Forskere: Videnskab skal hurtigere blive til politik

I begyndelsen af 1950'erne begyndte dyrene i og omkring Minamata-bugten i det sydlige Japan at opføre sig mystisk.

Fisk lagde sig i overfladen af vandet med bugen i vejret. Søfugle dumpede ned fra himlen. Østers og hjertemuslinger skyllede op på stranden. Katte, der spiste store mængder fisk, begyndte at danse mærkeligt omkring med fråde om munden, inden de døde.

21. april 1956 blev en knap seks år gammel pige indlagt på det lokale hospital, fordi hun var usikker på benene og talte utydeligt. Kort efter fik hendes to-årige søster og flere af familiens naboer de samme symptomer. Frem til slutningen af august 1956 blev 30 tilfælde fundet, hvoraf 11 døde af det, der siden er blevet kendt som Minamata-sygdom.

Forskere advarede, men ingen løste problemet

Dengang vidste man endnu ikke, at årsagen var kviksølvforgiftning. Byen Minamata husede en stor kemisk fabrik, der siden 1932 via spildevandet havde udledt en stigende mængde af det ekstremt giftige tungmetal methylkviksølv i bugten.

Flere forskergrupper konkluderede i månederne efter de første dødsfald, at sygdommen skyldtes, at befolkningen spiste fisk forgiftet med et tungmetal, og at fabrikkens spildevand burde undersøges.

Alligevel fortsatte forureningen stort set uhindret helt frem til 1968, da fabrikken holdt op med at bruge methylkviksølv af kommercielle årsager.

Siden er det officielle antal patienter med Minamata-sygdom blevet fastsat til 2.273. To af ofrene chokerede politikere, forskere og offentligheden, da de haltende og rystende dukkede op på FN's første miljøkonference i Stockholm i 1972 og gjorde det synligt for enhver, hvor farlig kviksølvforurening er.

Minamata er ét blandt mange eksempler

Trods de klare beviser tog det yderligere 41 år, før en global aftale for at reducere kviksølvforurening kom på plads i oktober 2013, da 140 lande underskrev den såkaldte Minamata-konvention.

»Der går et enormt tidsrum, fra forskningen er afsluttet, og til det bliver politik. Minamata er det klassiske eksempel,« siger Jacqueline McGlade, chefforsker for FN's Miljøprogram (UNEP).

Hun var i perioden 2003-2013 direktør for Det Europæiske Miljøagentur, der i 2013 udgav en rapport om Minamata og en lang række andre miljøsager, hvor tidlige advarsler kunne have ført til hurtigere indgriben fra politisk hold.

Blandt de andre historiske eksempler omtales blandt andet insektbekæmpelsesmidlet DDT, blyholdig benzin og tobak. Desuden peger rapporten på voksende udfordringer såsom klimaforandringer og invasive arter.

»Når ny forskning om spirende problemer bliver bragt til torvs, bliver det gradvist accepteret, og en konsensus bliver opbygget. Det tager lang tid. I mellemtiden bliver forskere, der advarede om et problem tidligt, tilsidesat og får deres karrierer ødelagt, fordi de gjorde opmærksom på et noget, der var imod paradigmet,« siger Jacqueline McGlade på baggrund af eksemplerne i rapporten.

Hun mener, at verdens magthavere bør tage ved lære af Minamata og de andre sager ved fremover at lytte mere til forskernes tidlige advarsler og reagere hurtigere politisk.

»Det er det, jeg prøver at tackle nu, så hurtigt jeg kan. Jeg er i en unik position, hvor det muligt at forkorte den årtier lange ventetid ved at gøre regeringer opmærksomme på advarslerne og sige: Dette er et spirende problem. Enten skal vi skynde os at forske i det, eller også skal vi gøre brug af forsigtighedsprincippet og overveje at undgå problemet, hvis det viser sig at være at være meget vanskeligt,« siger Jacqueline McGlade.

Mange barrierer holder videnskaben tilbage

Jacqueline McGlade fremførte sine pointer på konferencen World Science Forum i Budapest 4. til 6. november 2015, hvor førende videnskabsfolk fra mere end 100 lande blandt andet diskuterede, hvordan forskningsbaseret viden kan komme til at spille en større rolle i politik.

Men hvorfor går der så lang tid mellem forskernes advarsler og politikernes indgriben?

Ifølge rapporten fra Det Europæiske Miljøagentur skyldes forsinkelsen en lang række barrierer. Blandt andet nævnes manglen på alternativer til problematiske teknologier, kortsigtede politiske og finansielle horisonter samt indflydelse fra interessenter såsom virksomheder og myndigheder.

Videnskabens konservative natur samt mangel på åbenhed og samarbejde blandt forskere – både på tværs af discipliner, grupperinger og landegrænser – forsinker ifølge rapporten også processen.

Forskere: Vi er selv skyldige

En række fremtrædende forskere peger ligeledes på, at forskningsverdenen selv bærer en del af skylden.

»Det er ved at blive bedre, men jeg synes, at for få forskere rigtig engagerer sig i det politiske maskineri. Det kan virke beskidt at involvere sig, hvor meninger spiller ind, men jeg synes, at det er en fejlslutning, for ofte er videnskab ikke neutralt. Regeringerne og paneler tager valg om, hvilken forskning de vil finansiere, og de forskere, der i forvejen har tilsluttet sig et bestemt paradigme, vil ofte gerne se det valg blive forstærket,« siger Jacqueline McGlade.

LÆS OGSÅ: Danske forskere vil have lov at komme med egne meninger i medierne

I mange tilfælde går det for langsomt, delvist fordi forskere ofte ikke forstår de fulde sammenhænge, som politikere tager beslutninger ud fra, mener Gordon McBean, der er præsident for International Council for Science (ICSU), en paraplyorganisation for internationale og nationale videnskabelige foreninger.

»En specifik udfordring hænger ofte sammen med andre udfordringer. Der er meget få sager, hvor der er én enkelt løsning på et problem, som forskning bringer frem i lyset. For det meste gør politikere flere forskellige ting for at tackle både det specifikke problem og andre problemer på samme tid,« siger Gordon McBean.

En anden forklaring er, at den videnskabelige litteratur er enormt stor og uoverskuelig, mener Julian Kinderlerer, der er præsident for Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny teknologi (EGE), Europa-Kommissionens rådgivende organ om videnskabsetik.

»Mere og mere forskning bliver publiceret, og meget af det er ubrugeligt. Enorme mængder af videnskabelige artikler kan ikke reproduceres - noget af det fordi det er forkert, og andet fordi metoden ikke er beskrevet grundigt nok,« siger Julian Kinderlerer, der også peger på, at internettet flyder over med falsk videnskab, hvilket gør det svært for folk at gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert.

»Vi er nødt til at tænke anderledes«

David Budtz Pedersen, der forsker i netop evidensbaseret politik, påpeger, at afstanden mellem politikere og videnskabsfolk har dybe rødder i historien.

»Det går helt tilbage til grundlæggelsen af de første videnskabsakademier i Europa, at universiteter og forskere skal holde en armslængde til magt og politik. Der er en skepsis blandt forskere over for bare at give deres viden til politikere, ligesom der blandt demokratisk valgte politikere er en skepsis over for forskere. Politikere vil ikke tages ved næsen og blive kørt rundt i manegen, bare fordi nogle folk har fundet frem til nogle nye forskningsresultater,« siger David Budtz Pedersen, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Han mener dog, at man bør indse, at armslængdeprincippet er skabt i de forrige århundreder, og at nutidens udfordringer kalder på et mere intimt og tillidsfuldt forhold mellem forskere og politikere.

»Jeg mener, at vi har at gøre med nogle eksempler, som er så alvorlige i sin karakter, at vi er nødt til at tænke anderledes om relationen mellem videnskab og politik. Klimaforandringerne er et af de eksempler, der presser sig på. Der har været rigtig grundige undersøgelser af, hvordan klimaet opfører sig. Vi har et konsensus i den fagfællebedømte, naturvidenskabelige litteratur på klimaområdet, hvor mellem 80 og 90 procent af forskerne er enige om menneskeskabte klimaforandringer. Men når vi kigger på, hvor vanskeligt det har været for vores beslutningstagere rent faktisk at træffe beslutninger på baggrund af den her konsensus, så er der stadig meget lang vej hjem. Det er et problem for demokratiet,« siger David Budtz Pedersen.

Forskere skal tættere på politikere

Forskerne er enige om, at både forskerne og politikere skal åbne sig, hvis det skal gå hurtigere med at få forskningsbaseret viden udmøntet i politiske beslutninger.

»Vi har brug for, at flere af de bedste forskere kommer over i politikkens verden og forklarer konsekvenserne, og jeg tror, at det begynder at ske nu,« siger Jacqueline McGlade.

»Forskere skal åbne sig selv op over for samfundet. De skal forstå, at de er ansvarlige aktører i samfundet, og deres job er ikke kun at skrive og publicere artikler i de bedste fagfællebedømte tidsskrifter. Derudover er det op til forvaltningen at ændre sig. Beslutningstagerne skal skabe fora, hvor alle kan fremføre deres evidens,« siger Michel Kazatchkine, der er FN's generalsekretærs særlige udsending på HIV/AIDS-området i Østeuropa og Centralasien.

David Budtz Pedersen efterlyser også platforme i Danmark, hvor forskere og politikere kan tale sammen.

»Man kan forestille sig en model, hvor forskere og politikere mødes ved regelmæssige høringer i for eksempel Folketinget. På den måde kan dialogen og tilliden mellem den videnskabelige verden og den politiske verden styrkes. På samme måde kan man forestille sig et udvalg, der ikke kigger på at regulere universiteterne, men på at bruge viden, så vi ikke kun snakker om 'policy for science', men også taler om 'science for policy',« siger David Budtz Pedersen.

Når forskere møder politikere, skal de ikke fortælle dem, hvad de skal gøre, men snarere fremlægge de økonomiske, sociale og helbredsmæssige konsekvenser af de mulige beslutninger, understreger Gordon McBean.

»Den endelige beslutning om, i hvor høj grad man skal gribe ind, skal tages af politikere. Men forskerne skal gøre det meget klart i deres præsentationer, hvilke forskellige muligheder der er, og hvad fordelene og ulemperne er for hver af mulighederne,« siger Gordon McBean.

Minister: Gevinster ved stærkere samarbejde mellem forskere og myndigheder

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen mener, at forskningsbaseret viden i høj grad bliver brugt af ministerierne i Danmark, og at der er potentiale i at styrke samarbejdet med forskere yderligere.

»Der er håndfaste gevinster at hente i et stærkere samarbejde mellem forskere og myndigheder. Forskningsbaseret viden kan ofte bidrage til at afdække mulige løsninger på konkrete problemstillinger,« siger Esben Lunde Larsen i et skriftligt svar til Videnskab.dk.

Han henviser til, at Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) i begyndelsen af 2016 vil offentliggøre en rapport om, hvordan ministerier i Danmark, Storbritannien, Finland og Nederlandene tager forskningsresultater og viden til sig og bruger det i udviklingen af politiske tiltag.

»Grundlæggende mener jeg, at der allerede er stor tillid og et tæt samspil mellem politikere og forskere. Men vi skal selvfølgelig hele tiden være opmærksomme på, hvordan vi fremmer et solidt forskningsfagligt grundlag for samfundsmæssige beslutninger og ikke mindst på, hvordan den forskningsfaglige viden kommer flere til gavn,« siger Esben Lunde Larsen.

10. december var Uddannelses- og Forskningsministeret vært for en konference, hvor repræsentanter fra ministerier, universiteter og erhvervsorganisationer netop debatterede udviklingen af den forskningsbaserede rådgivning af ministerierne.