Verdens største frø bygger sine egne 'svømmepøle' med tunge sten
Goliath frø kæmpe dyr

Goliath-frøen er verdens største frø. Den kan veje 3,2 kg og bor i Cameroun og Ækvatorialguinea. (Foto: Mark-Oliver Rödel)

Goliath-frøen er verdens største frø. Den kan veje 3,2 kg og bor i Cameroun og Ækvatorialguinea. (Foto: Mark-Oliver Rödel)

Kilde: 
12 august 2019

 Verdens største frø, Goliath-frøen, har hidtil været lidt af et mysterium. Men takket være et nyt studie ved vi nu, at de er dedikerede, opmærksomme og brølstærke forældre.

Goliath frøen er en truet art, fordi den bliver jagtet for sit kød.

Derfor ville Mark-Oliver Rödel, projektleder ved Naturhistorisk Museum i Berlin, og hans team starte et program op for at opdrætte frøerne i fangenskab. Men da de ikke vidste, hvordan frøerne reproducerer, spurgte de sig til råds hos de camerounske frøjægere, skriver New Scientist.

Lidt om Goliath frøen
  • Latinsk navn: Conraua goliath
  • Kan blive 34 cm lang
  • Kan veje 3,2 kg
  • Kan hoppe 5 meter
  • Findes kun i Cameroun og Ækvatorialguinea, hvor de bor nær vandløb.

Frøjægerne fortalte, at Goliath-frøerne bygger damme af sten og bevogter dem hele natten.

»Det lød fascinerende og var fuldstændig uventet,« fortæller Rödel til New Scientist.

Rödels team udforskede derfor Mpoula-floden i Cameroun, hvor de observerede, hvor frøerne fik unger. Disse reder bestod af små 'svømmepøle' i vandløbene, hvor haletudserne kunne være beskyttet fra nedbør og de sommetider voldsomme strømme. Nogle af svømmepølene var naturligt forekommende, mens andre var blevet bygget.

goliath frø rede

Her ses en Goliath-frøens rede med friske æg. Æggene bliver til en grå masse efter 1-2 dage, derfor er det svært at skelne dem fra jorden. Denne rede er naturligt forekommet, hvor frøene har flyttet sand og blade ud i en cirkel. (foto: Mark-Oliver Rödel)

Frøerne havde konstrueret runde dæmninger ud af sten, der vejede op til 2 kg. Altså to tredjedele af frøens vægt!

Ud over deres utrolige styrke, observerede Rödels gruppe, at frøerne også er utroligt opmærksomme forældre. Ud over at de voksne frøer holder vagt over deres unger hele natten, så holder de deres reder rene ved at fjerne blade og andre småting, også selvom de ting kunne være føde for frøerne. 

Rödel formoder, at frøerne holder rederne rene for at få bedre udsyn til at bevogte haletudserne. Der er nemlig rovdyr i vandløbene, såsom rejer og fisk, der kan finde på at spise haletudser.

»Det, at vi først nu opdager den her type adfærd, viser, hvor lidt ved vi omkring nogle af de mest spektakulære skabninger på vores planet,« udtaler Rödel i en pressemeddelelse.

Den nye opdagelse er beskrevet i en videnskabelig artikel udgivet i tidsskriftet Journal of Natural History.

LÆS OGSÅ: Goliat-edderkop fundet i Sydamerikas jungle

LÆS OGSÅ: Hvorfor får nogle dyr giga-størrelse?

ski

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.