Lad os bare konstatere det først som sidst: Julemaden er ikke sund!
Men det er jo heller ikke det vigtigste ved maratonmåltiderne, som bliver fortæret rundt om i landet de næste par uger.
Alligevel ville det ikke skade, hvis hjertet klarede sig sådan nogenlunde godt - også på denne tid af året.
Et par nye studier giver håb.
Det viser sig nemlig, at et glas rødvin til maden begrænser den effekt, som rødt kød har på det dårlige kolesterol i kroppen.
Desuden har grøntsager i Brassica-slægten, som rosenkål og rødkål, også en god effekt på stoffet, som ellers ville stoppe dine blodårer til.
Fællesnævneren er polyfenoler, og resultatet er en sundere julemiddag.
Rød vin bekæmper rødt kød
\ Fakta
Rødt kød er en fællesbetegnelse for kød fra dyr, hvis kød er rødt i sin rå form. Det gælder kød fra de firbenede dyr - ko, kalv, gris, får og lam. Fjerkræ og fisk har hvidt kød.
Rødt kød giver dig mere af det dårlige kolesterol, LDL-kolesterol, som havner i de røde blodceller og kan tilstoppe dine blodårer. Rødvin har på sin side vist sig at hindre ophobningen af kolesterol i blodet.
Derfor testede israelske forskere, hvordan kolesterolniveauerne ændrede sig for folk, som henholdsvis spiste koteletter med rødvin til og koteletter uden rødvin til.
Efter én dag på koteletdiæt uden vin steg mængden af LDL-kolesterolet i blodet hos deltagerne med 27 procent. Efter fire dage var niveauerne næsten fordoblet.
Men: Med rødvinen blev hele den effekt annulleret – forskerne registrerede ingen stigning i kolesterolniveauet.
De mener, det skyldes, at polyfenoler – et stof i rødvinen som indeholder antioxidanten resveratrol – hindrer, at LDL bliver optaget i blodet. Kolesterolet ender i afføringen frem for i dine blodårer.
Det er definitivt en god nyhed for nordmænd. Ifølge Folkehelseinstituttet (den norske Sundhedsstyrelse, red.) har omtrent 7 ud af 10 af os for højt kolesterol (norsk link).
Og grøntsagerne bidrager også
Men at spise en ren kotelet – eller noget ribbenssteg – med et glas vin ved siden af er ikke meget som et måltid.

Maden bliver bedre med tilbehør.
Hvis du forsat er bekymret for dine blodfedtniveauer, anbefaler andre forskere to typiske julegrøntsager.
Rosenkål er måske en smag de fleste lige skal vænne sig til, men det er bare at begynde først som sidst. For både den lille grønne kåltype og rødkålen indeholder polyfenoler.
I en forsøgsskål i laboratoriet hindrede ekstrakt fra rosenkål og rødkål optag af kolesterol i røde blodlegemer.
Ifølge forskerne ser det ganske simpelt ud til, at polyfenoler gør blodcellemembranen mere modstandsdygtig mod kolesterolet.
Dette er altså ikke testet på mennesker i et ægte middagssituation, men der er ingen grund til at tro, at du har noget at tabe ved at skovle masser af grøntsager på tallerknen, når fadet når hen til dig.
Om polyfenoler er lige så effektive i surkålsversionen af rødkål, som de fleste spiser til jul, siger forskerne imidlertid ikke noget om.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
\ Kilder
- S. Gorelik m.fl. (2012) A rational approach to prevent postprandial modification of LDL by dietary polyphenols. Journal of Functional Foods, publiceret på internettet 30. oktober 2012. doi.org/10.1016/j.jff.2012.09.008
- P. Duchnowicz m.fl. (2012) Effect of polyphenols extracts from Brassica vegetables on erythrocyte membranes (in vitro study).Environmental Toxicology and Pharmacology, vol. 34, nr. 3, side 783-790. doi.org/10.1016/j.etap.2012.09.008

































