Hvis du har en teenager i huset, er det formentlig mere end 10 år siden, du drak din første Bjørnebryg eller Pisang Ambon.
Men hvordan var det nu lige at være nysgerrig teenager, der ville ud og opleve verden med alkohol i blodet?
Hvis det af gode grunde står en smule uklart, giver to ungdomsforskere dig herunder fem forslag til, hvad du kan gøre for at få dit barn til at drikke mere mådeholdent.
Begge forskere har beskæftiget sig med alkohols effekt på unge.
LÆS OGSÅ: Derfor starter unges usunde alkoholvaner på gymnasiet
1. Lav tydelige og faste aftaler
Først og fremmest er det vigtigt at sætte tydelige retningslinjer for, hvornår og hvor meget barnet må drikke.
»Vi ved fra tidligere forskning, at klare retningslinjer har en reducerende effekt på de unges alkoholforbrug,« siger Jeanette Østergaard, der er seniorforsker ved afdeling for socialpolitik og velfærd, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
Regler er til for at blive brudt, husker du måske en yngre version af dig selv sige, men forskerne påpeger, at regler eller retningslinjer ikke er helt spildt.
»De unge efterlever måske ikke forældrenes regelsæt 100 procent, men nærmere 80 procent. Så det er bedre at sætte grænsen lavt,« siger Pernille Bendtsen, der er ph.d. i børn og unges sundhed og sekretariatschef ved Vidensråd for Forebyggelse.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om, hvad der sker, hvis forældre ikke sætter grænser. Nogle forældre foretrækker nemlig at vise tillid frem for at sætte grænser, og det medfører, at de unge selv sætter rammerne for drukken. Det kan du læse mere om i denne artikel.
2. Sørg for, at have styr på dine egne holdninger
Hvornår er det i orden, at dit barn drikker alkohol? Og hvor meget må han eller hun drikke?
Hvis du har tydelige holdninger til dit barns alkoholforbrug, bliver det lettere for dit barn at forholde sig til, og det bliver desuden nemmere at leve op til dine forventninger.
Begge forældre spiller en vigtig rolle, og det er derfor vigtigt at få afklaret og strømlinet jeres holdninger, før det bliver aktuelt, siger forskerne.
På Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens kampagneside www.fuldafliv.dk kan du blandt andet teste dine egne holdninger til dit barns alkoholforbrug og hente en skabelon med forslag til klassens fælles alkoholaftale.
Du kan også finde testen i bunden af denne artikel.
3. Fælles alkoholkultur i klassen
Hvis du skal gøre det endnu nemmere for dit barn at leve op til dine forventninger, kan det være en god ide med en fælles alkoholkultur i barnets klasse.
Jo mere harmonisk børnene oplever forældres og venners forældres regler og rammer, des nemmere bliver det at forholde sig til.
»På den måde risikerer du heller ikke, at dit barn kommer med argumentet om, at en klassekammerat må drikke flere genstande,« siger Pernille Bendtsen.
LÆS OGSÅ: Amerikansk topforsker chokeret over, at 16-årige danskere må købe alkohol
4. Lad der være en forælder til stede
Modsat, hvad mange forældre måske tror, så tyder intet på, at unge, som får tilbudt alkohol hjemmefra, kommer til at drikke mere mådeholdent senere i ungdommen.
Den opfattelse deler Jeanette Østergaard og foreslår, at forældre griber til andre metoder.
»For nogle år tilbage lavede vi et kvantitativt studie, der viste, at de unge foretrak at drikke med venner frem for forældre, fordi det virkede underligt. Så er det for eksempel bedre, at der er en forælder til stede ved festerne, hvis der bliver brug for det,« siger Jeanette Østergaard.
5. Lær dit barn at stå imod gruppepres
Forældrene spiller desuden en vigtig rolle, når det kommer til at lære de unge at stå imod gruppepres for at drikke.
Derfor er det vigtigt, at du oplyser dit barn og giver gode råd til at håndtere gruppepres i forskellige situationer, siger forskerne.
Test dine egne holdninger til dit barns alkoholforbrug
Hvis du quizzer fra mobilen, virker det bedst at åbne quizzen i et nyt vindue.
LÆS OGSÅ: Paradoks: Hvorfor drikker vi alkohol?
LÆS OGSÅ: Ti myter om alkohol: Branderten