Frugtsukker kan skade nyrerne
Nyrerne kæmper med frugtsukker. Konsekvenserne kan være forhøjet blodtryk, fedme og type 2-diabetes.

Fruktose findes især i meget søde frugter som pære og vindrue. Men det findes også i almindeligt sukker - f.eks. i slik og sodavand - hvor det udgør halvdelen af sukkermængden. (Foto: Colourbox)

Forskere retter stadig mere opmærksomhed mod de mulige negative virkninger, som sukkertypen fruktose kan have på kroppen.

Fruktose kaldes også frugtsukker og findes sammen med glukose i mange søde frugter, i blomsternes nektar og dermed også i honning. I vores kost findes fruktose først og fremmest i almindelig sukker, hvoraf halvdelen er fruktose, og i højfruktose-majssirup, der ofte bruges i stedet for sukker i USA.

I 2012 gik en forsker ud i en kommentar i tidsskriftet Nature og stemplede fruktose som den rene gift for kroppen.

»Det har været en hed debat i nogle år nu, og beviserne for, at det giver negative sundhedsmæssige virkninger at indtage meget frugtsukker, hober sig op,« siger Hans-Peter Marti, der er professor i klinisk medicin ved Universitetet i Bergen.

Hans-Peter Marti var i december 2013 deltager på den amerikanske nyreforenings kongres, Kidney Week, i byen Atlanta. Der blev præsenteret flere undersøgelser, der understøtter, hvad forskerne har set i de seneste år: At frugtsukker kan skade dine nyrer og dermed bidrage til, at fedme og type 2-diabetes bliver mere udbredt verden over.

For meget fruktose kan give metabolisk syndrom

Sandsynligvis sker der følgende i nyrerne, ifølge en undersøgelse ledet af en førende forsker på området, Richard Johnson:

Fruktosen kan forårsage, at nyrerne får et energitab, og derudover dannes mere urinsyre. Folk, der har meget fruktose i sig, kan få øget blodtryk og risikere at udvikle metabolisk syndrom. Sidstnævnte er forbundet med både insulinresistens, diabetes og fedme.

Dette sker, uanset hvor mange kalorier personen indtager ifølge en undersøgelse, Johnson har lavet sammen med tre andre forskere.

Fakta

Mad og drikke med meget fruktose:

Det største problem i kosten er sodavand.

Vi får også meget fruktose gennem slik og kager.

Juice bør man også være lidt forsigtig med. Der er lige så meget sukker i et glas appelsinjuice som i sodavand.

Kilde: Professor i ernæring, Svein Olav Kolset, Universitetet i Oslo

At få for meget fruktose kan også øge risikoen for anden nyresygdom, antyder forskningen.

Én kalorie kan derfor ikke automatisk kan sidestilles med en anden.

»Det er ikke det absolutte antal af kalorier, der tæller, men også hvordan de er konstrueret i form af fruktoseindhold,« siger Hans-Peter Marti.

Meget fruktose kommer fra sodavand

To af de undersøgelser, der blev præsenteret på nyrekongressen i USA, er blandt dem, der viser, hvordan fruktose kan give målbare negative indvirkninger på vores helbred.

En vigtig kilde til fruktose er sukkersodavand og andre søde drikke. Derfor ville en forskergruppe fra Osaka University Graduate School of Medicine i Japan undersøge, om det var muligt at måle ændringer i mennesker, der drak sodavand, over tid. I nogle tilfælde fulgte de folk i tre år, og nogle fulgte de i kortere perioder.

De opdagede, at mennesker, der drak to eller flere sukkerholdige drikkevarer dagligt, havde mere protein i urinen. Det er et tegn på, at nyrerne ikke fungerer optimalt.

I en anden undersøgelse blev rotter fodret med meget fruktose. Det så ud til, at det ændrede den måde, deres nyrer optog salt på. Forskerne bag undersøgelsen mener, at denne mekanisme kan bidrage til at forklare, hvordan højfruktose-majssirup ser ud til at bidrage til, at forekomsten af nyresvigt, højt blodtryk, fedme og diabetes er stigende blandt mennesker i verden.

»Disse to undersøgelser kommer ikke med noget særligt nyt og er ikke ideelt gennemført, men de giver yderligere bevis for de negative virkninger af fruktose,« siger Hans-Peter Marti.

Kalorier tæller forskelligt

Hans-Peter Marti (Foto: Universitetet i Bergen)

Der er ingen godkendt maksimal dosis af frugtsukker, der er sikker at spise hver dag, men i Norge har sundhedsmyndighederne sat grænsen for, hvad man maksimalt bør få af tilsat sukker, til at være ti procent af de kalorier, vi spiser.

Ifølge undersøgelsen af Richard Johnson og kolleger fra 2010 kan raske voksne få forhøjet blodtryk ved at drikke to sukkerholdige drikkevarer af tre deciliter.

Men det vil variere fra person til person, hvordan fruktose påvirker.

»Hvis du er en frisk og rask person, vil én sodavand med sukker nu og da ikke have stor betydning, men især hvis du er overvægtig eller tilbøjelig til nyresygdom og drikker to eller flere sukkerholdige drikkevarer hver dag, kan det have en negativ effekt på nyrerne,« siger Hans-Peter Marti.

Spis stadig frugt!

Fruktose findes, som navnet antyder, i frugt. Men vi spiser ikke nok frugt til, at dette er et problem, sagde professor i ernæring Svein Olav Kolset, da forskning.no talte med ham sidste år.

Der er dog en forskel i indholdet af sukker i forskellige frugter. I abrikoser og klementiner er der ganske lidt, mens der kan være meget mere i en pære og en klase druer, ifølge kk.no

Men Hans-Peter Marti understøtter Svein Olav Kolset i, at frugtens fruktose ikke er noget at frygte:

»Det er vigtigt at sige, at det stadig bør anbefales at spise rå frugt, fordi det er sundt i sig selv. Desuden bidrager frugtspisning ikke til, at fruktoseindholdet i vores kost stiger - i modsætning til tilsat sukker.«

© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.