Den danske stat var mere kontrollerende og effektiv end de øvrige koloniherrer i Vestindien, når det gælder koppevaccination af slaverne i begyndelsen af 1800-tallet.

Slaverne skulle nemlig leve længe, da man ikke kunne hente nye slaver i Afrika.

Det fortæller historiker og ph.d. i dansk vestindisk historie på Københavns Universitet Niklas Thode Jensen i en ny bog, som er udgivet på baggrund af hans ph.d. afhandling.

»Der er meget få steder i Caribien, hvor vaccinationssystemet mod kopper kom til at virke lige så godt som på St. Croix i Dansk Vestindien. Det særlige ved den danske måde at administrere på var, at der var et meget højt niveau af kontrol. Man havde navne på alle slaver, man vidste, hvor gamle de var, hvem der ejede dem, og hvilken kirke de tilhørte. Den viden brugte man i forsøget på at holde slaverne i live.«

Historikeren har sammenlignet den danske måde at administrere slavernes sundhed på med to andre kolonimagter i Vestindien Storbritannien og Frankrig, som også vedtog forbud mod import af slaver i disse år.Derfor var Storbritannien og Frankrig ligesom Danmark optaget af slavernes sundhedsforhold – ikke af humanistiske grunde, men fordi slavernes arbejdskraft var fundamentet for plantagernes drift.

Sankt Croix’s slaver skulle beskyttes

Problemet for den danske stat og de øvrige kolonimagter var, at der tit døde flere slaver, end der blev født hvert år. Slavebefolkningen på St. Croix skrumpede med omkring én procent om året.

Koloniadministratorer og plantageejere i Dansk Vestindien forsøgte ihærdigt at sænke overdødeligheden ved for eksempel at sørge for at slavekvinder fødte på fødestuer under kontrollerede forhold. Men man gjorde også andet for slavernes sundhed.

Den sprit-nye behandlingsmetode koppevaccinen blev introduceret allerede i januar 1803. Hvad angår koppevaccinen, så var administrationen på St. Croix mere effektiv end i de øvrige kolonimagters besiddelser, siger Niklas Thode Jensen:

»Kopper var en sygdom, som slog mellem 10 og 15 procent af befolkningen ihjel, når en epidemi ramte. Men efter man havde indført vaccinationssystemet på St. Croix, var det under 1 procent, som døde af den.«

Statslig vaccinering værnede mod epidemi

Det var almindelig skik, at skibe med syge sømænd blev holdt i karantæne, før mændene måtte sætte deres fod på land. På det punkt adskilte Dansk Vestindien og havnene på St. Croix sig ikke fra andre kolonier. Men det danske system på land var særligt udbygget:

»Man havde et værn med flere barrierer inden i hinanden. Et kinesisk-æske-princip,« siger historikeren.

Tre fakta gjorde danske system virkningsfuldt:

1. Vaccination var påbudt ved lov
    
2. Registrering af slaver før og efter vaccination
    
3. Én statsansat læge varetog alle vaccinationer af slaver

Der var kun én læge, som havde ansvaret for al vaccination på St. Croix. Han var altid en statsansat dansker og havde titlen landfysicus.

Liste over vaccinerede fra plantagen Herman Hill den 18. oktober 1842. De ikke-vaccinerede slaver er markeret med en stjerne. Listen er underskrevet af landfysicus P.E.W. Schlegel. (Rigsarkivet - DNA, WILA, no. 46.17.33)

På britiske og franske vestindiske øer var det ofte plantagelægerne, som foretog vaccinationen. Også på de danske øer var plantagelægerne ofte briter, men den danske administration stolede ikke på, at disse læger ville tage kravene om dokumentation og rapportering alvorligt. De britiske læger var nemlig ikke vante til, at staten blandede sig i praktiseringen af medicin.

Desuden var lovgivningen om vaccination mindre streng på de vestindiske øer, som ikke var danske. Derfor blev vaccinationen mere tilfældig og mindre dækkende på de britiske og franske øer.

Slaver kunne ikke sælges uden attest

På St. Croix foretog myndighederne en grundig registrering af vaccinationen af borgere og slaver. Et så grundigt vaccinationssystem var et særsyn i 1800tallets Caribien. Metoden havde de med sig fra Danmark.

»Landfysicus noterede, om den enkelte var blevet vaccineret, og om vaccinen havde slået an,« siger historikeren.

Dertil kom, at der var en lovgivning om vaccination, som motiverede plantageejerne til at sørge for, at slaverne blev vaccineret.

Det var nemlig sådan, at man ikke internt på øen kunne sælge en slave uden at have papir på, at slaven var vaccineret.

Kontrol var ikke populært hos plantageejere

Det danske system var altså gennemsyret af regler og kontrol.

Noget som ikke altid var populært hos plantageejerne. De var ofte ikke danske statsborgere men briter, franskmænd eller andre nationaliteter, som forstod sig på sukkerproduktion og plantagedrift.

Mens den danske stat foretrak statslig styring af sundhed og særligt vaccination både i hjemlandet og i kolonierne, så var sundhed i Storbritannien og dets kolonier et privat marked, som blev styret af de frie markedskræfter.

Derfor var det en underliggende trussel i Dansk Vestindien, at de udenlandske plantageejerne kunne finde på at tage deres slaver og rejse væk for at starte virksomhed op i en anden koloni.

»Det var hele tiden et spørgsmål om, hvor meget staten kunne tillade sig at blande sig i, hvad plantageejerne gjorde med deres slaver, som jo var deres private ejendom,« siger Niklas Thode Jensen, som i sin ph.d. afhandling har dykket ned i Rigsarkivets unikke samling af arkivalier fra Dansk Vestindien, hvor der gemmer sig alt fra landfysicus rapporter og vaccinationslister til plantageejernes opgørelser over, hvor meget slaverne skulle have at spise.

Underernæring kostede slaverne livet

Men i forhold til koppevaccinen så var samarbejdet en succes.

De ældre slavebørn fik ofte til opgave at transportere sukkerrør fra marken til møllen. Slavebørnene fik tildelt mad ud fra, hvor meget arbejde, de udførte, hvilket betød, at børnene generelt var underernærede. (Tegning af Frederik von Scholten – bror til Peter von Scholten 1833. Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør)

Alle på St. Croix blev vaccineret og når en koppeepidemi rasede, så mistede kun få livet på St. Croix, mens naboøerne blev langt hårdere ramt, og tusindvis af slaver døde.

Overdødeligheden ændrede koppevaccinen bare ikke ved. Årsagen til, at antallet af slaver på St. Croix skrumpede ind frem til slaveriet blev forbudt i 1848 kan nemlig være, at slavernes børn var underernærede.

Slaverne blev nemlig bespist ud fra en iskold beregning fra plantageejernes side. Dem der arbejdede mest, forbrændte mest og fik derfor mest at spise. Børnene arbejdede mindre og fik mad derefter, og der blev ikke taget hensyn til, at de skulle bruge energi til at vokse og derfor havde de ikke meget at stå imod med, når de blev syge.

Mere viden om fortid som koloniherrer

Historien om sundhedsadministrationen omkring slaverne i Dansk Vestindien fortæller os om, hvordan den danske stat allerede for århundreder siden havde en meget kontrollerende stil i forhold til indbyggernes sundhed – uanset om de var frie borgere eller slaver.

»Vi kender jo også i dag vores stat som en stat, der interesserer sig for vores sundhed, fordi det kan betale sig for den,« siger historikeren.

Han fortæller, at nu hvor danskerne er blevet mere bevidste om, at Danmark rent faktisk har haft kolonier, og at nogle af dem var baseret på slaveri, så er hans undersøgelse med til at udbygge vores viden om, hvordan vi så rent faktisk var som koloniherrer. Det er ikke en solstrålehistorie, men en historie om kampen om magten over slavernes sundhed.

Niklas Thode Jensens bog hedder ‘Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848’ og er udkommet på Museum Tusculanums Forlag.