Mikrodoser af LSD eller svampe - placebo er måske lige så effektivt, ifølge nyt studie
LSD mikrodoser svampe placeboeffekt

Mange, som mikrodoserer, oplever måske blot placeboeffekten: at troen på, at noget virker, får det til at virke. (Billede: Szigeti et al./eLife 2021/CC BY 4.0)

Mange, som mikrodoserer, oplever måske blot placeboeffekten: at troen på, at noget virker, får det til at virke. (Billede: Szigeti et al./eLife 2021/CC BY 4.0)

Kilde: 
05 marts 2021

Det er trendy visse steder at mikrodosere stoffer som LSD for at gavne humøret, helbredet og kreativiteten.

Ifølge et nyt studie tyder det dog på, at effekterne er lidt opreklamerede, da placebopiller uden psykoaktive stoffer lader til at være lige så effektive.

Det skriver Live Science.

Studiet fulgte 191 personer over 4 uger, hvor de skulle mikrodosere med piller, som enten indeholdt psykoaktive stoffer som LSD eller placebostoffer uden effekt. 

Studiet var særligt unikt, fordi deltagerne alle mikrodoserede på forhånd og fik deres stoffer illegalt og derfor selv,  efter retningslinjer fra forskerne, skulle administrere og blande pillerne med de ægte stoffer med placebopillerne i forskellige umærkede konvolutter.

  • Én tredjedel tog udelukkende placebopiller i fire uger.
  • En anden tredjedel tog kun rigtige mikrodoser.
  • Sidste tredjedel tog begge dele, hvor de skiftede fra uge til uge

Under forløbet skulle deltagerne også udfylde online spørgeskemaer for at få bedømt deres mentale helbred og kognition, skriver Live Science.

Her så forskerne, at personerne, som mikrodoserede ægte stoffer, hurtigt meldte ud, at de følte sig i bedre humør, var mere kreative og mindre ængstelige. Overraskende nok, hørte forskerne det samme fra dem, som kun havde taget placebostoffer.

»Vores resultater er blandede: På den ene side, observerede vi forbedringerne ved mikrodoseringer i en lang række psykologiske målinger; på den anden side, så vi lige så store forbedringer blandt deltagerne, som tog placebo,« fortæller studiets førsteforfatter Balázs Szigeti, ifølge Live Science.

»Mange af de deltagere, som fortalte, at de oplevede positive effekter, mens de tog placeboen, var chokerede over at finde ud af efter studiet, at de ikke havde taget det ægte stof.«

    Forskerne anerkender visse potentielle fejlkilder ved studiet, blandt andet at de ikke kunne kontrollere kvaliteten og indholdet af de stoffer, personerne mikrodoserede med, samt, at en vis del af forsøgspersonerne godt kunne mærke forskel mellem de rigtige piller og placeboen, men forskerne tog disse forbehold med i analysen.

    Forskerne påpeger også, at studiet ikke var rettet mod folk med dårligt mentalt helbred eller sindslidelser, men generelt sunde mennesker, skriver Live Science.

    Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet eLife.

    cll

    Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.