De store staters teknologiske kapløb er gået ind i en ny fase, der får afgørende betydning for, hvordan fremtidens krige udkæmpes.
I dag er fjernstyrede droner en central del af et moderne forsvar, og på slagmarken kan teknologi overtage visse af soldatens funktioner.
Det afgørende skifte venter dog forude, når dræberrobotter bliver i stand til at handle autonomt – altså på egen hånd.
I fremtiden bliver det en reel mulighed at benytte autonome dræberrobotter i krig, hvor de uden menneskelig indblanding skal træffe valg om hvem, der er ven, og hvem, der er fjende, for i sidste ende slå ihjel.
Udviklingen hen imod autonomi stiller nye krav til international lovgivning, og der er opstået en debat om det moralske ansvar for dræberrobotterne, hvilket blandt andet har fået Human Rights Watch til at argumentere for et forbud.
Vi vil her se nærmere på de juridiske og moralske argumenter for og imod brugen af dræberrobotter i fremtidens krige.
Autonome robotter kan løse problemer
Inden for de sidste 15 år har robotter overtaget mange opgaver på slagmarken, som før blev udført af soldater.
Droner og ubemandede køretøjer leverer i dag overvågning, oplysninger og detaljerede rekognosceringer og giver muligheden for en direkte indsats af ildkraft mod fjenden.
Robotterne har to store fordele for militæret: for det første kan de bruges til farlige, kedelige eller udmattende opgaver, og for det andet kan robotter holde ud i længere tid og dermed indsamle flere og mere præcise data.
Indtil nu har fjernstyring af robotter været en svaghed, fordi forbindelsen mellem en robot og dens pilot kan afbrydes, og robotten dermed bliver ubrugelig eller falder i fjendens hænder.
Problemet kan løses ved at gøre robotternes beslutningsprocesser autonome, og den tekniske udvikling går tydeligt i den retning.
Argumenter for brugen
Et af de kraftigste argumenter for brugen af dræberrobotter i krig er de mindskede menneskelige omkostninger. Mange liv kan spares, og de fysiske og psykiske traumer i forbindelse med krig kan minimeres. De høje selvmordsrater hos for eksempel amerikanske krigsveteraner vil kunne undgås.
Udsigten til, at robotter kan kæmpe mod hinanden med minimal menneskelig indblanding, bærer også visionen om et demilitariseret samfund med sig.
Vi kan med andre ord koncentrere os om at leve et godt liv og lade robotterne udkæmpe slaget på en mark langt væk.
Muligheden for at reducere omkostningerne ved krig giver også mulighed for at gribe ind i konflikter, der er moralsk nødvendige, men som i dag er politisk meget svære.
Robotter kunne for eksempel være gået ind i den syriske borgerkrig meget tidligere eller have hjulpet Yazidierne i Irak, der blev fanget på et bjerg af Islamisk Stat.
Den moralsk set rigtige handling vil være nemmere at udføre, hvis man bruger robotter. Amerikanerne har allerede gjort brug af denne taktik med deres fjernstyrede droner i Pakistan, Yemen og Somalia, hvor de ikke ønskede at sende soldater ind.
Figur 2 illustrerer de sidste ti års store stigning i disse droneangreb.
Robotter overholder reglerne
Også på den juridiske side er der klare argumenter for brugen af autonome dræberrobotter. Robotter kan programmeres til at følge lovene i den internationale humanitære folkeret – altså love om, hvad man må og ikke må i krig.
Robotter er sandsynligvis bedre end mennesker til at overholde folkeretten, fordi de ikke er påvirkede af stærke følelser, og fordi de kan skabe et bedre overblik.
En menneskelig soldat vil ofte godt kunne finde på at skyde på en fjendtlig soldat, der har overgivet sig, selv om det er forbudt under folkeretten, hvis den fjendtlige soldat f.eks. har dræbt nogle af hans kammerater få minutter forinden. En robot vil derimod kun handle i overensstemmelse med reglerne.
Det følelsesmæssige argument gælder også de tilgængelige informationer på slagmarken. Hvor mennesker påvirkes af kaos og manglende overblik, kan robotter indsamle præcise oplysninger ved hjælp af teknologi, der overgår menneskets sanser.
Allerede nu anses droneangreb for at være mere præcise end kampfly, fordi de har bedre overvågnings- og rekognosceringskapaciteter.
Dermed kan det lettere vurderes, om en situation ligger inden for krigens regler, for eksempel når det gælder utilsigtede skader.
Følger man denne argumentation, kan brugen af dræberrobotter mindske antallet af civile ofre og sikre overholdelse af krigens love, og derfor giver det mening at støtte udviklingen af autonome robotter.
Argumenter imod brugen
Der er dog også en række argumenter imod udviklingen af de autonome robotter.
Krig er en af de alvorligste beslutninger, politikere kan træffe, og den kræver stor ansvarlighed, fordi der er menneskeliv på spil.
Derfor skal politikerne som regel overbevise folket og ikke mindst soldaterne om, at der er en særlig vigtig grund til at føre krig.
Den moralske forpligtelse til at afveje konsekvenserne kan dog minimeres, hvis soldaterne er unødvendige, og krige derfor kan føres med minimale tab i felten. Dét betyder, at det bliver langt nemmere at gå i krig uden at overbevise folket om det nødvendige heri.
Autonome robotter risikerer derfor at blive brugt og misbrugt af politikere, som kan føre krig udenom folket, og eksempelvis ville en rig diktator kunne købe sit eget fuldt operationelle forsvar.
Dermed bryder brugen af dræberrobotter med de normale moralske overvejelser, der hører til krig, og det kan øge risikoen for, at beslutningstagerne hurtigere vælger en voldelig konfrontation.
Krigen har stadig menneskelige omkostninger
Den menneskelige del af krig kan dog ikke skæres bort, for i sidste ende vil det være mennesker, der betaler prisen, hvis krigen udspiller sig i deres område. Dér møder ideen om en minimering af tab modstand.
Mennesket overgiver sig sjældent og slet ikke til teknologi. Selv om en krigsførende nation har overvældende teknologi i form af dræberrobotter, vil modstanderens befolkning stadig yde modstad, og vold mod fjenden vil være nødvendig.
Irak- og Afghanistankrigene har vist nødvendigheden af at vinde ’hjerte og sind’ hos lokalbefolkningen, selv om det amerikanske militær let vandt krigshandlingerne.
En læringsproces, hvor gensidig viden om kultur og historie bruges til at knytte bånd, vil være umulig ved hjælp af dræberrobotternes elektroniske kredsløb. I stedet risikerer krig at blive en endnu mere moralsk tom handling uden menneskelig forståelse.
Reglerne er for uklare til robotter
Også med hensyn til folkeretten er brugen af dræberrobotter et problem. Krigens love har mange gråzoner og kun få klare regler, som kan programmeres i robotter.
Autonome robotter vil fortolke de programmerede regler bogstaveligt, uden hensyn til situationens kontekst og konsekvenserne i den virkelige verden.
En robot træffer beslutninger baseret på sort og hvidt, ja eller nej, mens anvendelse af folkeretten kræver situationsfornemmelse. Kun hvis robotter kan programmeres på en så nuanceret vis, vil de kunne erstatte mennesker.
Hvem har ansvaret?
Et andet juridisk problem med dræberrobotters autonomi er spørgsmålet om, hvem der er ansvarlig for robotternes handlinger.
Under FN-konventionen kan Den Internationale Domstol dømme stater for krænkelser af folkeretten, og under Rom-statutten kan Den Internationale Straffedomstol retsforfølge individer for blandt andet krigsforbrydelser.
Det er dog uklart, hvem der er ansvarlig for krænkelser begået af en autonom robot. Virksomheden, der har bygget robotten, den, som programmerede reglerne i robotten, eller mekanikeren, der skal vedligeholde maskinen? Måske den general, der har beordret indsatsen af robotten? Spørgsmålet er ubesvaret i folkeretten på nuværende tidspunkt.
Dræberrobotterne kommer efter al sandsynlighed, selv om der er bestræbelser på at forbyde dem.
»The Campaign to stop killer robots« anført af Human Rights Watch arbejder for et forebyggende forbud mod fuldt autonome våben. Men politiske og militære interesser driver udviklingen mod autonome robotter på grund af deres militære fordele.
Vi har her peget på nogle af de største udfordringer, som robotterne vil bringe med sig, og det er især spørgsmålet om ansvar, der er centralt.
For få år siden virkede Terminator-filmene som skræmmende fremtidsmusik, men nu er denne fremtid ved at blive realiteten, og vi kan se frem til en helt ny form for krig.
