Studie: Selv korte gåture har positiv effekt på hjernen
gåtur hjerne effekt

Du behøver ikke nødvendigvis at gå lange afstande for at gøre din hjerne skarpere. Ifølge et lille tysk studie kan selv en daglig kort gåtur have en positiv neurologisk effekt på din hjerne. (Foto: Shutterstuck).

Du behøver ikke nødvendigvis at gå lange afstande for at gøre din hjerne skarpere. Ifølge et lille tysk studie kan selv en daglig kort gåtur have en positiv neurologisk effekt på din hjerne. (Foto: Shutterstuck).

Kilde: 
26 juli 2021

Det er efterhånden blevet et nationalt sundhedsmantra, at en gåtur på mindst 10.000 skridt om dagen er godt for din sundhed.

Men selv mindre spadsereture har positiv effekt på hjernen, lyder det ifølge et nyt studie, skriver forskning.no.

Over 6-8 måneder fulgte tyske hjerneforskere fra Max Planck Instituttet 6 unge testpersoner på mellem 24 til 32 år i Berlin.

Deltagerne blev regelmæssigt hjerneskannet, og inden hver skanning udfyldte de et skema, hvor de beskrev, hvilke aktiviteter de havde udført i et døgn op til mødet med forskerne.

Forskerne fokuserede særligt på, hvor meget deltagerne opholdt sig udenfor, samt om de udførte fysiske aktiviteter.

Samtidig tog forskerne højde for testpersonernes væskeindtag og vejrforholdene under forsøgets gang, deriblandt mængden af sollys.

Forskerne konkluderede, at deltagerne, der tilbragte mest tid udenfor og gik rundt, oplevede en øget mængde af grå hjernemasse i den frontale del af hjernen.

Ifølge forskning.no er disse områder normalt aktive, når mennesker planlægger og vurderer handlinger – også kendt som kognitiv kontrol.

»Vores resultater viser, at vores humør og hjernestruktur forbedres, når vi tilbringer tid udenfor,« siger hjerneforsker ved Max Planck Instituttet Simone Kühn i en pressemeddelelse ifølge forskning.no.

Koncentrationsevnen, hukommelsen og psykisk helbred bliver formentlig også påvirket, fortæller Kühn.

I alt udførte forskerne 280 hjerneskanninger på de 6 forsøgsdeltagere.

Studiet er publiceret i tidsskriftet World Journal of Biological Psychiatry.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.