Kollagen er afgørende for spændstig hud, sårheling og forebyggelse af slidgigt
Men det er uklart, hvordan vi bedst sikrer, at kroppen danner nok kollagen. Her kan du læse om forsøg med tilskud, der endnu ikke har overbevist forskerne.
collagen_kollagen_byggesten_hud_saarheling

Hvorvidt kollagenpeptider (i eksempelvis cremer eller som kosttilskud), kan fremme hudcellernes dannelse af kollagen, har tiltrukket sig opmærksomhed. Resultaterne fra videnskabelige forsøg har ikke været lige overbevisende. (Foto: Shutterstock)

Kollagen udgør en vigtig bestanddel af vores hud.

Hudcellerne danner kollagen, og er dermed med til at opretholde, at bindevævet i huden indeholder kollagen med strukturelle funktioner.

Faktisk er netop det, at hudcellernes dannelse af kollagen falder med alderen, en medvirkende årsag til, at vi udvikler rynker, når vi bliver ældre.

Det er uden tvivl en kendsgerning, at ikke alle er lige begejstrede for at udvikle aldringstegn i form af rynker, og det har derfor skabt stor opmærksomhed, hvordan disse bedst forhindres eller udsættes.

Kraftig eksponering for solens stråler er en vigtig faktor for udvikling af rynker. Det skyldes, at solens UV-stråler har en særlig evne til at penetrere hudens celler og starte en række kemiske processer, der både involverer direkte effekter på de strukturelle kollagenmolekyler, men også forårsager dannelse af såkaldte iltradikaler, som meget nemt reagerer med elementer i huden og fremmer oxidationsprocesser.

Historien kort
  • Kollagen holder vores hud fast og spændstig, men det er ikke den eneste funktion, kollagen har i kroppen.
  • Kollagen er også vigtigt for at få sår til at hele, fordi det sørger for at få ilt og fugt til sårområdet.
  • Forskning tyder på, at kollagentilskud kan fremme dannelse af brusk og dermed hæmme for eksempel slidgigt.

Kan kollagen hindre rynker?

Men kan der gøres noget aktivt for at oprette hudcellernes dannelse af kollagen, så dannelsen af rynker forebygges?

Dette område, der unægteligt kan betegnes som et varmt emne med forretningspotentiale for kosmetikbranchen, har i høj grad fokuseret på antioxidanter og deres evne til at uskadeliggøre radikaldannelse i huden, når de tilsættes hudcremer og lignende.

Derudover har det også tiltrukket opmærksomhed om, hvorvidt kollagenpeptider, enten tilsat cremer, eller som indtages som et kosttilskud, kan begunstige hudcellernes dannelse af kollagen.

Resultaterne fra videnskabelige forsøg har ikke alle været lige overbevisende.

Det mest omfattende studie på området er formentlig et kontrolleret og blindet forsøg, der inkluderede omkring 100 kvinder. Her undersøgte man effekten af otte ugers indtag af et kosttilskud bestående af 10 gram kollagenpeptid om dagen på hudens egenskaber.

På baggrund af ultralydsundersøgelser af huden blev der konkluderet, at kollagenkosttilskuddet øgede densiteten af hudens kollagen og øgede hudens hydrering.

Også studier på isolerede cellekulturer har indikeret, at fibroblastceller, der udgør en del af bindevævet, responderer på eksponering for kollagenpeptider ved at øge celledeling og dannelse af nye celler – altså hæmmer aldringstegn.

Kollagen er afgørende for sårheling

Når et sår opstår i huden, nedbrydes den normale fysiologiske homeostase, ligevægt, og en række biokemiske processer og mekanismer sættes i gang som kroppens respons og forsøg på at sørge for heling af såret.

Sårhelingsprocessen kan inddeles i tre faser: Inflammation (betændelse), proliferation (cellevækst) og reorganisering. I alle disse faser spiller kollagen en overordnet rolle.

  • Fasen med inflammation inkluderer generelle inflammationsreaktioner, herunder frigivelse af stoffer (interleukiner), der stimulerer immunforsvaret, men også syntese af kollagen initieres i denne fase ved, at der frigives faktorer, der stimulerer hudcellernes kollagensyntese.
  • Under proliferationen dannes nye hudceller, og kollagen syntetiseres sammen med andre komponenter og fungerer både som byggesten og et slags stillads, der danner en ny mekanisk struktur, der til sidst lukker såret. Den kollagen, der dannes under proliferationen, er såkaldt kollagen type III.
  • I fasen med reorganisering erstattes kollagen type III med kollagen type I. De to kollagentyper, type I og type III, har strukturelle forskelle. Tilførsel af ilt til såret er en afgørende faktor for sårhelingsprocessen, og man ved, at der er direkte sammenhæng mellem ilttilførsel og hastigheden, hvormed såret heles. Det skyldes, at hudcellerne skal bruge ilt til flere forskellige processer, der indgår i sårhelingen.

Blandt andet kræver cellernes syntese af hydroxyprolin, der udgør en vigtig bestanddel af kollagen, at der er ilt tilstede. En anden ting, der er vigtig i sårhelingsprocessen, er at opnå en optimal fugtighed. For at sikre dette, er det vigtigt, at overskydende væske fra såret kan transporteres bort, samtidig med at tilstrækkelig fugtighed ligeledes tilføres.

Der er de seneste år sket banebrydende fremskridt på området omkring udvikling af såkaldte biokompatible materialer til anvendelse på hudoverflader i forbindelse med sårheling.

Med udgangspunkt i, at kollagen er en vigtig bestanddel af huden, er der også fokus på at undersøge netop brugen af kollagen som en komponent i disse biokompatible materialer, der anvendes på overfladen ved sårheling. Også ved brandsår har kollagenholdige geler og forbindinger vist sig at være effektive i at sikre gunstige betingelser, der fremmer sårhelingen.

Hvis du kommer til at skære dig under barberingen, er kollagen vigtig for at få såret til at hele. Det sørger nemlig for optimale ilt- og fugtbetingelser til sårområdet, så helingen fremmes.

Hvis du kommer til at skære dig under barberingen, er kollagen vigtig for at få såret til at hele. Det sørger nemlig for optimale ilt- og fugtbetingelser til sårområdet, så helingen fremmes. (Foto: Shutterstock)

Dyreforsøg viser gavn af kollagentilskud

Kollagen er også en vigtig og uundværlig byggesten i brusk og knogler. Kollagen udgør omtrent 60 procent af den faste bestanddel af brusk og øver stor indflydelse på bruskens mekaniske egenskaber. Særligt led og sener er bestanddele i kroppen, hvor der forholdsvist hyppigt kan opstå problemer i form af smerter og lignende, hvis brusken beskadiges og ikke genopbygges tilstrækkeligt.

Hvad er kollagen?

Kollagen er hovedsageligt sammensat af tre forskellige aminosyrer: Prolin, hydroxyprolin og glycin.

Hydroxyprolin er kendetegnende for kollagen, og analyser, der har til formål at bestemme kollagenindhold, beror ofte på kvantificering af hydroxyprolin.

Der findes forskellige typer af kollagen, hvor langt de fleste typer er opbygget som fibrillære strukturer.

Kollagen er opbygget som en helixstruktur bestående af tre kæder, typisk med en længde på omkring 300 nanometer.

Slidgigt repræsenterer en kronisk lidelse, der kan forbindes til ubalancer i leddenes brusk. Da kollagen udgør en vigtig byggesten i brusken, spiller syntesen af kollagen også en afgørende rolle i at opretholde bruskens mekaniske egenskaber og funktioner.

Kan man fremme syntesen af kollagen i bruskens celler ved at sikre tilførsel af de byggesten, der skal til? Der er lavet videnskabelige studier med henblik på at undersøge, om indtag af kollagenpeptider kan fremme dannelse af brusk.

Studier på isolerede kondrocytter, som er de celler, der findes i brusk, har indikeret, at deres produktion af kollagen fremmes ved eksponering for kollagenpeptider.

Studier på dyr, der er blevet tildelt isotopmærket gelatine, som svarer til kollagen nedbrudt ved hydrolyse, har vist, at kollagenkomponenterne optages og indbygges i brusken.

Ikke konsensus om behandling af mennesker

Der er også lavet kliniske studier på mennesker, hvor man har undersøgt, hvordan et kosttilskud bestående af kollagenpeptider skal afhjælpe smerter foranlediget af slidgigt.

Mens resultater i nogle af studierne har indikeret en gavnlig effekt af indtagelse af kollagenpeptider, er der ikke opnået konsensus omkring, hvorvidt det på baggrund af de videnskabelige undersøgelser kan konkluderes, at kollagenpeptider som kosttilskud har en gavnlig effekt på brusken og altså kan afhjælpe smerter ved slidgigt.

Hård fysisk aktivitet sætter sine spor på kroppen og øger behovet for genopbygning af kollagenrigt bindevæv. Derfor er der også i forbindelse med sportsudøvelse fokus på, om kollagentilskud har gavnlige effekter på kroppens restitution.

Et nyligt studie, hvor man undersøgte effekten af at indtage et kollagenpeptid kombineret med vitamin C-kosttilskud i forbindelse med fysisk træning, har vist lovende resultater i forhold til at fremme kroppens kollagensyntese og reparationsmekanismer i forbindelse med træningen.

Hvor står vi?

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Kollagen er uden tvivl en vigtig byggesten i vores krop, og når kroppens evne til at regenerere kollagen reduceres, har det indvirkninger. De strækker sig fra at gå ud over vores forfængelighed – i form af, at der opstår rynker i huden – til at have alvorligere konsekvenser for vores evne til at udfolde os fysisk. Det kan der opnås enighed om.

Det er stadig ikke klart, hvordan vi bedst sikrer, at kroppen opretholder sin evne til at danne nyt kollagen. Lad os håbe, at forskerne i fremtiden bliver endnu klogere på dette.

Kan vi begunstige kroppens kollagenbalance ved at tilføre kollagenpeptider som en ingrediens eller i form af kosttilskud eller lignende, vil det være en naturlig løsning bestående af tilførsel af en komponent, som kroppen selv indeholder og producerer, og som ikke kræver kemisk syntese, men derimod fordelagtigt kan udvindes fra biologisk materiale.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud