i disse sager, havde kun 124 af dem en tilbagetrækningsnotits i det hele taget.

Det betyder, at over en fjerdel af studierne fortsat lever i forskningslitteraturen, uden nogen som helst form for mærkning af, at resultaterne ikke er gyldige.

Eksplosiv stigning i tilbagetrækninger

Tal fra 2011 viser, at antallet af tilbagetrækninger af videnskabelige artikler nærmest er eksploderet siden årtusindskiftet.

Men der findes ingen klare retningslinjer for, hvad der skal eller bør stå i en tilbagetrækningsnotits i tidsskrifter. Der er heller ingen klare regler for, hvem der har ansvar for at melde snyd til et tidsskrift.

Ansvaret for at varsle tidsskrifterne kan imidlertid havne mellem to stole. Er det forskeren selv, arbejdsgiveren eller tidsskriftet, som har ansvar for at artikler bliver behørigt mærket, når nogen har snydt?

Hvordan spore snyd?

Prøv f.eks. at forestille dig dette fiktive scenarie:

Forsker Janne Olsen tager sin ph.d. ved Københavns Universitet. Derefter får hun et forskerophold ved Berkley i USA, så får hun en projektstilling ved Cambridge, før hun til sidst ender som lektor ved University of Maastricht i Holland.

Efter et par år viser det sig, at Janne Olsen snød med dataene ved et eksperiment, hun deltog i ved Berkley.

Hvordan skal man sikre, at universiteterne både i Oslo, Cambridge og Maastricht får kendskab til det, og undersøger den forskning, hun har lavet eller laver de steder?

Det kan tænkes, at snyderiet ved Berkley var en kikser og et engangstilfælde, eller at det var dette ene tilfælde i Janne Olsens lange snydekarriere, som af tilfældige grunde blev opdaget.

Langsom reaktion på mistanke om snyd med forskning

For tidligere arbejdsgivere kan det være ubehageligt at begynde at granske studier af tidligere ansatte.

Det kan kaste mistanke på personens kolleger. Det er desuden ressourcekrævende at begynde en undersøgelse af råmaterialet fra en ti år gammel ph.d.-afhandling, uden at resultatet vil give en gevinst, og i værste fald dårlig PR for institutionen.

Magasinet Times Higher Education skriver i en artikel om netop sådan et tilfælde.

Da det i 2007 blev afsløret, at biokemikeren Jantinder Ahluwalia havde snydt som postdoc ved University College London, fik hans chefer hurtigt mistanke om, at der også var snydt med hans ph.d., som blev lavet ved Imperial College London i 2003.

Det tog imidlertid fire år, før Imperial fulgte op på mistanken og forsøgte at gentage Jantinder Ahluwalias eksperimenter, som altså viste sig ikke at kunne reproduceres.

Imperial indrømmer i artiklen, at opfølgningen på mistanken fra UCL var ’uacceptabelt langsom’. Konsekvensen var, at Jantinder Ahluwalias studier stod som fuldt accepterede og fejlfrie i tidsskrifterne, og frit blev citeret af andre forskere i hele otte år.

Lige så uærlige, men opdages oftere

Den voldsomme stigning i antallet af tilbagetrækninger behøver dog ikke nødvendigvis betyde, at forskningen bliver mere uærlig.

Måske har den altid været så uærlig, men vi er bare blevet bedre til at opdage det.

Nye tekstmatchingsprogrammer kan nemlig nu skanne internettet for tekster, som er ganske lig hinanden i løbet af nogle få øjeblikke, ofte på flere forskellige sprog. Mange tilbagetrækninger gælder netop dobbeltpubliceringer – publicering af samme resultat, dine egne eller andres, i to forskellige tidsskrifter. På den måde er meget blevet lettere at opdage i dag.

»Bare det at programmerne findes har gjort folk opmærksomme på, at plagiering og dobbeltpublicering sandsynligvis er langt mere almindeligt, end vi har troet,« siger Liz Wager, som arbejder for interesseorganisationen COPE, Committee on Publication Ethics, i en artikel i The Guardian.

»Det forklarer sandsynligvis meget af den stigning, vi har set i antal tilbagetrækninger.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson