Vinden suser gennem den mørke skov og får skodderne foran det gamle hus’ ødelagte vinduer til at klapre.
Du får et kort glimt af en grålig skikkelse derinde, men øjeblikket efter er den væk igen.
En gysende fornemmelse går gennem din krop, da du skubber den knirkende dør op og kigger ind i mørket.
De mørnede gulvbrædder knager under dine fødder, som skæret fra din lommelygte falder på…: En gammel stol dækket af et hvidt lagen.
Var der et spøgelse – eller var det bare dine sanser, der spillede dig et puds?
Meget forskning peger på, at vi kan påvirkes psykologisk til at have paranormale oplevelser.
Du har sikkert også oplevet noget uforklarligt på et tidspunkt, men hvorfor oplever vi ting, der ikke er der?
Det skal vi se nærmere på i denne video.
Vi tror på det, vi får at vide
I et studie besøgte 22 forsøgsdeltagere Lincoln Square Theatre i USA, som på det tidspunkt var lukket for offentligheden.
De blev inddelt i to grupper.
Den ene gruppe fik at vide, at de blot skulle besøge teatret, der var under ombygning, mens den anden gruppe fik at vide, at teatret var hjemsøgt.
Bagefter skulle de udfylde et spørgeskema, forskerne havde designet til undersøgelsen.
Deltagerne i den anden gruppe rapporterede en langt større grad af ‘intense oplevelser’, som flere af dem forbandt med det paranormale.
Et dansk studie, hvor deltagerne blev sendt på en virtual reality-skovtur, peger på det samme: Vores opfattelse af virkeligheden påvirkes af vores tro og vores forventninger.
Det gør sig især gældende, når vi befinder os steder, hvor vores syn er uklart - for eksempel i mørke eller tåge.
Særlige sanseindtryk og hallucinationer
Forskere har i årevis forsøgt at finde forklaringer på, hvorfor vores hjerner viser os ting, der ikke er der.
Forklaringerne strækker sig lige fra elektromagnetisme til den besynderlige ‘spøgelsesfrekvens’, der kan fremprovokere kuldegysninger, svimmelhed og en uforklarlig følelse af uhyggelig tilstedeværelse i rummet.
Desuden er skimmelsvamp ikke blot dårligt for dit helbred, men måske også for din skelnen mellem virkeligheden og det overnaturlige.
Vil du vide mere om, hvorfor vi ser ting, der ikke er der? Se Videnskab.dk-videoen i toppen af artiklen.
Videoen er lavet på baggrund af disse artikler:






























