Overforbrug af paracetamol kan være dødeligt
Hvis du jævnligt er lidt for lemfældig med doseringen af paracetamol, kan du risikere at få alvorlige skader.

Hvis du spiser lidt for meget paracetamol over en lang periode, kan det slå dig ihjel. Faktisk er risikoen større, end hvis du 'bare' tager en stor dosis på én gang, viser ny forskning. (Foto: Colourbox)

Hvis du spiser lidt for meget paracetamol over en lang periode, kan det slå dig ihjel. Faktisk er risikoen større, end hvis du 'bare' tager en stor dosis på én gang, viser ny forskning. (Foto: Colourbox)

Et længevarende overforbrug af paracetamol kan være dødsensfarligt.

Det viser et nyt, skotsk studie, som har set på skotske patienter med paracetamolskader på leveren.

»Disse patienter har ikke taget en massiv dosis i et enkeltstående tilfælde, ligesom nogle mennesker gør ved selvmordsforsøg, men over tid kan skaden udvikle sig, og effekten kan blive fatal,« siger læge Kenneth Simpson.

Han arbejder ved University of Edinburgh, samt Scottish Liver Transplant Unit.

Her analyserede han og kollegerne oplysninger om 663 patienter, som var blevet indlagt mellem 1992 og 2008 på Royal Informary of Edinburgh med paracetamolskader på leveren.

161 af disse patienter havde taget en form for gradvis overdosis, almindeligvis efter at have brugt stoffet mod normale lidelser som mavesmerter, muskelsmerter, hovedpine og tandpine.

En del af problemet kan blandt andet have været tanker som 'hvis to tabletter er godt, er fire tabletter sikkert endnu bedre', mener Simpson.

Landtidsoverforbrug mere skadeligt end en engangsoverdosis

»Ved indlæggelsen havde disse patienter blandt andet oftere leverproblemer, behov for nyredialyse eller hjælp til at trække vejret end patienter, som havde taget en stor engangsoverdosis,« siger Kenneth Simpson.

»De havde også større risiko for at dø end dem, som havde taget en enkelt stor dosis,« siger han i en pressemeddelelse.

Paracetamol har siden 2005 stået bag hver fjerde potentielt alvorlige selvforskyldte forgiftning med lægemidler, og det var årsag til 35 dødsfald i Norge mellem 2003 og 2008.

Den anbefalede dosis Paracetamol for en voksen er en til to tabletter op til tre gange dagligt.

Det svarer til 3000 milligram, eller tre gram paracetamol dagligt. Paracetamol findes blandt andet i Panodil, Paracet, Pinex og Paralgin Forte.

Simpson kan ikke sige nøjagtigt, hvor grænsen går, før man indtager så meget, at det kan give en oparbejdet overdosis.

Disse patienter har ikke taget en massiv dosis i et enkeltstående tilfælde, ligesom nogle mennesker gør ved selvmordsforsøg, men over tid kan skaden udvikle sig, og effekten kan blive fatal

Kenneth Simpson, University of Edinburgh

Han skriver imidlertid i en email til forskning.no, at han og kollegerne kunne se, at personer med en daglig dosis på ti gram, hvilket svarer til 20 Paracet-tabletter, kunne oparbejde en potentielt meget farlig overdosis.

»Vi har sjældent set doser så lave som fire gram per dag give betydelige leverskader,« siger Simpson. Han tilføjer dog, at der også er individuelle forskelle.

Visse tilstande som for eksempel underernæring eller alkoholmisbrug kan nemlig gøre dig mere sårbar over for paracetamol-skabte leverskader.

Sværere at fange en gradvis overdosis

Til forskel fra personer, som bliver indlagt efter at have taget en meget stor dosis paracetamol, er de personer med en gradvist oparbejdet overdosis ikke så nemme at opfange.

De patienter, som tager lidt for meget paracetamol over længere tid, tager gerne på hospitalet med følelsen af at være dårlige. Ikke fordi de melder om at have taget en overdosis.

Når en patient har fået en engangsoverdosis, kan en blodprøve give lægen tydelige svar.

Paracetamolniveauet i blodet er imidlertid ikke et godt mål for, hvilken behandling de personer med en gradvis overdosis skal have, mener Simpson.

Disse patienter kan nemlig have lave værdier af paracetamol, men alligevel være i risikozonen for leverskader.

Både den gradvise overdosis og det, at behandlingen bliver sat i gang for sent, er faktorer, som øger risikoen for et negativt udfald af en paracetamol-overdosis, lyder det i studiet, som er publiceret i tidsskriftet British Journal of Clinical Pharmacology.

Skal ikke behandle smerterne selv

»Resultaterne af denne undersøgelse understreger vores budskab, når det gælder brugen af paracetamol,« siger Steinar Madsen, der er medicinsk fagdirektør i den norske lægemiddelstyrelse til NRK.no.

»Det er vigtigt, at man læser vejledningen og følger rådene deri, især med henblik på dosering,« siger han.

»Man skal heller ikke behandle smerter selv over længere tid, men i stedet gå til lægen og blive undersøgt og få nogle råd til en behandling,« siger han.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.