Forskere har ved hjælp af digital rekonstruktion afsløret, hvad der har stået på en antik skriftrulle, der ellers har været fuldstændig forkullet siden en brand for 1.400 år siden. Det skriver theguardian.com.
Opdagelsen står beskrevet i et studie publiceret i tidsskriftet Science Advances.
Den forkullede skriftrulle har været et mysterium for forskerne siden den blev fundet i 1970 i byen Ein Gedi i Israel. Hele Ein Gedi blev ødelagt af en brand omkring år 600 efter Kristi fødsel.
Nu har computerforskere ved hjælp af den nye digitale metode kaldet ’virtual unwrapping’ brugt 3D-røntgen-scanninger til at gendanne det gamle dokument og læse de hebraiske ord, der blev skrevet på pergamentpapiret omkring år 300 efter Kristi fødsel.
Det viser sig, at dokumentet er bibelsk.
»Vi ved, at skriftrullen fra Ein Gedi er bibelsk. Vi har identificeret den som værende en kopi af Tredje Mosebog. Alt, der stadig står på rullen, er nu muligt at læse,« siger Brent Seales, computerforsker på University of Kentucky og hovedforfatter af studiet, ifølge theguardian.com.
Forskernes procedure bestod af tre trin:
1) Først skabte de et digitalt kort over de krøllede konturer i det forkullede pergament.
2) Dernæst afslørede lyspunkter i røntgen-billeder, hvor blækket blev anvendt.
3) Computeren fladede derefter konturerne ud og flettede dem sammen til ét komplet billede.
Det var højst sandsynligt kun takket være det faktum, at det gamle blæk indeholdt enten jern eller bly, at bogstaverne kunne genskabes ved scanningerne.
»Ein Gedi-rullen er bevis på, at vi potentielt kan genskabe hele tekster af ødelagt materiale – ikke bare enkelte bogstaver eller spekulative ord,« siger Brent Seales ifølge theguardian.com.
































