Sorry, har først fået set Neill Blomkamps geniale 'District 9' for nylig.
En mildt sagt overraskende blanding af doku-drama, sci-fi, krigsfilm og flygtningehjælp-reklamefilm.
Lyder det af for meget?
Jamen, det er det sørme ikke! Se selv. Når filmen kører, virker det kun naturligt, at aliens er strandet på Jorden som flygtninge (læs: i Vesten).
Her bliver de bliver skidt behandlet og interneret i usle flygtningelejre.
De må rode i affaldsbjerge for at finde mad og andre overskudsfænomener. Den sociale subtekst fungerer fremragende.
Hilsner til andre film
Men mest var jeg overrasket over, hvor intelligent filmen kombinerer forskellige genrer og tekster.
Aliensne ligner til forveksling dem i 'Predator', blot svagere og frataget deres seje nukleare våben.
Bureukraten, vores uheldige helt Wikus, der bliver smittet med alien-væske, er en moderne version af Gregor Samsa fra Kafkas 'Forvandlingen'.
Hans arm, der udvikler en alien-hånd, er samtidig en hilsen til den forklædte alien i 'Total Recall', der lader, som om han er menneske, men er på oprørernes side.
Og sådan kan man fortsætte lige til den afsluttende robot-maskine, der både leger med 'RoboCop' og med Ripleys maskine i 'Aliens'.
Sydafrikansk instruktør
Neill Blomkamp er et ukendt navn, og så vidt jeg kan se, er 'District 9', der er produceret af Peter Jackson, hans debut som spillefilmsinstruktør.
Han er født i Johannesburg, Sydafrika, og 'District 9' foregår også i Sydafrika, hvilket giver den en forrygende sær stemning; på én gang virkelig og uvirkelig.
Det engelske er en blanding af engelsk og sydafrikansk, stedet er befolket af hvide, afrikanere og aliens, og landskabet en blanding af et afrikansk ingenmandsland og en skraldeplanet fra en sci-fi-film.
Mest af alt faldt jeg for koblingen af Kafka og moderne krig. Sådan!
Sig ikke, at modernisterne ikke havde forstået tilværelsens absurditet. Om filmen ender godt, er nok en fortolkning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
































