Den kendte SETI forsker Seth Shostak har foreslået, at vi ikke længere bare skal nøjes med at lytte efter signaler fra andre intelligensvæsener, men i stedet være mere aktive og selv forsøge at ringe til E.T. Det har allerede givet anledning til en livlig diskussion, om det overhovedet er klogt at fortælle universet om vor eksistens.
Det tavse univers
Seth Shostak er leder af SETI-instituttet i Californien, hvis opgave det er at lede efter tegn på liv i universet, især ved at lytte efter signaler fra andre civilisationer.
Det er en privat organisation, der får midler fra forskellige fonde, og som gennem årene siden starten i 1984 har skabt et ry som en absolut seriøs videnskabelig institution, der blandt andet samarbejder med NASA. SETI står i øvrigt for Search for Extra-Terrestrial Intelligence.
Det er ikke så mærkeligt at Seth Shostsak nu kunne tænke sig at gå fra bare at lytte passivt til selv at sende signaler ud. For selv om vi har lyttet efter signaler i 65 år, er der aldrig fundet noget, som med sikkerhed kan siges at stamme fra en anden civilisation. Universet har vist sig at være meget tavst – astronomerne er begyndt at tale om 'Den store stilhed'.
Samme som da Columbus kom til Amerika
Men næppe var Shostak kommet med sit forslag på en videnskabelig konference i Jan Jose i USA, før kritikken kom. En af de stærkeste kritikere var fysikeren og forfatteren David Brin.
Han krævede et frivilligt stop for alle forsøg på at sende signaler ud i rummet. Brin mener, at historikere burde rådgive astronomer om de mulige farer ved at få kontakt. Som han sagde: »Her på Jorden er der ingen første kontakt mellem folkeslag, der har været smertefri – selv når parterne havde de bedste hensigter«.
Så var der ikke langt til at citere professor Stephen Hawking, der allerede i 2010 udtalte: "Hvis fremmede besøger os, kan resultatet meget vel blive, som da Columbus kom til Amerika. Det endte ikke så godt for de indfødte”
First Contact
Spørgsmålet er, om den berømte 'First Contact' overhovedet kan sammenlignes med noget, vi kender fra vor egen historie. Vi mener, at det slet ikke er muligt at drage en historisk analogi. Årsagen er forskellen mellem den historiske og den astronomiske tidsskala.
Vor nedskrevne historie går kun 5000 år tilbage, og det betyder, at der aldrig har været den helt store forskel på Jordens forskellige kulturer – i hvert fald ikke når man skal sammenligne med, hvad der rækker over den astronomiske tidsskala.
Vi vil med sikkerhed aldrig komme til at få kontakt med en civilisation, som kun er et par hundrede eller et par tusinde år forud for os. Det er den type møder, Hollywood filmatiserer, og det er præcis den type møder, der ikke vil finde sted.
Hvis vi er meget heldige, kunne vi møde en kultur, som havde rumskibe på et tidspunkt, hvor de første abemennesker gik rundt på Jorden. Mere sandsynligt ville det være at møde en meget ældre kultur.
Dysons dilemma
Det er da sandt nok, at hvis vi skulle møde en sådan gammel og uhyre avanceret civilisation, som har ondt i sinde, så vil mødet føre til menneskehedens undergang. Vi vil aldrig kunne stille noget op mod en teknik, der er millioner af år forud for vores.
Den amerikanske fysiker Freeman Dyson (f. 1923) beskrev allerede for 50 år siden det dilemma, vi står overfor ved selv at søge kontakt. I april 1964 skrev han i Scientific American:
»Intelligens kan have en god indflydelse og føre til dannelsen af isolerede grupper af filosoffer rundt omkring i universet, som så i ro og mag kan dele deres samlede visdom. På den anden side kan intelligens føre til en teknologisk kræft, en formålsløs teknologisk udnyttelse af naturen, som på få millioner år kan sprede sig ud over hele Mælkevejen.
Det er lige så uvidenskabeligt at tilskrive en fjern intelligens visdom og sindsro, som at tilskrive dem irrationelle og morderiske hensigter. Vi må være forberedt på begge muligheder og gennemføre vor søgning i overensstemmelse hermed«
Det er dybest set Dysons dilemma, som stadig lever, og skaber frygten for selv at søge kontakt. Spørgsmålet er, om de to muligheder i dilemmaet er lige sandsynlige, og om vi i virkeligheden ikke har så meget at frygte.
De ydmyge skal arve universet
Seth Shostak fremfører selv et argument for, at aggression vil være almindelig blandt alle kulturer: Resurserne er alle vegne begrænsede, og meget af vor aggressive opførsel kommer fra vort instinkt om at tilegne os resurser og bagefter beskytte dem mod andre.
Men det er også muligt at argumentere for, at alle civilisationer med millioner af års historie bag sig må være fredelige.
For at overleve i lang tid skal en teknisk avanceret civilisation nemlig løse problemet om at sameksistere med en teknik, der kan udslette deres kultur. Vi har jo allerede mødt problemet med atomvåben, og de moderne biologiske våben er formodentlig lige så farlige.
Hertil kommer forurening og klimaændringer. Vi har kun været en moderne teknisk kultur i et par hundrede år og har allerede så store problemer, at vi er glade for bare at klare de næste 100 år.
Faren for misbrug stiger
Vor teknik udvikles hele tiden, og det betyder at faren for misbrug også stiger. For at overleve i millioner af år er det nødvendigt med ikke bare en grundlæggende ændring af samfundet, men også af den måde vi tænker på.
Enhver teknisk civilisation vil stå over for denne udfordring. Det er meget lidt sandsynligt, at nogen kultur alene kan gå frem på det tekniske område. Hvis etik og moral ikke følger med, vil den gå til grunde.
Dette problem bliver særligt tydeligt, når talen er om stjernerejser. Uanset teknik, så kræver det ufattelige mængder af energi at sende et stjerneskib ud på en mange lysår lang rejse. Selv med forholdsvis moderate hastigheder taler vi om et energikrav svarende til, hvad hele jordkloden producerer på flere år.
Vi kan ikke bygge rumskibe som vi ser dem i film
Vi kan overhovedet ikke bygge sådanne stjerneskibe i dag, men den dag vi kan, får vi en udfordring: Stjerneskibene er alt for farlige at have i nærheden af en planet. Et stjerneskib, der kan producere så meget energi, kan også udslette en hel klode. Vil vi i en ufredelig verden overhovedet tillade bygningen af sådanne rumskibe?
Derfor må de kulturer, der kan bygge stjerneskibe, må nødvendigvis have samfund, der ikke har problemer med krig eller terror. De må på en eller anden måde have opnået den ro (visdom?), der er nødvendig for at leve omgivet af hyperavanceret teknologi uden at falde for fristelsen til at misbruge den.
Måske er det kun en ud af 100 kulturer, der kan nå så langt, og det er slet ikke sikkert, at vi bliver en af dem. Det er da meget muligt, at der er mange civilisationer i universet, men langt de fleste vil kun være døgnfluer, der gennemløber hele deres liv på få tusinde år.
Men for dem, der overlever i millioner af år, er det måske ikke helt forkert at sige, at de ydmyge har arvet universet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
