Fodboldsange pisser territoriet af

Min søn og jeg var gået på nødtørftsrum. Vi stod på et pissoir under Ellerslie Road Stand på sydsiden af Queens Park Rangers' (QPR) hjemmebane Loftus Road Stadium, og vi gjorde os klar til om lidt at skulle overvære det londonske lokalopgør i fodbold mellem QPR og Brentford.

De to klubber lå inden denne fredag aftens kamp side om side i den engelske Championship-række, hvor klubberne kæmper om adgang til den bedste række: Premier League. Der var lagt i kakkelovnen, og vi var da heller ikke alene. Det myldrede med forventningsfulde, summende tilskuere.

En lille gruppe unge mænd intensiverede dog pludseligt stemningen. Idet de muflede sig ind på pissoiret begyndte de at gjalde: »West London is ours / West London is ours / F*ck off, Brentford / West London is ours«.

Sangen vandt hurtigt gehør, og snart stemte alle ca. 50 tilstedeværende kraftigt i, uanset om de var i færd med at forrette deres nødtørft eller stod og ventede på at komme til.

Fællessang på pissoiret

Det rungede ganske gevaldigt. Min søn og jeg kiggede lidt ængsteligt på hinanden, og jeg tænkte: What to do? Svaret kunne næsten kun blive: Sing along! Og det gjorde vi så i det næste lille minuts tid, mens fællessangen var på sit højeste.

Det var, musikalsk set, let at være med: Melodien var kort og takttydelig med trinvise tonebevægelser, sådan som det er typisk for fodboldsange.

Det var lidt sværere at være med på sangens tekst og betydning. Min søn og jeg havde ingen grund til at (ønske at) betragte det vestlige London som 'vores', og det var også ubekvemt at tage et af de andre ord i vores mund. Vi fik en fornemmelse af, at vi ikke helt passende ind, og det var nok fordi, vi var blandt supportere.

Vi var flanører blandt supportere

Ifølge sociologen Richard Giulianottis forslag til en taksonomi over fodboldtilskuere er supportere karakteriseret ved en længerevarende, lokalbaseret og stærk identitetsbåret tilknytning til en klub, og de udtrykker gerne denne tilknytning i kropsligt engagerede ritualer som sang.

Til sammenligning var min søn og jeg snarere flanører, sådan som den oplevelsesorienterede og ikke særligt klubengagerede tilskuer karakteriseres af Giulianotti med inspiration fra forfatteren Baudelaire og sociologen Georg Simmel.

Selvom vi fornemmede, at vi vist ikke helt passede ind, kunne vi dog godt, via vores sang, 'passere', som sociologen Erving Goffman har beskrevet det.

Dels var der ingen synlige træk, der kunne forbinde os med modstanderholdet Brentford, hvis supportere da også var anvist plads på The School End i den vestlige ende af stadion. Dels kunne vi med vores medløbende medsang skjule det karaktermæssige stigma, der i supporternes øjne kunne være forbundet med det at være blotte fodboldflanører.

Vi kunne således med relativ sindsro afrunde sangen sammen med supporterne og sætte os blandt dem på tribunen for at overvære kampen.

Nødtørftslyde skal maskeres

At vi skulle se os selv i færd med aktivt at musicere, havde vi nok imødeset som en del af den oplevelse, vi søgte. Vi havde dog ikke regnet med, at det skulle begynde – og faktisk kulminere, skulle det vise sig – på toilettet.

Sådanne steder er normalvis ret umusikalske, og de lyde, man kan opleve, er typisk ikke nogle, man finder stolthed over eller behag ved.

Det gælder for eksempel de lyde, som selve forrettelsen af nødtørften kan afføde. Det har blandt andre sociologen Norbert Elias gjort opmærksom på i forbindelse med hans undersøgelser af den såkaldte civilisationsproces, der kort sagt refererer til dannelsen af moderne stater og disciplinerede adfærdsformer.

Elias bygger en del af sin undersøgelse på udbredelsen af etikettemanualer, der anviser, hvordan man bør – og ikke mindst ikke bør – opføre sig i sociale sammenhænge. Elias refererer blandt andet til, hvordan Erasmus i 1500-tallet må gøre opmærksom på, at »lyden af fjærten […] er meget forfærdelig. Man bør presse ballerne sammen […] skjule den eksplosive lyd […] simulere en hosten«.

Senere etiketter har indskærpet, at også for eksempel duft og udsyn bør tilsløres. Det indikerer La Salle i 1700-tallet.

»Det er meget uhøfligt at udlede luft fra din krop, når du er sammen med andre […] selv, hvis det er gjort uden lyd,« og »hvad angår naturlige behov, så bør de (selv for børn) kun tilfredsstilles, hvor man ikke kan blive set«.

La Salle skriver godt nok også videre: »det er aldrig passende at tale om […] visse kropslige nødvendigheder, som vi er underlagt fra naturens side«, men jeg gør dog så her en undtagelse for netop denne sidstnævnte anvisning.

Nødtørftslyde kommer altså tidligt på etikettedagsordenen, og i dag er etiketten så indgroet i os, at de fleste voksne mennesker vel ikke er i tvivl om, at man bør anstrenge sig for, at den slags lyde ikke bør høres af andre.

Musik som værn mod toiletlyde

På visse toiletter kan der faktisk komme eksternt producerede lyde til undsætning i form af musik fra højtalere.

Det kan man blandt andet opleve på visse restauranters toiletter, hvor musikken ikke bare bidrager til at producere restaurantens image og stemning. Den bidrager også til at maskere de egenproducerede lyde, som ellers ville kunne bringe én i forlegenhed over for eventuelt samtidigt tilstedeværende gæster, der så, for sin del, kan opleve musikken som et belejligt lydværn.

Lignende musikfunktioner kan opleves på private hjems toiletter. Det er ikke unormalt, at japanske hjem har installereret toiletter med indbyggede højtalere og musikradio foruden diverse andre nyttige brugsfunktioner som varme i sædet.

Den toiletinstallerede radiomusik fungerer ikke blot som adspredelse, som var den privattoilettets lydlige modstykke til toiletlitteraturen. Den fungerer også som maske og værn ligesom restauranttoilettet.

Sange giver fælles identitet

Sangen på pissoiret denne fredag aften rungede fuld af stolthed og velbehag. Og det var ikke fordi, den defensivt skulle maskere for eller værne mod noget. Den skulle snarere offensivt 'pisse territoriet af', det vil sige indgyde mod, markere og bolstre de tilstedeværendes syns- og standpunkt på kraftfuld facon.

Det er netop en af fodboldsangens typiske varianter at skulle bidrage til at producere og 'forhandle' stedsrelaterede statuspositioner og sociale identiteter.

Fodboldsangen er i det lys en symbolsk supporterkamp om det steds- og identitetsmæssige 'herredømme' – en kamp, der kan udspille sig både før, under og efter den konkrete spillerkamp om bold og bane.

Hvis spørgsmål om territorialitet omhandler områdeklassifikation, kommunikation og udøvelse af områdekontrol, sådan som geografikeren Robert David Sack foreslår det, kan fodboldsangen høres som en tydelig territorialsang.

Den kan udfolde sig mere eller mindre humoristisk, aggressivt, nostalgisk og så videre, men den har under alle omstændigheder en rem af huden af en menneskelig nødvendighed: at kunne føle sig hjemme, sammen med andre.

At flanører kan forledes til at følge trop i sådan en sang har sikkert at gøre med, at sangen manifesterer sig som et suggererende massefænomen, som sådanne for eksempel er beskrevet af litteraten Elias Canetti: Massen 'maser sig målrettet på', kan udviske frygten for berøring af fremmede og fremelsker gerne gentagelser og frem for alt fælles udladning.

Modsang på stadion

Den fælles udladning på pissoiret kunne dog ikke høres af Brentford-supporterne. De fik til gengæld anledning til at synge samme sang med omvendt fortegn senere samme aften.

Da Brentford bragte sig foran med dét, der skulle vise sig at blive kampens resultat, 0-2, måtte alle andre på stadion lægge ører til deres sang fra vesttribunen:

»West London is ours / West London is ours / F*ck off, Rangers / West London is ours«

Min søn og jeg, som vi sad dér blandt QPR-supporterne, sang ikke med på sangen denne gang.