Som forsker må man ofre sig for videnskaben. Det kan blive til mange timer i laboratoriet, væk fra familie og venner. Enkelte forskere har endda følt sig kaldet til at eksperimentere på sig selv, men de færreste har gået så vidt som den amerikanske lægestuderende Stubbins Ffirth.
Da han tog sin uddannelse i starten af 1800-tallet, var gul feber et af de største sundhedsproblemer i USA. Den frygtede, dødelige sygdom hærgede især i havnebyer som Philadelphia, der dengang var den største by i USA.
Den unge Ffirth var imidlertid overbevist om, at gul feber ikke var en smitsom sygdom. Og det satte han sig for at bevise videnskabeligt med en række eksperimenter, der blev beskrevet i hans speciale fra 1804.
Her fremgår det blandt andet, at det pinte ham, at smittede blev vendt ryggen af familie og venner og overladt til ufølsomme, sorte tjenestefolk og fordrukne sygeplejersker, der ikke gav patienterne en ordentlig behandling.
Blandt andet derfor lå det ham meget på sinde at bevise, at gul feber ikke smittede.
Analyserede opkast i detaljer
Stubbins Ffirth kastede sig over det mørke, blodige opkast, der kom fra patienter sent i sygdomsforløbet. Han skaffede sig adskillige pund opkast og startede med at analysere væsken i alle detaljer.
Han beskrev opkast i mindre portioner som en mørkebrun væske, ikke ulig stærk kaffe med en del kaffegrums i.
Større portioner var mørkere, nærmest sorte, og der flød mørke klumper rundt i det.
\ Fakta
Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg. Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt - man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden. Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude - mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn. Dette er den sjette artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige - og ind imellem bare for underlige.
Opkastet blev filtreret, inddampet, brændt af og blandet med forskellige kemikalier, før Ffirth gik i gang med en serie opsigtsvækkende forsøg på dyr og sig selv
Hund og kat fordret med opkast
Først blev en lille hund fordret med brød, der var gennemblødt af opkast. Efter tre dage blev brødet taget fra den, så den udelukkende levede af det sorte opkast i en uge. Udover sort afføring var hunden ved godt helbred igennem hele perioden.
Så kom turen til en kat, der blev sultet i tre dage, før den nødtvungent spiste den sorte opkast, der blev serveret i fem dage i træk. Heller ikke katten tog øjensynligt skade af den noget tvivlsomme kost.
Hunde døde af indsprøjtninger
Nu fandt Stubbins Ffirth skalpellen frem. En hund fik et snit i ryggen og en teskefuld sort opkast blev hældt i såret, som så blev syet sammen. Hunden havde det fint efterfølgende.
Da tre centiliter opkast blev sprøjtet direkte ind i en vene på en hund, gik det dog galt. I løbet af ti minutter døde hunden under store smerter.
Men det slog ikke Ffirth af pinden. Han gentog forsøget med vand sprøjtet ind i årerne på en ny hund, og resultatet var det samme - hunden døde. Så det var altså ikke den gule feber, der fremkaldte døden.
Opkast lige i øjet
Tiden var kommet til forsøg på et menneske. Ffirth skaffede sig frisk opkast og gik i gang med at skære i sig selv, hælde opkast i såret og se, hvad der skete.
Han gentog forsøget cirka 20 gange forskellige steder på kroppen, og bortset fra lidt betændelse var der ikke de store problemer. Og der skete heller ikke så meget ved at hælde et par dråber af det sorte opkast i øjet.
Spiste selv opkast
Ffirth prøvede også at indånde dampen fra kogende opkast og spise indtørret opkast i pilleform, før han drak sig en lille dram frisk opkast. Han bemærkede, at det smagte lidt syrligt, men han tog ikke skade af det.
For at være helt sikker på, at gul feber ikke var smitsomt, gentog han forsøgene adskillige gange med forskellige variationer. Han drak så meget som seks centiliter ufortyndet opkast.
Da han stadig ikke blev syg, prøvede han at hælde blodserum ned i et sår og drikke betragtelige mængder af det. Til sidst forsøgte han sig også med syge menneskers savl, sved, galde og urin, som blev hældt i diverse sår, som han skar i sin egen krop.
Overføres med myg
Eksperimenterne gjorde Stubbins Ffirth fuldstændig overbevist om, at gul feber ikke var, havde været eller nogensinde ville blive en smitsom sygdom - med mindre naturlovene skulle ændre sig, som han skrev det.
Han blev ikke det mindste syg af alle sine dristige forsøg, og han bestod sin lægeeksamen på baggrund af det store arbejde. Men det kan måske alligevel ikke undre, at han ikke blev så gammel. Han levede fra 1784 til 1820.
Først i 1880'erne, altså mange årtier senere, gik det op for den cubanske forsker Carlos Finlay, at gul feber er en smitsom sygdom, der overføres af myg. I dag ved vi, at gul feber er en virusinfektion. Der findes stadig ingen behandling, men heldigvis kan man i dag lade sig vaccinere mod sygdommen.
Læs om flere mere eller mindre vanvittige eksperimenter i serien Forunderlige forsøg.
