Taxa- og ambulancechauffører har mindre risiko for at dø af Alzheimers sygdom end mennesker i næsten alle andre erhverv.
Det var det overraskende resultat af et studie fra 2024, hvor forskere gennemgik dødsattester fra næsten nu millioner personer i USA.
Resultaterne fik mig til at spærre øjnene op, for de to erhverv er afhængige af noget, der også er helt centralt i mit eget arbejde: Kort.
Jeg har brugt mere end to årtier på at studere kort.
Ikke papirkort på en væg, men digitale kort med mange forskellige lag: kort over oversvømmelser lagt sammen med befolkningsdata, steder med mange trafikulykker sammenholdt med vejnettets udformning og satellitmålinger af nedbør på tværs af flodsystemer.
Skal holde styr på mange rumlige sammenhænge
En stor del af mit arbejde som civil- og miljøingeniør foregår ved hjælp af GIS (Geographic Information System), som er et digitalt værktøj til at indsamle, analysere og vise data, der er knyttet til et bestemt sted på jorden.
Ingeniører som mig skal holde styr på mange rumlige sammenhænge i hovedet på én gang og forstå, hvordan forskellige steder og områder hænger sammen – lige fra en enkelt gade til et helt flodsystem.
Jeg har altid tænkt, at dette arbejde med flere lag af rumlig information bare var noget, der hørte jobbet til.
Men undersøgelsen af taxa- og ambulancechauffører fik mig til at tænke over, om den form for mental træning måske også gavner hjernen.
Taxachaufførers hjerner
Forskerne undersøgte ni millioner dødsattester fra perioden januar 2020 til december 2022.
Blandt 443 forskellige erhverv havde taxi- og ambulancechauffører den laveste risiko for at dø af Alzheimers sygdom.
Efter at forskerne havde taget højde for alder, køn, race, etnicitet og uddannelse, var Alzheimers sygdom dødsårsag hos omkring 1 ud af 100 taxi- og ambulancechauffører. I befolkningen som helhed gjaldt det omkring 1 ud af 60.
Men mønstret gjaldt ikke andre chauffører.
Forskerne konkluderede derfor, at det sandsynligvis ikke er selve kørslen, der hænger sammen med den lavere risiko for Alzheimers.
Det afgørende kan i stedet være den konstante navigation i realtid: hele tiden at vide, hvor man befinder sig, holde styr på sin destination og løbende opdatere et mentalt kort, når forholdene ændrer sig.
Chauffører, der hovedsageligt følger faste eller på forhånd fastlagte ruter, såsom buschauffører og piloter, så ikke ud til at have den samme fordel.
Forskerne mener, at sammenhængen mellem navigationskrævende arbejde og lavere risiko for Alzheimers kan hænge sammen med hippocampus – et område i hjernen, der spiller en central rolle for både hukommelse og rumlig navigation.
Målbart mere grå substans i den bageste del af hippocampus
Hippocampus er samtidig et af de første områder i hjernen, som tager skade ved Alzheimers sygdom. Problemer med at finde vej og orientere sig i omgivelserne er blandt sygdommens tidligste tegn og kan i nogle tilfælde vise sig, før et tydeligt hukommelsestab bliver mærkbart.
I et skelsættende studie fra 2000 sammenlignede neuroforskere hjernerne hos autoriserede taxachauffører i London med hjernerne hos mennesker, der ikke kørte taxi.
Resultaterne gav det første strukturelle billeddiagnostiske bevis for, at dele af den voksne hjerne kan ændre sig målbart, når den gennem længere tid udsættes for store krav til navigation.
For at få licens skal Londons taxachauffører lære mere end 25.000 gader inden for en radius på knap 10 kilometer fra Charing Cross. Udfordringen kaldes »The Knowledge« og tager typisk tre til fire år at gennemføre.
Forskerne fandt, at Londons taxachauffører havde målbart mere grå substans i den bageste del af hippocampus, som blandt andet forbindes med lagringen af rumlige kort over større områder.
Størrelsen hang desuden sammen med erfaringen:
Jo længere en person havde arbejdet som taxachauffør, desto større var denne del af hippocampus.
Forandringen så altså ud til at blive opbygget gennem træning og var ikke blot noget, chaufførerne var født med. Mennesker, der i forvejen er gode til at navigere, kan ganske vist være mere tilbøjelige til at vælge denne type arbejde, men forskningen tyder på, at selve jobbet også påvirker hjernen.
Tilsammen peger de to studier på en mulig sammenhæng: Arbejde, der træner hippocampus intensivt, kan være med til at forme området, og denne forandring kan muligvis beskytte mod en af alderdommens mest frygtede sygdomme.
Hvad med dem, der arbejder med kort?
Kartografer, byplanlæggere og geospatiale analytikere bruger en stor del af deres arbejdsdag på vedvarende rumlig tænkning.
En specialist i geografiske informationssystemer kan eksempelvis lægge befolkningsdata oven på kort over oversvømmelsesrisiko for at finde ud af, hvem der er udsat. Eller analysere satellitbilleder for at kortlægge landskabet efter en naturbrand.
Forskere skal samtidig holde styr på flere datalag, koordinatsystemer og målestoksforhold.
Men aktiverer den form for rumlig tænkning gennem en computerskærm hippocampus på samme måde som det at bevæge sig gennem en virkelig by?
En taxachauffør navigerer inde fra omgivelserne og oplever byen i gadeplan. GIS-forskere ser derimod typisk rummet ovenfra som et kort, hvilket kognitionsforskere kalder allocentrisk tænkning.
Men de to perspektiver overlapper i hjernen. Hippocampus opbygger også rumlige kort set udefra og ikke kun med udgangspunkt i personens egen placering.
Forskningen i såkaldte kognitive kort peger i samme retning som studiet af taxachaufførerne.
I 2023 anvendte forskere en maskinlæringsmodel på data fra mere end 22.500 mennesker fra et nationalt datasæt. Ud fra kompleksiteten i deres omgivelser kunne modellen med 84 procents nøjagtighed forudsige, hvilke postnummerområder der havde højere forekomst af Alzheimers.
Mennesker, der boede i rumligt komplekse omgivelser – miljøer, der kræver aktiv opbygning af mentale kort, eksempelvis tætte vejnet med mange kryds, forskellige steder og landemærker samt flere mulige ruter – havde mindre sandsynlighed for at udvikle Alzheimers.
En efterfølgende undersøgelse fandt desuden en sammenhæng mellem den geospatiale kompleksitet i menneskers omgivelser og større volumen i de områder af hjernen, der er involveret i rumlig navigation.
Forskerne opstillede den hypotese, at regelmæssig opbygning af kognitive kort træner netop de neurale kredsløb, som Alzheimers sygdom angriber tidligt.
Hvis de kognitive systemer, der bruges til rumlig navigation, aktiveres igen og igen, kan det måske være med til at forsinke sygdommens symptomer.
Men der er en vigtig begrænsning: De to studier handler om, hvor mennesker bor – ikke om det arbejde, de udfører.
Om rumlig tænkning foran en skærm træner de samme neurale kredsløb som navigation gennem en virkelig by, er endnu ikke undersøgt.
Kan rumlig forståelse beskytte hjernen?
Spørgsmålet om, hvorvidt vedvarende rumlig forståelse kan beskytte hjernen, rækker langt ud over taxachauffører og mennesker, der arbejder med kort.
Undersøgelser har gentagne gange fundet en sammenhæng mellem mentalt krævende erhverv og senere kognitiv svækkelse samt lavere risiko for demens, også når forskerne tager højde for uddannelsesniveau.
En mulig forklaring findes i forskningen i såkaldt kognitiv reserve: hjernens evne til at blive ved med at fungere på trods af sygdom.
Begrebet kan være med til at forklare, hvorfor to mennesker med omtrent samme grad af sygdomsforandringer i hjernen kan have vidt forskellige grader af kognitiv svækkelse.
Hvis krævende rumlig forståelse faktisk er med til at beskytte hjernen, får det konsekvenser, der rækker ud over den enkelte arbejdsplads. Så bliver den måde, vi indretter skolegang, faglig efteruddannelse og pensionisttilværelse på, også et spørgsmål om hjernesundhed.
Rumlig forståelse kan trænes, og mulighederne findes allerede mange steder. Der undervises verden over i GIS og fjernmåling inden for blandt andet geografi, ingeniørvidenskab, folkesundhed og miljøvidenskab.
Hvis vi kan styrke hjernen ved at træne vores rumlige sans – og dermed nogle af de hjerneområder, som Alzheimers rammer først – kan gevinsten være langt større end blot at blive bedre til at finde vej og læse kort.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































