Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere har forbundet tre menneskers hjerner

Annonce:

Hvis bare vi kunne forstå, hvad hinanden tænker, så ville det hele være så meget nemmere.

Måske behøver denne tanke ikke længere bare at være ønsketænkning.

Et amerikansk forskerhold har nemlig skabt et mindre gennembrud i arbejdet med at få mennesker til at kunne kommunikere udelukkende gennem tankerne, skriver ScienceAlert.

Det er således lykkedes hjerneforskere fra University of Washington og Carnegie Mellon University i USA at forbinde tre hjerner, så de kunne kommunikere gennem tankerne - og derigennem spille Tetris sammen.

Du kan forstå det vilde eksperiment ved at følge listen her:

  • Forskerne koblede først to af de tre forsøgspersoners hjerner op med EEG elektroder, som er en teknik, der bruges til at måle hjernens elektriske aktivitet.
  • De to personer blev placeret foran en computerskærm med Tetris-spillet på, og de blev bedt om at beslutte, hvordan Tetris-blokkene skulle rotere.
  • De bestemte blokkenes rotation ved at stirre på én af to lys-‘sendere’, der var placeret i hver sin side af skærmen.
  • Lys-senderne udsendte en blitz på henholdsvis 15 Hz og 17 Hz, og lysenes forskellige frekvenser skabte forskellige signaler i forsøgspersonernes hjerner.
  • EEG elektroderne kunne måle i hjernen, hvilken af ‘senderne’ personerne så på og dermed, hvordan de ville rotere Tetris-blokkene.
  • Dette valg blev så sendt videre til den tredje ‘modtager’-person gennem en såkaldt transkranial magnetstimulation (TMS), der stimulerede modtagerens hjerneceller på en måde, så modtageren så en slags fantomlys for sig.
  • ‘Modtager’-personen kunne ikke se hele Tetris-spillefeltet, og vedkommende var derfor nødt til at rotere blokkene efter de lys-anvisninger, der blev givet af de to andre.
  • Dermed kunne de udelukkende ved at kommunikere gennem tankerne spille Tetris sammen.
  • For at gøre det ekstra kompliceret kunne de to personer, der gav signal til modtager-personen, også give modtager-personen feedback ved at fortælle, om personen havde fulgt deres anvisninger korrekt
To forsøgsdeltagere ('Sender 1' og 'Sender 2') overfører ved hjælp af et 'hjerne-computer-interface' (BCI) et signal til en computer. Signalet bliver overført til modtagerens ('Receiver') hjerne ved et computer-hjerne-interface (CBI). Modtageren fortolker kommandoen bevidst, og den kan derefter overføres fra modtagerens hjerne til Tetris-spillet. (Illustration: Jiang, L. et al. / arXiv.org)

Forskerne gennemgik eksperimentet med 5 grupper af 3 personer, og de håber ifølge ScienceAlert på at kunne udvide den forholdsvis simple kommunikationsmåde, der kun bygger på to valgmuligheder, med mere avancerede eksperimenter i fremtiden.

Studiet er endnu ikke blevet godkendt af andre forskere gennem såkaldt fagfællebedømmelse (peer review), og det er derfor ikke blevet udgivet i et videnskabeligt tidsskrift endnu.

Det er i stedet tilgængeligt på arXiv preprint-serveren, som er en hjemmeside, hvor forskerne kan diskutere deres studier, før de udgives.

Annonce:

fghs