Svensk studie anslår: Karantænen på cruiseskibet Diamond Princess betød, at flere blev smittet
diamond princess japan karantæne coronavirus covid19

Da man besluttede at sætte cruiseskibet Diamond Princess i karantæne fremfor at evakuere, øgede man samtidig den matematiske sandsynlighed for, at flere blev smittede med den nye corona-virus, ifølge en svensk forsker. (Foto: Shutterstock). 

Da man besluttede at sætte cruiseskibet Diamond Princess i karantæne fremfor at evakuere, øgede man samtidig den matematiske sandsynlighed for, at flere blev smittede med den nye corona-virus, ifølge en svensk forsker. (Foto: Shutterstock). 

Kilde: 
16 marts 2020

Du husker måske historien om cruise-skibet Diamond Princess, hvor hele besætningen og alle passagerer blev sat i karantæne udfor Japans kyst, efter man fandt ét smittetilfælde af coronavirus.

Da de 2 ugers karantæne var ophørt, var 619 mennesker smittet ud af de 3.700 ombord.

Syv døde.

Svenske forskere har nu undersøgt, hvorfor man så en smittehastighed på cruiseskibet, der var fire gange større end den, man kunne registrere i Kina, hvor udbruddet først startede.

Forskningen er beskrevet i et accepteret manuskript i det videnskabelige tidsskrift Journal of Travel Medicine, men ikke peer reviewed endnu.

I studiet finder forskerne, at hvis passagererne var blevet evakueret og sat i karantæne på land, ville langt færre være blevet smittet. Det skriver Forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Det har sandsynligvis noget at gøre med, hvor tæt man omgås på et skib, fortæller Joachim Rocklöv, professor i epidemiologi ved Umeå Universitet, i en pressemeddelelse.

»Karantæne på en båd kan være problematisk, fordi du fortsat er på et begrænset sted, og at det er sandsynligt, du vil have kontakt med andre på båden,« skriver han i en email til forskning.no.

Det mest effektive er at have små eller individuelle grupper i karantæne, mener forskeren.

Dette havde været muligt, hvis man havde evakueret båden. I så fald ville man formentlig kun have set omkring 70 smittede, siger Rocklöv til forskning.no.

Forskerne har brugt matematiske modeller til at udregne sandsynligheden for at blive smittet under forskellige omstændigheder. 

Modellerne viser dog også, at hvis mandskabet ikke havde taget de forholdsregler, som de tog ombord på Diamond Princess - eksempelvis ved at isolere de smittemistænkte - ville yderligere 2.300 være blevet smittet med virussen, skriver forskning.no. 

Det ville altså have betydet, at der i stedet for 17 procent smittede ville have være 79 procent smittede.

Så selvom forskerne mener, at det kunne være gået bedre på Diamond Princess, kunne det altså også være gået meget værre, skriver forskning.no. 

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.