Corona-symptomer er et upålideligt tegn på, hvem der faktisk er smittet
COVID-19 Smitte Asymptomatisk

Et britisk studie med dansk islæt viser, at tre ud af fire coronasmittede ikke udviser symptomer. Forskerne bag foreslår derfor en ny teststrategi. (Foto: FunkMonk / CC BY-SA 4.0)

Et britisk studie med dansk islæt viser, at tre ud af fire coronasmittede ikke udviser symptomer. Forskerne bag foreslår derfor en ny teststrategi. (Foto: FunkMonk / CC BY-SA 4.0)

08 oktober 2020

Der bliver testet, testet og atter testet i hele verden for at få et overblik over, hvem der er smittet med COVID-19.

Mange strategier fokuserer på at teste dem, der udviser symptomer.

Men i en omfattende engelsk befolkningsundersøgelse påpeger forskerne bag, at symptomer er en dårlig markør for, hvem der faktisk er smittet.

I spidsen for undersøgelsen står den danske forsker Irene Petersen, der er professor i Epidemiology and Health Information ved University College i London (UCL). 

»Hver uge samler ‘Office for National Statistics’ data fra tilfældigt udvalgte husstande i England, og samtidig bliver deltagerne udspurgt, ligesom der indsamles SARS-CoV-2-testprøver hos dem,« fortæller Irene Petersen i en pressemeddelse fra Aarhus Universitet, hvor hun er visiting professor ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling. 

Dataen er samlet fra 36.061 tilfældige personer, som blev testet i foråret over en periode på to måneder. Beboere på plejehjem og hospitalsindlagte indgik ikke i undersøgelsen.

Det viste sig, at:

  • 625 personer klagede over symptomer, der kunne skyldes COVID-19.
  • Men kun 115 ud af de 36.051 personer havde faktisk virussen.
  • Blot 27 af de 115 positive havde symptomer på testdagen.  
  • De resterende 88 af de 115 smittede personer - svarende til 76,5 procent - var asymptomatiske, hvilket vil sige, at personerne havde ingen eller milde symptomer. 

Resultaterne bør føre til en genovervejelse om fremtidens teststrategier, siger Irene Petersen i pressemeddelelsen.

»Vi argumenterer for, at man i højere grad bør overveje det, der kaldes overvågningstests, fordi vi ved, at nogle grupper er mere udsatte end andre. Det kunne for eksempel være en test af alle, der arbejder på et slagteri, eller en test af alle universitetsstuderende, inden de tager hjem for at holde juleferie med familien«. 

Andre studier har samme konklusion

I et studie, som Videnskab.dk skrev om i maj måned, påpegede en række forskere ligeledes, at en stor del af smittebærerne af coronavirus er asymptomatiske.

I det omtalte studie havde forskere undersøgt et coronaudbrud på et krydstogsskib, hvor 128 af de i alt 217 passagerer var blevet testet positive for virussen. 

Hele 81 procent af de 128 passagerer var asymptomatiske. 

Det er dog vigtigt at huske på, at man skal skelne mellem asymptomatisk og præsymptomatisk. 

»For en del af dem, der ikke har symptomer på tidspunktet for testen, får senere i forløbet i symptomet, så andelen på de 81 procent uden symptomer kan godt være faldet betydeligt 1-2 uger siden,« sagde Christian Wejse, der er lektor i epidemiologi, infektionssygdomme og folkesundhed på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk tilbage i maj. 

Et andet studie udført på Island har peget på, at 43 procent af de smittede var uden symptomer.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.