Alderdom er en uundgåelig tilstand, og til alderdom hører en naturlig degenerering af kroppen og en større risiko for bestemte sygdomme. Derfor vil de fleste helst udskyde alderdommen længst muligt.
Vi ved allerede, at det er muligt at udskyde den ved at leve et sundt liv, men tænk sig, hvis man kunne opnå en lignende effekt ved hjælp af et skud livsforlængende medicin?
Det spørgsmål har optaget forskere i de seneste år, og det ser ud til, at man har fundet et stof, som har den ønskede effekt. Rapamycin, som er produceret af bakterien ’streptomyces hygroscopius’, er i øjeblikket i centrum for forskning i livsforlængelse, og flere forsøg har vist, at det kan forlænge levetiden for eksempelvis mus og hvirvelløse dyr.
Lang vej før man tester på mennesker
Vi kommer tilbage til, hvordan stoffet virker, men et af de første spørgsmål, der melder sig, er unægteligt, om det mon virker på mennesker.
»Man har ikke testet, om rapamycin har samme effekt på mennesker, men på baggrund af de forsøg, der er udført på dyr, kan vi have en formodning om, at det virker,« siger Ole Vang, der er lektor i molekylærbiologi ved Roskilde Universitet og medforfatter til en oversigtsartikel om rapamycins virkning på hvirvelløse dyr, som netop er udgivet i tidsskriftet ’Mechanisms of Ageing and Development’.
\ Fakta
Rapamycin blev opdaget af den canadiske forsker Suren Sehgal i 1972. Han var i færd med at undersøge en jordprøve fra Påskeøen i Stillehavet, da han fandt et bakterie, ’streptomyces hygroscopius’, som havde en svampedræbende virkning. Han destillerede bakterien og gav stoffet navnet rapamycin efter Påskeøens lokale navn ’Rapa Nui’. Over de næste mange år undersøgte Suren Sehgal stoffet, og i 1980’erne fandt han ud af, at det havde evnen til at stoppe immunforsvaret. I 1999 blev rapamycin godkendt af den amerikanske lægemiddelforvaltning (FDA) til brug ved organtransplantationer. Inden for de sidste cirka 10 år har man eksperimenteret med stoffets livsforlængende egenskaber, dog indtil videre kun på forsøgsdyr.
Der er dog lang vej endnu, før man overhovedet kan begynde at teste rapamycin på mennesker. Hidtil er der kun gennemført forsøg med dyr, som genetisk befinder sig langt fra mennesker.
»Vi skal først være helt sikre på, hvordan og under hvilke omstændigheder rapamycin har den livsforlængende effekt. Derefter kan vi kravle op ad stigen og til sidst ende med at gennemføre den samme manøvre i menneskelige celler,« siger Ole Vang, der ikke vil spå om, hvornår forskningen når så langt.
»Vi ser på det igen om ti år,« siger han.
Bruges allerede ved organtransplantationer
Rapamycin er ikke et ukendt stof i lægeverdenen. Faktisk bruger man det allerede på mennesker, men i en noget anden funktion end den livsforlængende. Det sker ved organtransplantationer, hvor store doser rapamycin bruges til at lukke ned for immunforsvaret for at sikre, at det ikke frastøder det fremmede organ.
Det kan virke paradoksalt, at et stof som kan stoppe immunforsvaret, samtidig kan virke livsforlængende, og det er først for nylig, at man har gjort den opdagelse.
Et af de første eksempler på rapamycins livsforlængende effekt kom i 2006, hvor forskere brugte stoffet på gær. Senere studier byggede videre på forsøgene, og i 2009 udkom et studie, som for første gang kunne påvise rapamycins livsforlængende effekter på mus.
TOR: Et protein, der afgør cellers aldring
Når der eksperimenteres med rapamycin på smådyr, er det selvsagt med meget mindre doser. For at forklare, hvordan rapamycin påvirker levetiden i disse simple dyr, er det nødvendigt at introducere et begreb: TOR.
TOR står for 'Target Of Rapamycin' og har fået navn efter sit samspil med rapamycin. TOR er et protein, som eksisterer i både dyr og mennesker. I mennesker kaldes det mTOR, hvor m står for 'mammalian' (engelsk for 'pattedyr', red.).
TOR spiller en afgørende rolle i organismers aldring. Proteinets aktivitet afgør, hvor hurtigt celler ældes - jo større aktivitet i proteinet, jo hurtigere aldring. Det er her, rapamycin bliver interessant, for når det introduceres i forsøgsdyrene, hæmmer det TOR-aktiviteten og dermed aldringen.
TOR-proteinet er også en central del af forklaringen på, hvorfor man i første omgang fik idéen til at undersøge rapamycins livsforlængende effekt. Tidligere studier har beskæftiget sig med at reducere kalorieindtaget hos dyr og fundet, at det sænkede proteinets aktivitetsniveau og øgede levetiden. Da man så, at rapamycin havde en lignende effekt på TOR-proteinet, fik man idéen til at lave livsforlængelsesforsøg med rapamycin - først på gær og senere på smådyr.
Danske eksperimenter med vandlopper
På Roskilde Universitet har Ole Vang, sammen med professor Benni Winding Hansen og specialestuderende Cihan Süleyman Erdogan, eksperimenteret med vandlopper. Det er meget små, hvirvelløse dyr, som lever i havvand.
»Vandlopperne har en kort levetid – omkring 12-25 dage, hvilket gør dem velegnede til aldringsforsøg. Vi har hidtil udført to forsøg, som dog har haft meget forskellige udfald,« siger Ole Vang.
Det første forsøg viste ingen livsforlængende effekt af rapamycin. Faktisk var vandloppernes levetid reduceret med 8 procent. Det andet forsøg resulterede til gengæld i en gennemsnitlig forøgelse af levetiden på 66 procent.
»Det hænger sammen med, at vi blev bedre til at udføre eksperimentet. Ved første forsøg døde rigtig mange af vandlopperne unaturligt, når vi skulle håndtere dem,« forklarer Ole Vang.
Ved begge forsøg blev brugt 100 vandlopper. 50 blev fodret med almindelig plankton, mens de resterende 50 blev fodret med rapamycin-behandlet plankton. Fodringen foregik hver fjerde-femte dag, og i samme ombæring talte man, hvor mange der stadig var i live. Vandlopperne blev opbevaret enkeltvis i små beholdere, så det var muligt at holde styr på dem.
Forlængede menneskeliv er drivkræften bag vandloppeforsøg
Ole Vang håber på at kunne gentage forsøget for med sikkerhed at kunne påvise rapamycins effekt på vandloppers levetid, men hvis det viser sig at holde stik, vil det underbygge tidligere forskning, som har vist forøget levetid hos blandt andet mus, bananfluer og den lille orm ’Caenorhabditis elegans’. Ole Vang har sammen med kollegaer søgt om økonomisk støtte til et ph.d.-projekt, der vil undersøge rapamycins effekt i vandlopper.
Selvom forsøgene med rapamycin stadig kun foretages på små, simple organismer, er det svært ikke at vende tilbage til tanken om, om det kan have samme effekt på mennesker. Men vi må klappe hesten, insisterer Ole Vang:
»På lang sigt kan det godt være, at mennesker kan få den livsforlængende gavn af rapamycin, men vi må først og fremmest blive meget klogere på, hvordan det fungerer. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at det er en af en drivkræfterne bag de forsøg, vi gennemfører.«
Vi skal passe meget på
Kaare Christensen er professor i epidemiologi ved Syddansk Universitet og leder af Dansk Center for Aldringsforskning. Hvad mener han om rapamycin-forskningen?
»Det er spændende, og det ser lovende ud. Det er bestemt et område, vi holder et vågent øje med, og jo flere bekræftende forsøg, der kommer, desto bedre,« siger Kaare Christensen, der dog er varsom med at spekulere i rapamycins effekt på mennesker:
»Man kan ikke direkte overføre resultaterne til mennesker, men de er med til at give en idé om, hvordan vi kan undersøge fænomenet. De guider os på vej. Men forsøg med mennesker er naturligvis forbundet med en anden påpasselighed, så vi skal vide meget mere om rapamycin og de mekanismer, den påvirker, før vi overhovedet kan overveje at bruge det forebyggende på mennesker.«
Ole Vang er enig og påpeger, at det er vigtigt at være langt bedre klædt på, før mennesketest kan komme på tale.
»Det faktum, at rapamycin er i stand til at stoppe immunforsvaret, understreger, at vi skal passe meget på. Det er derfor vigtigt, at vi fortsætter forsøgene og bliver klogere på, hvordan vi sikrer de positive virkninger og fjerner de negative,« siger Ole Vang.
