Hawkings nye forklaring på sorte huller deler vandene
Kilde: 
28 januar 2016

KORT NYT FRA UDLANDET:

Næsten en måned efter Stephen Hawking og hans kolleger udgav et nyt studie om sorte huller, kan fysikerne stadig ikke blive enige om, hvad det betyder. Det skriver Nature.com.

Nogle fysikere, inklusive Andrew Strominger fra Harvard University, mener, at studiet måske kan give svar på et problem kaldet ‘The Black Hole Information Paradox,’ som Hawking selv introducerede tilbage i 1976.

Det går ud på, at sorte huller faktisk ikke er helt sorte, men udsender en vis radioaktivitet. Ifølge kvantefysikken må der opstå par af partikler udenfor kanten af det sorte hul.

Nogle af disse partikler slipper ud af det sorte hul og tager dermed en lille mængde af hullets masse med sig, og derfor vil hullet med tiden forsvinde.

Hawking mente, at partiklerne, der nu er kendt som Hawking-partikler, havde fuldstændigt tilfældige egenskaber - og derfor ville al den information, som var forsvundet ind i det sorte hul være tabt for evigt.

Men det modsiger fysikkens love, hvor information, ligesom energi, konserveres.

I det nye studie foreslåes det, at det tomme rum kan bære informationen. I artiklen, der blandt andet er skrevet af Strominger og Hawking, påstår fysikerne, at såkaldte ‘bløde partikler’ kan gemme på svaret.

De er lavenergi-versioner af fotoner, hypotetiske partikler kaldet gravitoner, samt andre partikler. I studiet hævder forskerne, at vakuummet i et sort hul ikke behøver at være fri for partikler - kun fri for energi. Og derfor kan disse partikler godt være tilstede i et energiløst stadie.

Dermed må det ifølge forskerne også følge, at alt hvad der bliver suget ind i det sorte hul efterlader et aftryk på de bløde partikler.

Læs også:

Astronomer finder ny type sort hul

Sort hul æder stjerne – og slår astronomisk bøvs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.