»En jubel som om tusind Skolebørn fik Frikvarter« skrev J.C.Hostrup i 1800-tallet. Og sådan har det siden lydt over landet, når klokken ringer.
Men 'Frikvarteret er en død sild i Dragør kommune' fortæller skolechef Karina Møller i en artikel på DR 9. september 2014, og på mindst 17 skoler i Danmark ringer klokken nu ikke mere til frikvarter.
»Nu er det lærerne og pædagogerne, der beslutter, hvornår der skal være pause, og hvad eleverne skal bruge pausen på,« er Karina Møller, skolechef i Dragør, citeret for at sige 10. september på DR's nyhedsside. Men er det overhovedet muligt sådan at bestemme over elevernes pause?
Hvis lærere og pædagoger skal bestemme, hvad der skal ske i pausen, kan man så overhovedet kalde det en pause? En pause fra hvad i så fald? Et andet sted på DR's nyhedside samme dag står der, at mindst 17 skoler i DK har droppet frikvarteret.
Forskere vil udfordre tiltag, der inddrager skolebørnenes frihedslommer
Som børneforskere vil vi dog gerne udfordre disse tiltag, der går på at inddrage, hvad der er tilbage af 'friheds-lommer' for skolebørnene. Ditte Dalum Christoffersen har talt med rigtig mange børn, forældre og lærere.
Det er gjort blandt andet gennem arbejdet i forskningsprojekter om mobning (eXbus) og senere i ph.d.-afhandlingen: 'Meningsfuldt skoleliv? Imellem faglige og sociale aktiviteter og engagementer' om meningsfuldhed i skolen.
Citaterne, der er brugt i denne artikel, stammer fra nogle af disse forskningsprojekter, bortset fra interviewet med Louisa, der er lavet i forbindelse med denne artikel.
Erik Sigsgaards samtaler med børn har fundet sted i projekterne om skældud og om børns nej, se eventuelt 'Skældud', 2002, 'Skæld Mindre Ud', 2007, begge Hans Reitzels forlag og 'Om børn og unges NEJ – Farvel til lydighedskulturen', forlaget Tiderne Skifter, 2014.
»Frikvartererne er det bedste«
Der synes at være en tendens til at tro, at jo mere vi voksne kan bestemme over, regulere og styre børnenes tid, og jo mindre de er overladt til sig selv, jo bedre bliver det, og jo dygtigere bliver de.
Der er imidlertid intet, der tyder på, at det er tilfældet, og man har måske ikke lyttet til eleverne i spørgsmålet om behovet for pauser.
For eksempel siger Asbjørn fra 7.B om frikvarteret:
»Når jeg trænger til luft og ro, går jeg en tur rundt for mig selv.«
»Frikvartererne er det bedste,« mener Simon, og Janus er enig: »Klart det bedste.«
På spørgsmålet: »Er der noget ved skolen, I ikke kan lide?« svarer en syv-årig: »Nogle gange, ikk’, så får vi meget lidt af de der pauser - Vi sku’ ha’ et kvarter, men vi får bare to minutter.« Og to 13-årige fortæller, at: »det med at være barn, det slutter alt for hurtigt.«
Man kan ikke lære noget, hvis man ikke får noget luft
Luisa på otte år fortæller om, hvad hun bruger sit frikvarter på:
»Jeg bruger mit frikvarter på at lege med mine venner.« Om ikke at kunne bestemme selv i frikvarteret, siger hun:
»Det er simpelthen for dårligt. Det ville være rigtig træls, og så ville man ikke rigtigt lære noget, hvis man ikke får noget luft – man ville blive helt varm i hovedet, så man slet ikke kunne styre det!«
»Hvad er det bedste ved skolen?« bliver Niels spurgt: »Vennerne,« svarer han prompte og fortsætter:
»Det er det, man glæder sig til at komme i skole til. Man glæder sig jo ikke til at komme hen og lave matematik. … Men bare det at man har vennerne, det gør lige sådan, så man godt kan overskue at komme i skole. Man skal over og se vennerne igen.«
Syv-årige Hugo fortæller sin far: »Ved du, hvad jeg har lært i skolen i dag?« »Nej,« svarer hans far, »At klatre i træer, og det er Mick, der har lært mig det!«
Leg bidrager til læringens aspekter
At fjerne frikvarteret med begrundelsen at få en dag med mere læring for børnene, og at »legen bliver bedre og mere struktureret, når den bliver styret af en lærer,« som Karina Møller citeres for at sige, og at der så skulle opstå mindre mobning, dette er helt i modstrid med børnenes udsagn.
At fjerne frikvarterer som børns pause fra de voksnes kontrol og styring er at stjæle af børnenes tid. Og en rettighed for børnene forsvinder.
En rettighed? Javist, det står i FN's børnekonvention, § 31 – som Danmark har skrevet under på. Den skal sikre børns ret til fritid, leg og kultur. I den autoriserede fortolkning fra 2013 står:
»Play and recreation are essential to the health and well-being of children and promote the development of creativity, imagination, self-confidence, self-efficacy, as well as physical, social, cognitive and emotional strength and skills. They contribute to all aspects of learning; they are a form of participation in everyday life and are of intrinsic value to the child, purely in terms of the enjoyment and pleasure they afford« (General Comment UNCRC).
Bemærk ordene: Leg … bidrager til alle læringens aspekter. Og: Den er en form for deltagelse i hverdagslivet. Netop. Uden det frie initiativ og selvstændig deltagelse i hverdagslivet, hvordan skal børnene så kunne være del af børneoffentligheden og blive til borgere?
For det er nu engang sådan, at børn ikke kun lærer noget, når voksne strukturerer tiden og overvåger aktiviteter. Børn lærer også af hinanden og med hinanden – for eksempel at klatre.
Der sker noget med legen, når de voksne vil styre den
Der sker noget med legen, når de voksne vil styre den, når legen ikke er fri og skabt i børnenes egne rum og fantasier, men organiseret af kontrollerende instanser.
Børnenes ofte halvhjertede engagement i voksenstyrede aktiviteter bidrager ikke til, at de lærer at navigere selvstændigt og med eget initiativ, fantasi og engagement i deres liv.
De lærer ikke selv, hvordan man undgår eller løser konflikter, eller hvordan man selv drager omsorg for andre.
Ville børnene kunne bevare deres munterhed, hvis deres pauser og frihed blev taget fra dem?
Skolens historie er lang, og meget har været prøvet. Lad os dvæle ved en af skolepionererne, Ludwig Reventlow, der i 1784 grundlagde Brahetrolleborg skole. Han skrev i skolens 'Instrux', at de små (7 år) i begyndelsen ikke skulle gå mere end en time om dagen, for at de ikke skulle »miste deres munterhed«, og for at skolen ikke skulle »ligge dem til Last«.
Tænk, hvis vi skrev i vores skoleplaner:
§1. Skolen skal på enhver måde hjælpe børnene med at bevare deres munterhed
Og
§2. Skolen må ikke ligge børnene til last
- og efterlevede det. Ville man så kunne tvinge børnene i skole op til 7 timer om dagen uden reelle pauser? Ville børnene kunne bevare deres munterhed, hvis deres pauser og frihed blev taget fra dem?
Hverdagslivet og legen skal have plads i børnenes liv
I 1970, hvor institutionaliseringens omfang for en typisk barndom var under 10.000 timer, da er den i dag omkring 30.000 timer og på vej opad.
Så hvis hverdagslivet og legen skal have plads i børnenes liv, må det være i skolen og i de andre institutioner, da der er ikke meget tid tilbage at tage af i børnenes liv uden for institutionerne. Den er taget.
Tilbage til børnene i vores forskningsprojekter. Hvilken forståelse af skole, fritid og det gode liv anes bag deres ord?
Først igen den 13-åriges udbrud:
»Vennerne, ja, det er det der gør, at man klarer at komme derhen. Jeg skal se mine venner«.
Frikvartererne er en vigtig arena for uformel hverdagslæring
For børnene er skolen mere end skole og undervisning. Den er deres vigtigste livsarena. Klassen er en del af livsarenaen. Der les og arbejdes, der snakkes, eksperimenteres, leges og hjælpes. Der knyttes venskaber, der brydes med veninder og kærester, der arbejdes og holdes pauser. Men der tysses, bestemmes og kontrolleres også.
En meget vigtig del af skolearenaen er derfor frikvartererne. Og når klokken ringer og frikvarteret begynder, sker der noget. Helt andre bevægelser, lyde og relationer skabes på et splitsekund; der åndes, grines og grædes på helt andre måder end i timerne. Ben smækkes op, musik toner ud i klasselokalet, der er som forvandlet.
Og paradoksalt nok er frikvartererne også en vigtig arena for uformel hverdagslæring, som der ikke er plads til i timerne, sådan som børnene i citaterne fortæller.
Når børnene siger, at det bedste er frikvartererne, kan det sagtens også betyde, at det er der, man kan lære meget af det, man som ung synes, man især har brug for.
Den institutionelle opmærksomhed forskubbes
Godt, at der på nogle skoler findes klatretræer på skolen og gode læremestre til at klatre for, som Hugo gør os opmærksom på også er vigtigt.
Ja, men går tiden ikke fra det faglige? Næh, for glæde ved også selv at kunne bestemme over sine lægmuskler en gang imellem giver bedre plads til følelser af at være et frit menneske, og til munterheden og fantasien.
Thomas Ziehe har set tegn på belastningen af voksenkontrol over børnenes kroppe for 10 år siden. Dengang skrev han:
»... Den institutionelle opmærksomhed forskubbes fra de vanskeligt målelige indikatorer til de lettere målelige, hvorved talen om styrings- og kontrolinstrumenter rykkes voldsomt i forgrunden (kapacitetsvurderinger, ressourcefordelinger, evalueringer). Inden for en vis ramme er det forståeligt. Men samtidig ses der hyppigt bort fra kerneopgaven, nemlig at skabe og sikre gode lære- og læringssammenhænge, da den ikke på samme måde lader sig styre tilforladeligt. Og det munder ofte ud i en overdrevet administrativ og organisatorisk emsighed, som er blind for al den personlige energi, som pædagogen investerer..« (fra Thomas Ziehe: Forord til de danske læsere i: Øer af intensitet i et hav af rutine. Forlaget Politisk Revy 2004)
Mellemrum skal nu gøres potente
Og det er ikke gået tilbage med kontrollen, tværtimod. Så hvad er det, vi har gang i, i denne tid, når frikvarter og pauser planlægges og tilrettelægges af voksne? Vi kunne jo kalde det: at tage friheden fra børnene.
Men det kaldes også noget andet, nemlig 'mellemrumspotentialisering'. At frikvarterene tages fra børnene kunne opfattes som noget negativt, men med denne formulering trylles det om til noget nærmest positivt.
»Det er simpelthen for dårligt. Det ville være rigtig træls, og så ville man ikke rigtigt lære noget, hvis man ikke får noget luft – man ville blive helt varm i hovedet, så man slet ikke kunne styre det!« (Foto: Shutterstock)
For hvad er et mellemrum? Noget, der ikke er noget i sig selv, et intet der forbinder det egentlige. Det der er, nemlig timerne. Disse mellemrum skal nu gøres potente, ikke længere blot leges og drives væk.
Ophavsfolkene til det flotte ord, blandt andet professor Dorthe Staunæs, DPU, taler om, at pauserne i skolen kan mellemrumspotentialiseres – altså at læringspotentialet i frikvarteret kan udnyttes til målrettede voksenstyrede lærerprocesser.
Legen betragtes ikke længere som skadelig
For knap 300 år siden skrev den engelske metodistiske teolog, John Wesley, i reglerne for sine skoler:
»As we have no play days, so neither do we allow any time for play on any day; for he that plays as a child will play as a man.« cit. efter Peter Gray (2013). Free to learn, Basic Books, New York
På 300 år har vi bevæget os fra at betragte legen som skadelig, til nu at se den som nærmest unyttig, i hvert fald indtil den bliver pædagogisk vasket, rullet og strøget – potentialiseret.
At inddrage frikvarter for at undgå mobning, er naivt
At lære handler ikke kun om faglig disciplin, og at 2 + 2 er 4. Det handler også om, hvordan man omgås andre mennesker, om hvordan relationer skaber muligheder og begrænsninger, og om hvordan og hvornår man kan gøre dette eller hint.
Og det handler om, hvordan man kan mærke sine længsler, glæder og sorger. Ikke mindst handler det om, hvordan man lærer at klare sig selv sammen med andre – og eleverne har ikke altid den samme dagsorden for, hvad der er vigtigt, som de voksne har.
Elever, der har rod i det sociale liv i klassen, kan for en tid have brug for ekstra voksenstøtte i frikvarteret, så lille Emil ikke bliver banket bag cykelstativerne, og Simone ikke bliver hånet og grinet ud, fordi de andre finder hende anderledes.
Men at inddrage alle frikvarterer for alle elever i håbet om, at der så ikke vil opstå mobning, er nok velmenende, men også naivt. Det ville svare til, at vi alle skulle sidde med iltmasker under hele flyveturen af frygt for, at lufttrykket på et tidspunkt ville falde.
De voksne har ikke altid svaret
Det hjælper ikke nødvendigvis på mobningen, men kan tværtimod føre til, at eleverne ikke lærer at være sammen med hinanden på gode måder uden voksen kontrol.
Skolens fornemste opgave er at være et sted, hvor børnene kan danne og uddanne sig til selvstændigt tænkende, demokratiske og omsorgsfulde medborgere. Mere kontrol og flere voksenstyrede aktiviteter bringer næppe børn og skole nærmere dette mål.
Og har de voksne så altid svaret? Er det rent faktisk sådan, at eleverne mener, at når blot der er en lærer tilstede, så er der ingen fare på færde?
Nej. For eksempel viser DCUM’s termometerundersøgelse ( 2013 – 2014) at 13,8 procent af eleverne på mellemtrinnet ikke mener, at de kan tale med en voksen, hvis de har problemer. Dertil kommer generelle relationsproblemer, særligt på mellemtrinnet og i udskolingen.
Kontrol i frikvartererne er ikke svaret
Dette handler ikke om, at lærerne ikke vil eleverne det bedste, eller at de ikke er kompetente eller omsorgsfulde. Det handler nærmere om, at der er skåret ind til benet i forhold til de opgaver og udfordringer, lærerne står overfor.
At sætte kontrol og voksenstyrede aktiviteter ind i frikvartererne er således ikke svaret på, hvordan vi alle kan lære at trække vejret frit og trygt. Hverken blandt lærere eller elever.
Heller ikke etisk lader angrebene på frikvarteret sig forsvare.
»At handle etisk drejer sig blandt andet om at følge den såkaldte gyldne regel: Alt hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det samme skal du gøre mod dem«. (K.E Løgstrup Norm og spontanitet, Gyldendal 1972)
Børns ret til at være mennesker på egne præmisser bliver ikke respekteret
Skal vi tage Løgstrup alvorligt, må vi spørge os selv, hvordan vi ville have det, hvis nogle øvede samme type af kontrol over os.
Hvordan ville vi føle det? Og hvordan ville det påvirke vores liv og evne til selv at tage ansvar for noget som helst?
Børn er ikke voksne, og måske derfor bliver deres urørlighedszone, deres ret til at være mennesker på egne præmisser, ikke respekteret, men krænket.
Voksne må gerne være med, når de kommer som sig selv
At fjerne frikvarterer som børns pauser er at nedvurdere deres evne til at udvikle kompetente forslag til, hvordan de kan fylde deres egne liv på meningsfulde måder og lære noget om livet i sig selv – samtidig med at de findes i verden som betydningsfulde og bidragende medborgere.
At forsøge at styre og kontrollere så meget af børns tid som muligt er at berøve dem vigtige arenaer, hvor de kan eksperimentere og danne erfaringer.
Hvad er frikvartererne? Er de – med Ziehe – øer af intensitet i et hav af rutine? Eller er de som uopdyrket jord, der ligger goldt hen og blot venter på at komme under plov?
Men selvfølgelig vil børnene også gerne have de voksne med i frikvarterene en gang imellem, især når de kommer som sig selv og ikke formummet bag en læreplan.
