»De var som blæksprutter fra en anden planet. Deres store alien-øjne var meget større end normalt, men jeg var ikke bange, for de udstrålede venlighed.«
Sådan beskriver en forsøgsdeltager sit møde med nogle mærkelige væsener efter at have taget det psykedeliske stof DMT.
Andre fortæller om møder med guder, ånder og mytiske skabninger, som føltes fuldstændig virkelige.
En forsøgsdeltager sammenligner oplevelsen med en pop-op-bog, hvor en tredimensionel verden pludselig folder sig ud.
»Virkeligheden forskød sig. De der pop-op-bøger, hvor du åbner dem, så skaber de sådan en 3D-figur. Sådan en oplevelse havde jeg.«
Ugens Brainstorm tager dig med på et vildt DMT-trip ind i hjernen, hvor den normale virkelighed bryder sammen. Hvordan kan så bizarre oplevelser, der fucker med din hjerne, måske hjælpe mod depression? Og kan et kortvarigt trip virkelig ændre vores tankemønstre?
DMT er et kraftigt psykoaktivt stof, der findes naturligt i nogle planter.
Med sine stærke hallucinerende egenskaber kan det få mennesker til at opleve, at hele deres virkelighed bliver erstattet af en anden.
Men det såkaldte 'åndemolekyle' har også en anden egenskab.
Det ser nemlig ud til at kunne lindre depression.
I podcasten fortæller lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet Mikael Palner, hvad det er ved et voldsomt psykedelisk trip, der måske hjælper:
I et britisk studie, som blev offentliggjort i februar 2026, deltog 34 mennesker med moderat til svær depression i et forsøg.
Forskerne fordelte dem tilfældigt i to grupper, hvor den ene gruppe fik DMT, mens den anden fik placebo.
Begge grupper modtog samtidig terapeutisk støtte.
Stoffet virker i løbet af få minutter og sender mennesker ud på et intenst psykedelisk trip, der typisk varer omkring 15 til 30 minutter.

Allerede efter to uger havde gruppen, der fik DMT, oplevet en betydeligt større lindring af deres depressive symptomer end placebogruppen.
Psilocybin, det stof, der findes i ‘magiske svampe’, er dét psykedeliske stof, som der er stærkest evidens for kan lindre depression.
Der, hvor DMT adskiller sig, er med den korte varighed af den psykedeliske oplevelse.
\ Brainstorm - Videnskab.dk’s hjerneredaktion

Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
































