Nogle mennesker tror meget på den gavnlige effekt af vitaminpiller. Sådan er det også for rygere.
Men de rygere, som har tiltro til vitaminpillerne, er mere tilbøjelige til at ryge endnu mere. Det skyldes, at de opfatter vitaminpillerne som en slags sundhedsforspring.
De viser to forsøg med rygere i et studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Addiction.
I begge forsøg fik halvdelen af forsøgspersonerne at vide, de piller, de fik, var vitamintilskud, mens resten godt vidste, at de fik placebo. I virkeligheden fik alle sukkerpiller.
De rygere, som troede, at de fik vitaminer, reagerede ved at udligne den potentielt vundne sundhed ved at ryge flere cigaretter end kontrolgruppen.
Vitaminer gav en følelse af usårlighed
Ifølge studiet gav troen på en beskyttende effekt af vitaminer forsøgsdeltagerne en øget følelse af usårlighed.
Motivationen til at holde op med at ryge bliver på den måde undergravet, fordi rygerne følte, at de kunne tillade sig at være usunde, netop på grund af vitaminerne.
»Rygere, som tager kosttilskud, kan narre sig selv til at tro, at de er beskyttet mod kræft og andre sygdomme,« siger forsøgslederen og forskeren Wen-Bin Chiou i en pressemeddelelse.
»Ved at minde dem om, at multivitaminer ikke forebygger kræft, kan vi måske hjælpe de rygere, som går op i sundhed, til at begrænse mængden af cigaretter eller opmuntre dem til at holde helt op,« siger Wen-Bin Chiou.
De største vitaminentusiaster røg mest
I det ene af studiets to forsøg fik samtlige deltagere (74 hverdagsrygere) placebo, men halvdelen fik at vide, at de fik C-vitamin-tilskud.
Derefter gennemførte alle en timelang spørgeskemaundersøgelse, hvor man gerne måtte ryge. De, der troede, at de fik vitaminpiller, røg næsten dobbelt så mange cigaretter som kontrolgruppen.
I det andet eksperiment, som havde 80 deltagere, var princippet det samme, blot med multivitaminer i stedet for C-vitamin. Også her røg vitamingruppen mere.
Eksperimentet viste også, at de deltagere med mest tiltro til vitaminpillernes gavnlige virkning, var dem, der røg mest under forsøget.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm