Livet på toppen af det tibetanske plateau i over 4.000 meters højde er ikke for alle og enhver. Med tiden ville højderne give alle andre mennesker end tibetanerne fortykket blod på grund af en overproduktion af røde blodlegemer.
Det får tibetanerne dog ikke takket være genet EPAS1, der regulerer hæmoglobinproduktionen og produktionen af de røde blodlegemer.
EPAS1 findes kun blandt tibetanere, og forskere har længe undret sig over, hvordan genet er opstået.
Nu viser ny forskning, at genet slet ikke opstået blandt mennesker, men er kommet ind i tibetanernes genom gennem sex med fortidsmennesket denisova.
Resultatet af elskovseskapaderne med de mystiske fremmede blev menneskebørn med utrolig god højdetilpasning - tibetanere.
»EPAS1-genet har længe givet os hovedbrud, da ingen af vores evolutionære modeller kan forklare, hvordan det er opstået i mennesker. Det 32.000 basepar lange gen (se faktaboks) er simpelthen for forskelligt fra alt andet, vi kender til. Da vi sammenlignede EPAS1 med denisova-genomet, fandt vi til gengæld et næsten fuldstændigt genetisk match, som kun kan forklares ved, at tibetanerne må have haft sex og fået børn med denisovaerne på et eller andet tidspunkt i fortiden,« fortæller professor Rasmus Nielsen fra Statens Naturhistoriske Museum, København Universitet, og Berkeley, University of California.
Han er hovedforfatter på det nye studie, der netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Denisovaer kan have levet i højere luftlag
Ifølge Rasmus Nielsen er der to interessante perspektiver i opdagelsen.
For det første peger fundet for første gang på, at denisovaer var tilpasset til at leve i højere luftlag.
\ Fakta
EPAS1 hjælper tibetanere til at regulere mængden af røde blodlegemer og hæmoglobin, så tibetanerne ikke får de langsigtede bivirkninger af tilpasningen til højderne og det lave iltindhold. EPAS1 har tibetanerne fået gennem sex med denisovaer for mange tusinde år siden.
»Det kan noget jo tyde på. De har i hvert fald generne for det. Men vi har jo desværre ikke mulighed for at teste dem fysiologisk for at finde ud af det,« siger Rasmus Nielsen.
Såfremt denisovaerne levede i højderne, kan fundet måske være med til at forklare, hvorfor arkæologer har så svært ved at finde rester fra denne menneskeslægt.
Det eneste fund til dato er en fingerspids fra en hule i Centralsibirien.
»Vi ved ikke, hvornår de levede, og hvordan de uddøde. Men det kan være, at de levede i bjergene, og man skal finde resterne efter dem her. Det ville være meget dejligt at finde flere rester fra denisovaerne i bjergene, da højder er gode til at bevare DNA,« siger Rasmus Nielsen.
Fortæller noget om menneskets udvikling
Det andet perspektiv i opdagelsen af denisova-DNA blandt tibetanere er ifølge Rasmus Nielsen, at det fortæller noget om menneskets evolution.
Da det moderne menneske rejste ud af Afrika for omkring 65.000 år siden, blev vores forfædre konstant mødt af nye miljøer, nye bakterier og nye udfordringer.
Alligevel formåede vi på relativt kort tid at tilpasse os alle tænkelige bakterier og miljøer, mens vi spredte os ud over kloden med lynets hast.
Det har undret forskere, at vi var så hurtige til at brede os, da det trods alt krævede nogle mutationer i vores genom, før vi blev tilpasset nye bakterier, varmere eller koldere klima, ny føde og nye højder.
Sex med neandertalere gav stærkt immunforsvar
Hvis vores forfædre skulle havet ventet på, at disse mutationer opstod i vores gener, kan man ifølge Rasmus Nielsen spekulere i, om vi havde bredt os så hurtigt, som vi gjorde.
\ Fakta
Denisovaerne er én af de mest gådefulde menneskeslægte, vi kender til. Indtil videre har arkæologer kun fundet én fingerspids fra denne menneskeslægtning. Fingerspidsen blev fundet i en hule i Centralsibirien i 2010. Til gengæld ved vi, at vores forfædre har stødt på denne menneskeslægt på et eller flere tidspunkter og steder i fortiden. Blandt andet har den oprindelige befolkning på Papua Ny Guinea denisova-gener i sig. Det samme har tibetanerne. Hvor og hvornår befolkningen på Papua Ny Guinea og tibetanerne har samlet generne op, ved forskere dog ikke endnu.
Hvis vi til gengæld samlede gener op gennem sex med menneskets fjerne slægtninge som neandertalere og denisovaer, kunne vi langt hurtigere tilpasse os de mange udfordringer.
Meget tyder da også på, at sex med fjerne slægtninge har været en del af menneskets evolutionshistorie. Blandt andet viste forskning for nogle år siden, at sex med neandertalere gav os vores stærke immunforsvar.
»Man skal huske på, at neandertalerne og denisovaerne havde levet i Europa og Asien i flere hundredetusinde år, før mennesket kom dertil. De havde allerede udviklet gener, der gjorde dem bedre tilpasset til at leve i de givne miljøer.
Ved at dyrke sex med disse fjerne slægtninge, tog vores forfædre smutvejen til en genetisk tilpasning,« forklarer Rasmus Nielsen, der netop nu arbejder på at finde ud af, hvornår i forhistorien tibetanerne dyrkede sex med denisovaerne.
Kollega: Det er mega-spændende
Professor i evolutionshistorie ved Aarhus Universitet Peter C Kjærgaard har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og er meget begejstret.
»Det er et mega-spændende studie, der er velunderbygget, så der slet ikke er tvivl om fundets korrekthed,« siger Peter C. Kjærgaard og fortsætter:
»Det spændende ved studiet er, at vi ikke bare kan bruge det til at finde ud af mere om denisova-mennesket, men vi kan bruge det til at finde ud af noget om os selv i dag. Det er enormt interessant, at tibetanerne har fået et
funktionelt gen fra denisova-mennesket, som har givet dem en helt klar overlevelsesfordel. Det er med andre ord ikke bare en blanding tilfældigt DNA uden nogen funktion.«
Peter C. Kjærgaard tror også, at der i den nærmeste fremtid kommer til at være mange flere genetiske fund, der tegner et meget mere komplekst billede af menneskets fortid og vores omgang med andre slægtninge på vores stamtræ, som neandertalerne og denisovaerne.
»Vores billede af ’dem og os’ er nok ikke så sort og hvidt, som vi hidtil har troet. Jeg tror, at billedet af vores fortid og vores relation til andre menneskeslægte kommer til at ændre sig dramatisk og også have meget lokale betydninger, som vi eksempelvis ser her med tibetanerne,« siger Peter C. Kjærgaard.
