Lesbiske kvinder får langt flere orgasmer end heteroseksuelle
Kilde: 
24 februar 2017

Det er ikke noget nyt inden for forskningen, at langt flere heteroseksuelle mænd får orgasme ved samleje, end heteroseksuelle kvinder.

Men et nyt, amerikansk studie viser, at den samme dramatiske forskel ikke gør sig gældende blandt lesbiske kvinder. Det skriver theguardian.com.

I studiet har man spurgt hele 52.588 personer i alderen 18-65 år om, hvor ofte de oplever orgasme ved samleje med deres partner. Over 2.000 personer i studiet var homoseksuelle eller biseksuelle.

Her viste det sig, at 95 procent af de heteroseksuelle mænd svarede, at de ofte eller altid fik orgasme, mens blot 65 procent af de heteroseksuelle kvinder svarede det samme.

Forskellen bliver bestemt ikke mindre synlig, når man sammenligner med homoseksuelle mænd og kvinder.

Hos homoseksuelle mænd svarede 89 procent, at de ofte eller altid oplevede orgasme ved samleje, mens 86 procent af de homoseksulle kvinder svarede det samme.

»Springet mellem orgasmer hos mænd og heteroseksuelle kvinder var velkendt før studiet, men springet mellem lesbiske kvinder og heteroseksuelle kvinder var meget mere spekulativt og baseret på små prøver af lesbiske kvinder. Studiet fremhæver langt mere præcist, at der er tale om flere spring,« siger David Frederick, der er hovedforfatter på studiet, til theguardian.com.

LÆS OGSÅ: Hvorfor kan orgasme give hovedpine?

Hos biseksuelle var der også et spring mellem mænd og kvinder, hvor 88 procent af mændene svarede, at de ofte eller altid fik orgasme ved samleje, mens tallet for biseksuelle kvinder var på 66 procent.

»Omkring 30 procent af mænd tror, at (vaginalt red.) samleje er den bedste måde for kvinder at få orgasme, og det er nærmest tragisk, for det kunne ikke være mindre rigtigt,« siger medforfatter Elisabeth Lloyd, der er professor i biologi ved Indiana University i USA, til theguardian.com.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der i kroppen under en orgasme?

I stedet viste studiet, at de kvinder, der svarede at de ofte fik orgasme, også svarede, at deres seneste samleje indeholdt dybfølte kys, stimulation med fingre, samt oralsex ud over vaginalt samleje.

De samme kvinder svarede desuden også anderledes på en række andre spørgsmål om deres seksuelle forhold, end de kvinder, som fik færre orgasmer.

De svarede blandt andet, at:

  • De oftere fik oralsex. 
  • Deres seneste samleje havde varet længere. 
  • De var mere tilfredse med deres forhold
  • De havde større tilbøjelighed til at sige, hvad de ville i sengen.
  • De havde større tilbøjelighed til at rose deres partner i sengen.
  • De lavede oftere opkald eller sendte emails med seksuelt indhold til deres partner.
  • De afprøvede oftere nye seksuelle stillinger.

Studiet er netop udgivet i Archives of Sexual Behavior

LÆS OGSÅ: Orgasme: Størrelsen på klitoris kan måske afgøre, om du kommer

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.