Hvis du har en kat, er der bedre grunde til at støvsuge end de irriterende kattehår, som ligger alle vegne.
Forskere fra Stockholm University har nemlig i et nyt studie fundet ud af, at katte er udsatte for farlige kemikalier i støvet i vores hjem. Det skriver eurekalert.org.
Det drejer sig om de farlige kemikalier bromerede flammehæmmere, som findes i det meste elektronik og i plastik, men også i eksempelvis gulvtæpper, og tilsættes for at undgå, at der går ild i tingene.
\ Læs mere
Bromerede flammehæmmere er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan være skyld i fosterskader og kræft. De bliver frigivet fra vores elektroniske produkter som damp og bliver derfor indåndet.
Forskerne sammenlignede blodprøver fra kattene og støvprøver fra deres hjem.
»Ved at sammenligne prøver har vi et bedre indblik i, hvilket miljø katten lever i. Derudover bruger kattene størstedelen af deres tid indenfor, og den støv og luft, der er i hjemmet, har en stor effekt på kattens helbred,« fortæller Jana Weiss, der er ph.d. i miljø og kemi ved Stockholm Universitet og medforfatter på det nye studie ifølge eurekalert.org.
Resultaterne er også vigtige for små børn, som har en tendens til at putte alting i munden, fordi de er udsat for de samme kemikalier som kattene.
Studiet er publiceret i det anderkendte videnskabelige tidskrift Environmental Science & Technology.



































