»Du er ikke dig selv, når du er sulten«.
Sådan lyder en kendt Snickers-reklame, der for mange præsenterer en genkendelig situation: lunten er kort, fordi blodsukkeret er lavt.
Det viser sig nu, Snickers’ reklamefolk tilsyneladende har fat i den lange ende.
Et nyt videnskabeligt studie peger nemlig på, at følelsen af sult er stærkt koblet til øget vrede og irritabilitet. Med andre ord kan man altså godt være ‘hangry’ - nu også i videnskabens øjne.
Det skriver Anglia Ruskin University i en nyhed.
Studiet er lavet på baggrund af svar fra 64 voksne over en periode på 21 dage. Deltagerne skulle svare på spørgsmål om deres sult-niveau og følelsesmæssige tilstand fem gange dagligt.
Forskerne fandt frem til, at sult kunne kobles til 37 procent af tilfældene af irritabilitet, 34 procent af vrede og 38 procent af (formindsket) nydelse.
Ifølge professor i socialpsykologi ved Anglia Ruskin University og hovedforfatter til studiet, Viren Svami, er det godt, at følelsen af at være ‘hangry’ nu er kommet på det videnskabelige landkort.
»Forskning tyder på, at det at kunne sætte et mærkat på en følelse hjælper folk til at styre den følelse. Derfor kan øget bevidsthed om at være ‘hangry’ reducere sandsynligheden for, at sult resulterer i negative følelser og adfærd.«
På den måde har en reklame for en chokoladebar faktisk været med til at gøre verden til et mindre surt sted. Så har man også set det med.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Emotion.