Myten om, at du skal drikke en halv liter mælk om dagen, skyldes, at mælk indeholder kalk, som er vigtig for vores knogler.
\ Mytedrab på ForskerZonen
Bogen ‘100 myter om fordøjelse og kost’ er skrevet af Sofie Ingdam Halkjær og Andreas Munk Petersen og udgivet på FADL’s forlag.
Vi udgiver seks mytedrab fra bogen. Se de øvrige mytedrab her.
Og derfor har vi i mange år haft den opfattelse, at mælk er den eneste kilde til at få dækket vores kalkbehov.
Tilmed har vi i vores lille land mange køer gående, så hvorfor ikke bare få vores kalkbehov dækket gennem koens mælk?
En ko er ret så smart. Den kan spise og omsætte græs, som vi mennesker ikke kan bruge til føde, og ud af dens yver kommer mælk. Det har vi i Danmark haft stor gavn af i mange tusinde år – så længe har mennesket faktisk levet sammen med disse værdifulde skabninger.
\ Læs mere
Deres mælk og kød har holdt os i live, deres kræfter hjulpet os i landbruget, og deres skind har holdt os varme.
Køer burde derfor få overrakt en medalje, men indenfor de seneste år er stemningen vendt. Den hvide drik er blevet heftigt udskældt. Blandt andet er der nogle, der påstår, at vi mennesker ikke skal indtage laktose (mælkesukker), da vores krop ikke er bygget til at nedbryde det.
Men faktisk har vi her i Norden haft mælk på menuen siden stenalderen, og derfor er vores tarme gennem genetisk mutation udviklet til at kunne fordøje og forbrænde mad, der indeholder mælk (gik du glip af de andre mytedrab fra ‘100 myter om fordøjelse og kost’? Så læs med her).
Mælkeprodukter er ikke skadelige at indtage
For kort tid siden kiggede en gruppe danske forskere på al videnskabelig forskning omkring mælk og mælkeprodukters sundhed for at vurdere, om det var godt eller skidt for vores helbred. Og de kom frem til, at al mælk og alle mælkeprodukter i hvert fald ikke er skadeligt at indtage.
Tværtimod kan disse produkter være med til at nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme, slagtilfælde og kræft – bare for at give nogle eksempler.
For at bibeholde sunde og stærke knogler er det vigtigt at indtage de nødvendige næringsstoffer, som knoglerne har behov for. Og lige så vigtigt er det at belaste dem for at styrke dem. Sker det ikke, vil knoglerne blive svage, og de kan lettere brække. Kalk hedder også calcium og er det mineral, der findes allermest af i kroppen.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
En rask voksen person indeholder omkring et kilo calcium, hvoraf langt det meste findes i knoglerne. Resten indgår i vigtige funktioner i de øvrige dele af kroppen. Den største del af danskernes daglige calciumindtag bliver indtaget via mejeriprodukter som mælk og ost.
Men der findes også calcium i grove grøntsager som broccoli, bønner, fuldkornsprodukter, nødder og små fede fisk, der spises hele med ben, som sardiner.
For at kroppen kan optage calcium, er det vigtigt også at spise D-vitamin. Indtager man calcium uden D-vitamin, får man ikke så meget ud af det. Kalk optages nemlig dårligt fra tarmen, når der mangler D-vitamin.
Mange myter er som bekendt sejlivede, og det er lige netop derfor, vi skriver den bog, denne artikel er lavet på baggrund af. Det gælder også denne myte.
Så du kan derfor trygt drikke dit daglige glas iskolde mælk eller vælge at få dækket dit daglige kalkbehov gennem broccoli eller andre fødevarer, hvis mælk ikke lige er din favoritdrik.
Læs flere mytedrab fra ‘100 myter om fordøjelse og kost’ her.