Forskere: Putin vinder på dansk OL-boykot
Ved et arrangement på Københavns Universitet fortalte forskere og ruslandseksperter, hvorfor et boykot af vinter-OL ikke vil ændre på den russiske homo-lov.

Rusland har vedtaget en ny lov, som betyder, at homoseksuelle ikke offentligt må vise, at de holder af hinanden. Det kan nemlig udlægges som 'homoseksuel propaganda over for mindreårige'. (Foto: Colourbox)

Københavns Universitets Juridiske Fakultet har påtaget sig opgaven at udbrede viden om de nye russiske love vendt mod homoseksuelle. I den forbindelse afholdt fakultetet i går eftermiddags arrangementet ’Ret til kærlighed’.

Politikerne i det russiske underhus Dumaen har i fuld enighed vedtaget lovene, der gør det ulovligt at ’propagandere for homoseksualitet’. Det har skabt en dansk debat om, hvorvidt vestlige lande i protest bør boykotte det kommende vinter-OL i den russiske by Sotji.

Fire personer med stor viden om russiske forhold og menneskerettigheder kastede ved universitetes arrangement lys over, hvad der egentlig foregår i Rusland – og om de vestlige lande overhovedet kan påvirke præsident Vladimir Putin.

»Jeg tror, at et vestligt boykot af vinter-OL vil give bagslag for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle. Fra styrets side handler det netop om at gå imod Vesten. Ved at boykotte, puster vi bare mere varm luft i ballonen, og Putin sidder tilbage på kontoret og smiler,« sagde paneldeltager Jonas Christoffersen, dr.jur. og direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Love fjerner menneskerettigheder fra homoer

Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret og menneskerettigheder ved Københavns Universitet, fortalte, hvad lovene rent faktisk siger. De gør det strafbart at fremstille andre end ’de traditionelle seksuelle aktiviteter’ i et positivt lys.

»Man må ikke engang kysse andre af samme køn i offentligheden. Rent menneskeretsligt er det svært at forholde sig til,« sagde Jens Elo Rytter.

Han konstaterede, at lovene gør bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelles kamp for rettigheder i Rusland til en ganske anden, end den kamp vestlige homoseksuelle kæmper.

»I Vesten diskuterer vi, om man på alle punkter skal ligestille homo- og heteroseksuelle. Skal homoseksuelle have ret til at adoptere, blive kunstigt befrugtet og gifte sig? «

»Men det er ikke det, det handler om i Rusland. Der handler det om, at bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle nu ikke har de samme grundlæggende, basale rettigheder til at have deres seksuelle orientering samt ytrings-, organisations- og forsamlingsfrihed,« sagde Jens Elo Rytter.

Derfor vedtager Rusland homo-love nu

Foruden de to forskere talte panelet også:

  • Anna Libak, litteraturredaktør på Weekendavisen og tidligere korrespondent i Rusland
     
  • Helle Jacobsen, kampagnekoordinator for diskriminationskampagne i Amnesty International

Anna Libak fortalte, at der er flere grunde til, at Rusland vedtager homo-lovene netop nu:

For det første styrker det Putins magtbase. Da præsident Putin vendte tilbage til magten sidste år, blev han mødt af store demonstrationer fra Ruslands vestligtsindede intelligentsia.

Fakta

I juni vedtog Rusland to love, der ifølge menneskerettigheds-forskerne diskriminerer homoseksuelle:

Den første lov er en blasfemilov: Hvis man opfører sig blasfemisk over for troende eller i kirker, kan man komme i fængsel i op til tre år. Den lov blev vedtaget med 302 stemmer mod 2.

»Blasfemiloven er nok inspireret af retssagen mod punkgruppen Pussy Riot. Den gør det ulovligt at fornærme religion - og kirken i Rusland mener, at det er fornærmende at være homo,« sagde Helle Jacobsen fra Amnesty International.

Den anden lov retter sig mod det vagt definerede fænomen ’homoseksuel propaganda over for mindreårige’. Store bøder eller fængselsstraf venter dem, der bryder loven. Den blev vedtaget i Dumaen med 436 stemmer mod nul. Én undlod at stemme.

Det tolkede han som en trussel mod sin politiske position, og derfor besluttede han sig for at indgå en alliance med de brede, folkelige lag af konservative borgere og den ortodokse kirke. Ingen af dem er varme fortalere for homoseksuelles rettigheder.

For det andet har finanskrisen ramt Rusland hårdt. Før krisen havde landet vækstrater på syv procent. Nu ligger de på to procent.

»Værdipolitik er noget af det allerbilligste. Det er billigt at få hele befolkningen til at diskutere homoer, ligesom vi diskuterer frikadeller her i Danmark,« sagde Anna Libak.

En tredje grund til, at Rusland vedtager loven nu, er, at den russiske befolkning skrumper ind. Hvert år bliver der én million færre russere, og det er problematisk for et land, der i fremtiden gerne vil være en stormagt på linje med USA og Kina. I lyset af det kan homoseksualitet udlægges som en trussel mod en højere fødselsrate.

»På et tidspunkt vil de komme ned under 100 millioner indbyggere, og så vil det ikke længere være relevant at tale om en stormagt,« sagde Anna Libak.

Tilsammen udgør det – i hvert fald fra Putins perspektiv – gode grunde til at lancere et såkaldt familiekoncept. Et koncept der indebærer, at Rusland frem til 2025 blandt andet indfører høje skatter på skilsmisser, en indsats for at nedbringe antallet af aborter, og en lovændring som betyder, at ægteskaber kun kan indgås i en religiøs institution – som udgangspunkt den ortodokse kirke.

»Den her homolov er altså bare en lille bitte del af et meget større koncept,« sagde Anna Libak.

»Hertil kan man tilføje, at Putin er stærkt optaget af at profilere sig i forhold til Vesten. Et magtcenter skal have en mission, og Ruslands mission har altid været at frelse os andre fra vores dekadence. Så jo mere vi protesterer, desto mere er de i opposition.«

Menneskerettighedsdomstolen vil dømme Rusland

Ruslands politikere ser med andre ord helt anderledes på homoseksuelles rettigheder end mange vestlige. Forskellene er så store, at vestlige protester sandsynligvis ikke vil føre til ændringer i det enorme land i Øst.

»Der er ingen tvivl om, at når der kommer sager til menneskeretsdomstolen i Strasbourg, vil Rusland blive dømt med piber og trommer.«

»Men når lovene er vedtaget af en enstemmig Duma, så jeg tvivler på, at Rusland vil tisse i bukserne,« sagde Jens Elo Rytter.

Forskere skubber på for politisk debat

I løbet af den næste uge ønsker Det Juridiske Fakultet at være til et ’Knowledge Square’.

Ordvalget faldt på gårdsdagens arrangement. Prorektor for uddannelse, Lykke Friis, skabte på den måde en parallel til, at Københavns Rådhusplads under den kommende uges homo-fest Copenhagen Pride bliver døbt ’Pride Square’.

Nogen finder det muligvis opsigtsvækkende, at en forskningsinstitution skubber på for at skabe en politisk debat. Men arrangementet skal ses i lyset af, at forskerne mener, det er vigtigt, at vi ved, hvad homo-lovene i Rusland rent faktisk har af konsekvenser. For de bryder med nogle grundlæggende menneskerettigheder, konstaterede Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret og menneskerettigheder ved Københavns Universitet.

»Det er vigtigt at forholde sig kritisk til det, der sker, for det handler ikke kun om bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle.«

»Man kunne jo frygte, at det her er første skridt i en halvfascistisk retning, hvor det bliver svært at være anderledes. Også i forhold til at have en anden religion eller etnicitet,« sagde Jens Elo Rytter.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.