De ældste trommer fundet på Grønland

To dybfrosne bopladser, Qeqertasussuk og Qajaa, var blandt de spor, nogle af de allerførste indvandrere til Vestgrønland for 4500 år siden efterlod sig ved Disko Bugt.

Normalt er det kun genstande af sten der ’overlever’ de mange tusinde år i jorden. Men ved Disko Bugt er forgængelige materialer som træ og knogle, og endda også sjældenheder som hår, skind og fjer, bevaret.

Arkæologiske udgravninger af de to bopladser i 1980’erne bragte talrige hidtil ukendte redskabsformer til veje. For eksempel harpuner og lanser, skæftede redskaber, husgeråd og sågar dele af skinddragter.

Et detaljeret billede af Saqqaq-kulturens folk, som de første vestgrønlændere kaldes, tegner sig derfor efterhånden. Her skal berettes om en helt ny opdagelse, der er gjort ved en gennemgang af de talrige træstykker fra de to bopladser.

Sjælen i kulturen

Blandt de hidtil ubestemte træstykker fra fundene, der nu opbevares på museerne i Nuuk og i Qasigiannguit, kunne nogle brudstykker af trommer identificeres.

Trommen var og er ikke blot et musikinstrument: Den er uløseligt forbundet med inuits trommesang og -dans, der udtrykker hele ’sjælen’ i kulturen.

Trommen var indtil kristningen af Grønland åndemanerens (angakoq’ens) uundværlige redskab ved seancerne.

Den runde ramme til en tromme

Der er påvist flere fragmenter af tromme-rammer fra de to permafrosne bopladser i Disko Bugt, men særligt to stykker – ét fra hver – er interessante.

De kan beskrives som buede lister af træ, 20-24 cm lange, ca. 2 cm brede og 1,2-1,3 cm tykke. På ydersiden er de begge forsynet med en ret dyb og langsgående fure eller rille.

En sammenligning med etnografiske genstande viser, at netop lister med dette tværsnit udgør den runde eller ovale ramme til en tromme.

Sat sammen af flere stykker

Skindet trækkes ud over rammen og strammes op og fastholdes af en skindrem eller kraftig senetråd, der spænder om skindet og fastholdes i rillen.

Af de historisk kendte trommer kan vi se, at en trommeramme ofte består af flere sammensurrede træstykker, eventuelt med indsatte forstærkninger af tak eller knogle, som er fastgjort ved surringerne.

Brudstykket fra Qeqertasussuk er fremstillet af grantræ. Det har skråt afskårne ender, hvis flader afslører, at der har været en surring (laskning). Det viser netop, at Saqqaqtrommen var sat sammen af flere stykker.

Hvor stor var trommen?

Kan vi sige noget om Saqqaq-trommernes størrelse ud fra disse måske lidt uanselige stykker? Stykkernes krumning er påvirket af over 4000 års ophold i jorden, så vi må i stedet sammenligne deres bredde og tykkelse med etnografisk kendte trommer.

Nogle af de trommer, Knud Rasmussen indsamlede hos canadiske inuitter under sin 5. Thule-ekspedition (1921-24), har en ramme, hvis højde, tykkelse og tværsnit passer med disse Saqqaq-trommefragmenter.

Et godt bud er derfor, at trommerne havde en diameter på ikke mindre end 60-75 cm. Det er en del større end de historisk kendte fra Grønland.

Rykker trommens historie mange år tilbage

Trommerne har givet en kraftig og dyb tone fra sig, når de blev slået an. Det viser en rekonstruktion, der for nylig blev fremstillet af Martin Appelt i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum.

Opdagelsen af Saqqaq-folkets trommer må betyde, at hele den rige eskimoiske kultur omkring trommesang og -dans – og måske også shamanismen – allerede kom til Grønland med de første mennesker.

Fundet af de over 4.000 år gamle rammefragmenter fra Grønland rykker med ét slag den arktiske trommes historie flere tusinde år længere tilbage end hidtil påvist. Sporene af de første arktiske trommer er dog vanskelige at følge mod vest.

Alle eskimoer kom fra Canada

De ældst bevarede trommerester i Canada er fra sen Dorset-kultur og er ca. 1000 år gamle. Det drejer sig om rammer af træ til små, runde trommer, der har været 25-30 cm i diameter.

De er fundet på Bylot Island i det østlige canadiske Arktis. Fra samme tid kender vi fra Igloolikområdet længere mod vest et lille træstykke til forstærkning af en trommeramme.

Men eftersom alle eskimoiske indvandringer til Grønland skete via Canada, er der næppe tvivl om, at trommens historie her går lige så langt tilbage som i Grønland.

Endnu tidligere i Alaska

Problemet er blot, at trægenstande ikke er bevarede på de mange canadiske bopladser fra den såkaldte Pre-Dorset kultur, der er samtidig med Saqqaq-kulturen i Grønland.

Endnu længere mod vest, i Alaska, er de første sikre spor efter trommer noget tidligere end i Canada. De er omkring 2.000 år gamle.

På St. Lawrence Island i Beringstrædet mellem Sibirien og Alaska, er der i permafrosne kulturlag på bopladser fra den ældre Beringshav-kultur fremdraget både håndtag og rammer til trommer.

Ingen svar uden træstykker

Alle de efterfølgende kulturer i Alaska havde også trommer, men ellers er situationen som i Canada: På de ældste bopladser, der i Alaska tilhører den omkring 5.500 år gamle såkaldte Denbigh-kultur, er træsager ikke bevaret.

Dermed kan vi ikke bevise, at trommen var i brug helt tilbage til de første eskimoiske folk. Men med kendskabet til de nye grønlandske fund er det højst sandsynligt.

Vi kommer heller ikke gåden om den arktiske trommes ældste historie nærmere ved at vende os mod Sibirien, hvorfra de første eskimoiske folk indvandrede til den Ny Verden over den landbro til Alaska, istiden havde efterladt sig.

Måske lige så velbevarede fund i fremtiden

Kun redskaber af sten er fundet fra denne periode langs Chukotka-halvøens barske kyster. Men vi kan jo håbe, at fremtidens arkæologiske forskning bringer lige så velbevarede, permafrosne bopladser for dagen i Sibirien, som dem fra Disko Bugten.

Tromme-brudstykket fra Qeqertasussuk er allerede nu udstillet på museet i Qasigiannguit (Christianshåb), og stykket fra Qajaa vil indgå i Grønlands Nationalmuseums nye, permanente udstilling i Nuuk.