Politikere lyver. Det er gentaget så mange gange, at man skulle tro, det var blevet en floskel. Men borgerne oplever gang på gang politikere, der bekræfter, at der er noget om snakken.
Senest gik justitsminister Morten Bødskov (S) af, fordi han trakterede Folketingets Retsudvalg med en løgn. Som med så mange andre politikere kunne man godt komme i tvivl, om Bødskov rent faktisk mente, at han havde gjort noget forkert ved at lyve.
Det skyldes sandsynligvis, at politikerne tit ikke selv mener, at de lyver – og i streng forstand, at de også kun sjældent gør det. Til gengæld laver de så mange andre ord-manøvrer, der koster på troværdigheden.
Danske politikere vildleder, manipulerer og taler udenom
Det fortæller forskere i politisk retorik og socialpsykologi, heriblandt professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock.
»De lodrette løgne er kun toppen af isbjerget. Politikerne vildleder, manipulerer og taler udenom.«
»Den slags er meget mere gennemgribende end løgne og bidrager til, at politikerne bliver utroværdige – også selvom de kun kommer med få egentlige løgne,« siger Christian Kock.
(Læs også artiklen: Spin: Sådan snakker politikere udenom)
Vildledning virker som en løgn – men er det ikke
Vi vender tilbage til Mortens Bødskovs løgne om lidt. Men Christian Kock pointerer, at politikere generelt lader til at være meget fokuserede på at undgå det, professoren kalder for ’de lodrette løgne’.
»Det er den slags løgne, som er firkantede og sagt med ond tro. Opdager man sådan en, kan den fælde politikeren. Men der er mange andre måder at vildlede på. De er ikke så firkantede og får derfor ikke så meget opmærksomhed – men det burde de måske,« siger Christian Kock.
For eksempel lykkedes det USA’s tidligere præsident George W. Bush at overbevise mange amerikanere om, at Iraks diktator Saddam Hussein var indblandet i terrorangrebet 11. september 2001. Ikke fordi han sagde det direkte, men fordi han brugte snedige retoriske kneb.
»I en hel masse taler udtrykte han sig på en måde, så man kunne komme til at tro det. I hans ’State of the Union’-tale fra 2003 sagde han: ’Indtil 11. september troede mange, at vi kunne styre Saddam Hussein.«
»Når man har hørt den sætning, kan man næsten kun tro, han mener, at Saddam Hussein har noget at gøre med 11. september - for hvorfor ellers sige det? I mange måneder var hans taler fulde af den salgs. Det fik en masse mennesker til at tro, der var en sammenhæng.«
»Det greb kalder man ’underforståelse’. Med underforståelse sørger man for, at borgeren selv skaber forståelsen i sin egen fortolkning,« siger Christian Kock.
Løgne kommer i t
Selvom politikerne er trænet i en række retoriske krumspring, så de undgår lodrette løgne, kan de alligevel ende i fedtefadet.
Lektor i klinisk socialpsykologi ved Aalborg Universitet Einar Baldursson fortæller, det kan skyldes, at politikerne ikke selv opfatter deres løgne som løgne – og at det er såre menneskeligt.
Psykologien taler om to forskellige former for løgne:
-
Faktuelle. Du lyver om noget, der faktuelt er sket. Du bliver spurgt om noget faktuelt og vigtigt, for eksempel, om du modtog et brev her til morgen. Det er et faktuelt spørgsmål. Når du benægter eller fordrejer den slags faktuelle informationer – og gør det bevidst – så er der tale om den mest letgenkendelige form for løgn.
-
Funktionelle. Du lyver for at få tingene til at glide eller for at tage hensyn til andre mennesker. Den slags ’små fiktioner’ finder vi hele tiden på. Når kvinden spørger manden, om hun ser slank ud i de nye bukser, så skal manden altid og uanset hvad sige, at hun ser slank og fin ud. Modsat skal kvinden bekræfte sin håbløse handy-mand i, at den hylde, han lige har sat op, sidder rigtig godt – selvom alt, man sætter på den, vælter.
Sådan nogle løgne tænker vi tit ikke over som løgne. I vores hverdagsliv fortæller vi hinanden en masse skrøner, hvor vi ganske uskyldigt fordrejer tingene. Typisk sådan, at historien stiller os eller vores gruppe i et mere positivt lys. Sådanne ’hvide løgne’ giver os nogle overskuelige små – ofte belejlige – historier, som vi kan bruge, når vi navigerer i virkelighedens kaos.
Funktionelle løgne kostede Morten Bødskov ministerposten
Funktionelle løgne har ifølge Einar Baldursson sandsynligvis været årsagen til, at Morten Bødskov måtte gå af som minister.
Politikere som Bødskov navigerer nemlig i en meget kompleks hverdag, og med funktionelle løgne kan de konstruere hurtige historier, der skaber nogle rammer i det kaos, de befinder sig i.
Når man føler, at en lille skrøne kan løse et større og mere uoverskueligt problem, så er skrønen bedre – og forekommer mere rigtig – end sandheden.
Når vi griber hinanden i den slags ’unøjagtigheder’, er vi som regel tolerante. Undtagen, når de er blevet opfundet for at favoriserere den, der finder på skrønen, på bekostning af andre. Så falder hammeren, og skrønemageren bliver udpeget som løgner.
De lodrette løgne handler tit om noget, der i det større regnskab er bagateller. De er for det meste kun vigtige, fordi de kan bruges til at skyde en politisk modpart ned med. Og det handler stort se hele den politiske offentlighed om.
Christian Kock
Dommen kan dog blive mildnet og gå i glemmebogen. Det kræver, at løgneren på en overbevisende måde viser, at han forstår budskabet og er villig til at ydmyge sig selv gennem fortrydelse og undskyldninger.
»Hvis du så på Bødskov, så havde manden ikke skyggen af dårlig samvittighed over, at han havde forbrudt sig på ministeransvarsloven ved at vildlede Retsudvalget. Han havde lavet en fiktion – en funktionel løgn – for at få det hele til at glide. Men han mente ikke, at det betød, han løj. Han gav udtryk for, at han var mere retfærdig end de sandfærdige. Og så er det svært at glatte tingene ud,« siger Einar Baldursson.
Den ene løgn tager den anden
Vi bruger de funktionelle løgne til at navigere i det store kaos, som virkeligheden er. Vi skaber små historier/løgne, som betyder, at vi kan forstå verden omkring os. Og viser det sig, at vores første funktionelle løgn ikke fungerer, finder vi på en ekstra.
»Bødskov kom senere frem til, at den egentlige fejl var, at han havde givet Retsudvalget en – falsk – grund til, at de ikke kunne tage på Christiania. Ifølge Bødskov skulle han blot have fortalt, at Retudsudvalget ikke kunne besøge Christiania, uden yderligere forklaring.«
»Det er mildt sagt usandsynligt, at den manøvre var lykkedes. Og det ved Bødskov formentlig godt. Han finder altså på en ny funktionel løgn. Nemlig, at han alene fortalte løgnen for at give en forklaring, og at det var lige præcist dét, at forklare sig, han skulle have undgået.«
»Hvorfor fortæller Bødskov sig selv en ny løgn? Fordi det er bedre, end at se i øjnene, at hans vildledning af Retsudvalget er det grundlæggende problem.«
»Bødskov stolede sandsynligvis ikke på Retsudvalget, og ville ikke oplyse dem om noget som helst. Men det kan han ikke sige. Hverken til sig selv eller offentligt. Så med en løgn kunne han lave et nyt selvbedrag,« siger Einar Baldursson.
Løgne fjerne fokus fra vigtige emner for demokratiet
Uanset om politikerne føler skyld over løgnene eller ej, så er de en trussel mod demokratiet. Men kun, fordi de får så meget plads i den offentlige debat.
Christian Kock vurderer, at al snakken om politikernes løgne fjerner fokus fra de vigtige samfundsdiskussioner.
»De lodrette løgne handler tit om noget, der i det større regnskab er bagateller. De er for det meste kun vigtige, fordi de kan bruges til at skyde en politisk modpart ned med. Og det handler stort se hele den politiske offentlighed om.«
»Vi diskuterer møgsager om, at en eller anden har løjet, i stedet for at diskutere, hvad der er løsningen på samfundets problemer,« siger Christian Kock.
