Aber har lige så stor retfærdighedssans som mennesker

Deler du værdier med de langhalede aber, der piler rundt i træerne i zoologisk haves abehus? Det er der noget, der tyder på.

Et klassisk forsøg viser nemlig, at aber, ligesom os mennesker, reagerer kraftigt, når de bliver behandlet uretfærdigt. Forsøget viser ligefrem, at aber kan have samme oplevelse af uretfærdighed som vi har, siger professor og institutleder for Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen:

»Jeg tror, reaktionerne hos aberne og os mennesker er ret ens. Jeg tror, vi baserer vores moral på nogle nedarvede og automatiske reaktioner på, hvad der er retfærdigt. Først bagefter bruger vi fornuften til at skabe mening i, hvorfor vi har det sådan,« siger han og fortsætter:

»Det, vi kan se i forsøget, er kimen til den retfærdighed, som vi bygger vores moral og sociale udvekslinger på.«

Øverst i artiklen her kan du se videoen med den lille abe, der føler sig uretfærdigt behandlet, fordi dens kammerat får en højere belønning end den selv for et fuldstændig tilsvarende stykke arbejde. Selvom aben nok ikke opfatter det sådan, vil du formentlig finde det ret underholdende!

Uretfærdighed fører til flyvende agurker

I forsøget, som illustreres i videoen, skal to Kapuciner-aber løse en opgave, som de får en belønning for af en forsker. Den første abe får et stykke agurk for at løse opgaven, hvilket den accepterer. Men kun indtil den opdager, at naboaben får vindruer for at løse samme opgave. Vindruer står nemlig i langt højere kurs hos de små aber end et sølle stykke vandet agurk.

Det får den første abe til at bevæge sig hektisk rundt i buret. Et par gange prøver den med hurtige bevægelser at få fat i skålen med druer gennem tremmerne. Et stykke agurk flyver kort efter gennem luften med kurs mod forskeren.

Meget tyder på at aben oplever situationen som uretfærdig, mener Henrik Høgh-Olesen:

»Aben kaster et fødeemne væk, som den tidligere ville være glad for at modtage. Det her er deres svar på ’lige løn for lige arbejde’. Hvordan kan man ellers forklare, den bruger et fødeemne som kasteskyts?« spørger han retorisk.

Moral er en mavefornemmelse

At vi mennesker deler oplevelsen af retfærdighed med primitive aber kan måske være en provokerende tanke - mange tænker nok, at vores moral formes af fornuft og opdragelse. Men det er ikke kun tilfældet, mener Henrik Høgh-Olesen:

»Moral baserer sig ofte på alt andet end højere fornuft. Det er en mavefornemmelse, der vækkes af tudsegamle områder i pattedyrshjernen«, siger han og fortsætter:

»Det er noget ureflekteret. En refleks. Noget som vælder op i os. Lidt som et stød i mellemgulvet, der får os til at tænke ’det kan da ikke være rigtigt,’« siger Henrik Høgh-Olesen.

Moral og uretfærdighed er derfor nogle gange mere i familie med urfølelser som angst og vrede end sund fornuft.

Følelsen af uretfærdighed er ældre end menneskeracen

Men hvorfor har mennesker og aber denne stærke retfærdighedssans, og hvor stammer den egentlig fra? For at finde ud af det, skal vi rejse omkring 30- 35 millioner år tilbage i tiden, fortæller Henrik Høgh-Olesen. På det tidspunkt havde menneskets veje nemlig endnu ikke adskilt sig fra de lavere abers udviklingslinje.

Dengang levede vores stamfædre også i sociale grupper, og vores moral stammer fra de måder, fortidsaber delte goder og tjenester på, siger Henrik Høgh-Olesen:

»Vi trækker på nogle forhistoriske programmer i hjernen, som stammer fra vores forfædres sociale udvekslinger. Det har åbenbart kunnet betale sig at udvikle de her principper,« siger han.

Regler som at dele ligeligt, at give noget tilbage til gruppen og ikke at slå ihjel kan have været vigtige for samarbejdet og harmonien blandt de første aber. Og dermed også for overlevelsen.

Vi kan noget, aber ikke kan

Aber og mennesker deler altså fælles moralske principper, som formentlig går meget langt tilbage i vores evolutionære udvikling. Men der er også forskelle. Mennesket kan nemlig træffe valg baseret på højere fornuft. Det viser forsøg med hjernescanninger, hvor mennesker skal løse moralske dilemmaer, forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Her kommer et eksempel:

En løbsk jernbanevogn vil ramme fem uskyldige mennesker. Hvis du trykker på en knap, vil den skifte spor og i stedet ramme en enkelt uskyldig person. Hvad vil du gøre? De fleste vil trykke på knappen.

Men svaret ændrer sig radikalt, hvis man i stedet skal skubbe en uskyldig ud på skinnerne for at stoppe toget. Så svarer de fleste prompte, at de ikke vil gøre det, selvom princippet er det samme. Og de kan ikke forklare hvorfor, siger Henrik Høgh-Olesen:

»Når man spørger dem, hvorfor de ikke vil gøre det, har de fleste svært ved at svare, og hjernescanninger viser, at det er et område omkring den ældre pattedyrshjerne, der er aktivt. Nemlig Precuneus området« fortæller han.

Men der er også nogle få, der vil skubbe personen ud foran togvognen. De bruger længere tid om at træffe beslutningen, og bruger i stedet områder i hjernens frontallapper. Det er en vigtig forskel, forklarer Henrik Høegh-Olesen:

»Vi mennesker er i stand til at ’overrule’ de basale programmer med et højere hjerneprogram. Det tager længere tid, men denne form for moral er formentlig enestående for mennesker.«