Ny ‘punchline’ dukker op i diskussioner – men brug den ikke, hvis du vil tages seriøst

Det er efterhånden ret almindeligt at opleve diskussioner ende med et brat: »Do your own research« eller »undersøg det selv« fra den, der har fremført en påstand.

På nogle måder er det en dristig opfordring til handling: »Kom så, folkens! Vågn op! Du vil se den fulde sandhed, hvis bare du ser det med egne øjne!«

Denne type udsagn er dog meget følelsesladede og overbevisende på en emotionelt manipulerende måde.

Her er fire grunde til, at vi ikke bør bede andre om selv at undersøge noget, når vi diskuterer et emne:

1. Bevisbyrden ligger hos den, der fremsætter påstanden

Der er en generel regel i argumentation: »Hvad der kan hævdes uden bevis, kan også afvises uden bevis.«

Det betyder, at vi bærer byrden for at at bevise, at vores påstand er sand, hvis vi fremsætter en påstand om verden.

Carl Sagan formulerede et princip, som kan anvendes til at vurdere sandhedsværdien af et udsagn, og det lyder: »Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.«

Det er en grundlæggende præmis for den offentlige diskurs – hvis vi ønsker, at andre skal være enige med os, må vi påtage os bevisbyrden for at demonstrere vores teorier.

Lad os lege, at vi vil fremsætte en påstand som: »COVID-19-vaccinen er gift.«

Det er en ekstraordinær påstand. Vi har en veletableret evidensmængde, som viser, at vacciner er sikre. Hvis 'gift-påstanden' skal tages seriøst, skal den bakkes op med seriøse fakta.

Måske findes der studier, som viser, at en vaccine er giftig eller er skyld i alvorlige bivirkninger. Men det er stadig vores opgave at levere det bevis – ingen er forpligtet til at tage os alvorligt, før vi gør det.

Når først beviserne er fremlagt, kan vi vurdere, om de er pålidelige, og om de vedrører hovedpåstanden.

2. Confirmation bias - vi tror mest på de informationer, der passer til vores standpunkt

Vores hjerner arbejder ikke altid langsommeligt, fornuftigt og bevidst - det ville være udmattende.

I stedet bruger vi noget, som kaldes kognitive heuristikker, som er de genveje, vores hjerner ubevidst tager, når vi skal træffe en beslutning, som styrer vores adfærd, og som gør os i stand til at handle hurtigt.

Vi bruger kognitive heuristikker, når vi gebærder os i trafikken, eller beslutter, hvilken vej vi skal bevæge os foran et fodboldmål, eller hvornår vi skal skrue ned for varmen, når vi laver mad.

Der er simpelthen for mange små beslutninger, vi skal tage hver dag, til ikke at have disse genveje.

En kognitiv bias minder om kognitive heuristikker, men med en vigtig forskel - der en fejl indlejret i beslutningen.

En specifik kognitiv bias er det såkaldte 'confirmation bias' (bekræftelse på formodninger, red.), der betyder, at vi har en tendens til at fortolke fakta og information på en måde, der understøtter det, vi allerede er overbeviste om.

Hvis vi for eksempel har manglende tiltro og tillid til regeringen, er vi mere tilbøjelige til at tro på nyheder om korruption og bedrageri fra politikernes side.

Det betyder, at vi er irrationelt stærkt dragede af informationer, som bekræfter det synspunkt, vi allerede har. Vi ser lige dét, vi leder efter og ignorerer informationer, der modsiger vores overbevisninger, og det er noget, vi alle gør.

Vi leder efter kilder, der understøtter påstande, vi allerede er enige i

Problemet med confirmation bias er, at det får os til irrationelt at favorisere visse typer for information frem for andre.

Det er langt sværere at ombestemme sig, når vi allerede er klar til at tro på visse ting – for eksempel om vacciner.

I vores jagt på information leder vi efter kilder, der understøtter påstande, vi allerede er enige i, mens vi afviser påstande, vi ikke kan lide.

Hvis vi allerede er mistroiske over for eller bange for vacciner, og nogen siger 'Undersøg selv, om vacciner er skadelige', er det mere sandsynligt, at vi udvælger individuelle tilfælde af uønskede vaccinevirkninger.

3. Vi kan ikke forvente, at andre når frem til samme konklusioner som os selv

En person, der beder andre om selv at undersøge noget, forventer, at andre vil drage de samme konklusioner, som de allerede selv har draget.

Det er ikke diskussion eller debat, men en forventning om ukritisk enighed og social accept.

Vi ønsker alle validering af vores holdninger og overbevisninger, men vi er nødt til at gøre det bedre end blot at bede andre om at researche. Vi bør hilse oprigtig engagement og kritik velkommen.

Et effektivt demokrati kræver, at vi engagerer os i hinanden ved hjælp af intellektuelle dyder som ærlighed, åbenhed og stringens.

Vi bør sigte efter at være sandhedssøgende og søge at evaluere beviser og bestemme troværdighed i alle ting.

4. Urimeligt at antage, at andre har tid til at undersøge alt i dybden

Vi kan ikke forvente, at alle har tid til at undersøge hver publikation om et givent emne grundigt.

Selv hvis det kun tog 10 minutter at læse en videnskabelig artikel om vaccinernes sikkerhed (hvilket er en enorm undervurdering af et studie på tusindvis af ord), skulle vi læse mindst 6 studier for at få et indblik i, hvad feltets eksperter har at sige.

Og det er endda bare læsestoffet. Det medregner ikke tiden, vi skulle bruge til at lære forskellige termer og ordforrådet, til at lære om meningsforskelle og tankegange eller til at danne vores egen mening om forskningens kvalitet.

Som minimum ville det kræve adskillige timers efterforskning af et argument.

Selv hvis der bliver fremlagt evidens af den, der kommer med en påstand, skal vi stadig undersøge, om evidensmængden er korrekt - men nu taler vi i det mindste om minutter, ikke timer.

Bliv bedre til at diskutere

Én af de mest grundlæggende ting ved at lytte til hinanden og forbedre kvaliteten af vores diskurs er nysgerrighed.

En reel fare er ikke at være interesseret i andre synsvinkler – eller endnu værre, at være uinteresseret i selve sandheden.

Vi vil aldrig have et fuldstændigt billede af komplekse sociale og videnskabelige anliggender. Vi lever travle og komplekse liv og har simpelthen ikke tid til ordentligt at undersøge alle emner.

Hvis nogen ønsker at blive taget seriøst, er det mindste, de kan gøre, at fremlægge deres argument fuldt ud.

Vi kan stadig engagere os meningsfuldt med hinanden, men vi skal være ærlige omkring vores information, og hvor vi har den fra.

Det nytter ikke noget, at vi forlanger, at andre skal gøre arbejdet for os.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.