En undersøgelse publiceret i Journal of Consumer Research viser, at folk lader sig snyde, når en stor portion kaldes “lille”, men at man er mere skeptisk, hvis en lille portion kaldes for stor.
Forskerne lavede fem forskellige eksperimenter, der alle leder mod samme konklusion.
»En af konsekvenserne er, at forbrugerne kan blive ved med at spise store portioner, der er mærket som små, uden at føle, at de har spist for meget.«
»Dette kan føre til utilsigtet og uinformeret overspisning, som i høj grad kan lede til betydelige sundhedsmæssige problemer,« skriver forfatterne af artiklen.
Distraktion giver dårlig dømmekraft
Effekten af størrelsesbetegnelsen var størst i de situationer, hvor forbrugeren ikke havde særligt lang tid til at tænke over deres valg eller bekymre sig om næringsindhold.
Det blev vist i et eksperiment, hvor deltagerne blev bedt om at huske en liste med navne og telefonnumre, samtidigt med, at de skulle vælge mellem forskellige sandwich, der var markeret med forskellige størrelser.
»Distraktionen var et forsøg på at efterligne en hverdagssituation, hvor man vil have travlt med at tænke på andre ting end kalorier og kulhydrater,« skriver forskerne.
Forskerne foreslår, at myndighederne nøje bør overvåge, hvordan portioner mærkes. De mener også, at de, der driver fastfoodrestauranter skal sørge for, at de ikke fejlmarkerer maden.
»Det er uheldigt at bruge en portionsmærkning, der beskriver en anden størrelse end dén, produktet rent faktisk har. Det kan have negative konsekvenser for en virksomhed, hvis markeringen opfattes som overlagt af deres besøgende, medier eller myndigheder,« skriver de.
Fra Forskning.no oversat af Mette Damsgaard