Derfor er immunterapi til kræftpatienter så effektiv
Internationalt forskerhold med dansk deltagelse har endelig fundet ud af, hvorfor kræftmedicin fungerer så godt, som den gør.

Middel mod kræft får immunforsvaret til at angribe kræftcellerne. Nu har forskere fundet ud af, hvordan den effektive medicin virker. (Foto:Shutterstock)

Middel mod kræft får immunforsvaret til at angribe kræftcellerne. Nu har forskere fundet ud af, hvordan den effektive medicin virker. (Foto:Shutterstock)

Immunterapi, hvor læger forsøger at få kroppens immunforsvar til selv at angribe kræftknuder, vinder langsomt, men sikkert frem i kræftbehandling.

I dag findes en lang række immunterapeutiske stoffer, der allerede er taget i brug i kræftbehandling, mens endnu flere stoffer afventer resultatet af de sidste kliniske tests.

Ipilimumab er et af de stoffer, der allerede er godkendt til brug til patienter med modermærkekræft.

Stoffet, der stimulerer kroppens immunforsvar til selv at angribe kræftcellerne, er særdeles effektivt.

Indtil videre har forskere dog ikke kunnet lure den bagvedliggende molekylære årsag til kræftmedicinens succes. De har bare vidst, at den virkede.

Løser gåde bag effektivt kræftmiddel

Nu har en dansk forsker været med til at løse gåden om Ipilimumabs effektivitet.

I et nyt studie viser forskere fra den hollandske pendant til Kræftens Bekæmpelse, at Ipilimumab fungerer så godt, fordi stoffet udstyrer kroppens eget immunforsvar med en lang række molekylære våben, så kroppens egen kamp mod kræft bliver mere effektiv.

Opdagelsen kan ifølge forskerne være med til at bane vejen for endnu mere målrettet kræftbehandling med både immunterapi og andre behandlingsformer.

»Der er ingen tvivl om, at der i den nærmeste fremtid kommer flere og flere immunterapeutiske behandlingsformer på markedet. Kræftbehandling kommer i fremtiden formentlig til at være en kombination af traditionelle behandlingsformer som kemoterapi og nye immunterapier. Her er det vigtigt, at vi ved, hvordan de immunterapeutiske behandlingsformer fungerer på det molekylære plan, så vi kan kombinere behandlinger for det mest effektive resultat,« fortæller ph.d. og forsker ved Netherlands Cancer Institute Pia Kvistborg.

Pia Kvistborg har netop fået offentliggjort sine resultater i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine.

Kollega er begejstret

Klinisk professor og centerleder for kræftforskningscentret CCIT (Center for Cancer Immunotherapy) på Herlev Hospital, Per Thor Straten, har læst det nye studie, og han er meget begejstret.

Fakta

T-celler af typen (CD8+) fungerer ved at genkende overfladeproteiner på forskellige uvelkomne celler eller virus.

Når T-cellerne genkender et overfladeprotein, sætter de sig fast på celleoverfladen og frigiver forskellige stoffer, der laver huller i cellerne, så vand og ioner kan trænge ind. Resultatet er, at de angrebne celler svulmer op og eksploderer.

»Det er i høj grad et interessant studie. Det er super spændende arbejde og meget grundigt, og man må sige, at forskerne har brugt praktisk talt samtlige værktøjer på værktøjshylden i deres forskning,« siger Per Thor Straten og fortsætter:

»Så er det jo også interessant, at studiet peger på, at Ipilimumabs fungerer, som vi spekulerede i, det gjorde.«

Kræft omgår immunforsvaret

For at forstå immunterapi som kræftbehandlingsform og dermed også det nye forskningsresultat, må man nødvendigvis kende til mekanismerne bag den måde, som mange kræftformer snører kroppens immunforsvar på.

Immunforsvaret er nemlig designet til selv at tage sig af syge celler, så de ikke udvikler sig til større kræftknuder. Det gør immunsvarets T-celler (se faktaboks) ved at binde med specifikke receptorer til overfladeproteiner på kræftcellerne og frigive stoffer, der slår de syge celler ihjel.

Kræftceller har dog fundet ud af, hvordan de kan omgå immunforsvarets angreb.

Det sker blandt andet ved, at kræftknuderne omgiver sig selv med signalstoffer, der lukker ned for, at T-cellernes receptorer kan genkende dem. Sådan foregår det eksempelvis, når modermærkekræft udvikler sig.

På den måde kan immunforsvaret bare se til, mens kræftknuderne vokser sig større og større. Hvis immunforsvaret ikke kan binde til de syge celler, kan det heller ikke slå dem ihjel.

Forskere og læger vil dog meget gerne give immunforsvaret en hjælpende hånd.

»En af tankerne bag immunterapi er eksempelvis at lave antistoffer, der blokerer for kræftcellernes signalmolekyler. Det vil sætte immunforsvaret frit igen, så det kan angribe kræftknuderne på ny,« siger Pia Kvistborg.

Der findes også andre former for immunterapi, hvor forskellige stoffer på hver deres måde enten stimulerer immunforsvaret eller svækker syge celler, så immunforsvaret lettere kan bekæmpe dem.

Sådan virker Ipilimumab

Så vender vi tilbage til det nye forskningsresultat:

Fakta

Pia Kvistborg har i sit studie undersøgt T-celler fra 40 forskellige kræftpatienter, der var blevet behandlet med Ipilimumab. Undersøgelsen viste, at behandlingen med Ipilimumab ikke skabte flere af samme slags T-cellerne, men at der derimod blev skabt flere forskellige slags T-celler med forskellige receptorer.

Ipilimumab har evnen til at åbne op for immunforsvaret igen, efter kræftceller ellers har slukket for det, viser det nye studie.

Det gør medicinen ved at udstyre immunforsvaret med et større arsenal af T-celler med forskellige receptorer, der genkender et bredere udsnit af overfladeproteiner på kræftcellerne.

På den måde kan T-cellerne angribe langt flere steder på overfladen af kræftcellerne end ellers.

Det betyder samtidig, at kræftcellerne kan omgive sig med nok så mange signalstoffer. T-cellerne skal nok finde et eller andet håndtag, hvor de kan gribe fast og frigive en dødbringende cocktail af stoffer, der omdanner kræftcellerne til en hullet schweizerost (se faktaboks).

Mekanismen bag Ipilimumabs effektivitet er helt ny viden. 

»Det er ret genialt. Immunforsvaret bliver på den måde stimuleret til at lave mange forskellige våben fremfor flere af den samme slags, som kræftcellerne allerede har et værn imod,« siger Pia Kvistborg.

Giver bedre muligheder for behandling

Opdagelsen, af hvordan Ipilimumab virker, åbner op for en bedre forståelse af, hvordan kombinationer af behandlingsformer kan gøre kræftbehandling mere effektiv.

Ifølge Pia Kvistgaard øger det værdien af den enkelte behandlingsform, når man ved, hvordan den fungerer i kroppen.

»Det gør, at vi kan kombinere denne behandlingsform med andre behandlingsformer, der måske influerer på immunforsvaret på en anden måde. Det kan eksempelvis dreje sig om en behandling, der hæmmer kræftcellerenes produktion af signalstoffer. Hvis vi kombinerer de to behandlinger bliver kræftbehandlingen meget mere effektiv,« siger Pia Kvistborg.

Per Thor Straten advarer dog imod, at forskere begynder at tro, at de har styr på det hele og dermed udelukker at teste kombinationer af behandlingsformer, der umiddelbart kan virke som et dårligt match.

»Vi må aldrig blive så selvsikre, at vi begrænser os selv ved udelukkende at designe forsøg fra bag skrivebordet. Man kan stadig blive overrasket, og derfor skal vi fortsat afprøve Ipilimumab i kombination med stoffer, hvor kombinationen måske ikke lige ligger til højrebenet. Man skal stadig en gang imellem lave forsøg med bind for øjnene, for så godt forstår vi altså heller ikke mekanismerne endnu,« mener Per Thor Straten.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.